Huledykning

Sneen piskede og rev i ansigtet. Det føltes som om snefnuggene rev åbne sår i huden. Vi var netop steget ud af hulens indgang og var havnet midt i en snestorm. Det begyndte at blive mørkt og sneen lå hoftedyb. Det føltes trygt at have rebet at holde sig til.
Vores tilflugtssted, den varme basecamp, lå blot 200 meter væk. Men det var minus 28 grader koldt. Blæsten gjorde, at det føltes som mindst minus 40. Til min overraskelse fungerede kameraet stadig. Jeg tog et par billeder til.
Vi fattede endnu ikke rigtigt hvor alvorlig situationen var. Jeg havde tørt landtøj på. Bortset fra ansigtet, klarede jeg mig nogenlunde, i hvert fald midlertidigt. Men Rob gik stadig i sin tørdragt. Den var våd efter vores seneste rekognosceringsdyk. Vores russiske dykkeguide, Misha var forsvundet lige efter at vi var kommet op af vandet. Følgerne af vores manglende erfaring begyndte at blive ret åbenbare.
”Jeg er ret presset” sagde Rob. Han havde markedets tykkeste og varmeste underdragt under sin tørdragt. Derfor var han stadig varm. Men jeg antog, at det var dragtens klodsethed og den dybe sne, der gav ham problemer.
”Hæng på! Vi er næsten fremme! Vi kan ikke stoppe op her”, råbte jeg til ham.
”Jeg kan næsten ikke flytte mine ben” svarede han med et ansigtsudtryk, der fortalte, at han mente det alvorligt.
”Træk dig frem langs rebet! Hæng i! Kæmp!” Hjemme i England havde vi for sjov pjattet om et scenario som dette her. Vi havde til og med joket med, at overskriften til den efterfølgende artikel kunne være: Først virkede det som en god idé. Rob har omfattende erfaring med bjergbestigning, så han havde frivilligt poseret som ”nediset dykker”. Nu var vi 3.700 kilometer hjemmefra og følte os hjælpeløse. Virkeligheden var alvorligere, end vi havde forstillet os.
”Kan du ikke hjælpe mig af med rygsækken”, bad Rob. ”Jeg kan ikke bevæge armene heller.” Situationen forværredes for hvert sekund. Vi stod oppe på en stejl skråning. Rob var indesluttet i en ispansret dragt. Han lignede mest en middelalderlig ridder i en alt for tung rustning. De næste fem minutter blev særdeles lærerige.

Permanent perestrojka
Rob Davies, Helen Rider og jeg befandt os ved foden af Uralbjergene i det centrale Rusland. Det var midt i februar. Vist var vejret som vi kunne have forventet og vist havde vi al den udrustning, vi havde brug for. Alligevel kunne absolut ingenting have forberedt os på det, vi kom ud for. Det skulle da lige være, hvis vi havde prøvet det i forvejen.
Her er nogle nøglefakta: Vi opererede i den vestlige kant af Uralbjergene. Stedet ligger tre timers bilkørsel fra byen Perm, der ligger 22 timers togrejse øst for Moskva. Området anses for politisk følsomt og blev først tilgængeligt for besøgere efter at perestrojka-perioden medførte omfattende politiske ændringer i landet omkring 1990. Denne egn var før (og er formodentlig stadig) interessant for vestmagternes spionsatellitter. Her...