Hvad er teknisk dykning?
– og hvor kommer det fra?
Velkommen til en nyhed i DYK.
Hver måned vil vi i en særlig sektion samle de artikler, der på den ene eller anden måde har relation til teknisk dykning. Tek-sektionen vil også indeholde denne faste tek-klumme, hvor vi gennemgår emner som fx udstyrskonfiguration, procedurer, sikkerhed og uddannelser. Men lad os først få styr på begreberne og historien. Hvad er teknisk dykning, og hvornår blev idéen lanceret?
En junidag i 1943 i det besatte Frankrig, testede Jacques Cousteau prototypen på sin Aqualung – det vi i dag kender som en lungeautomat eller en regulator. Scuba-dykningen som fritidssport havde sin spæde start i årene efter anden verdenskrig, da virksomheden Aqualung, som var baseret på Cousteaus patent, begyndte at sælge scubaudstyr i sportsbutikker i USA. En ny rekreativ aktivitet var født. De første scubadykkere var typisk folk, der i forvejen dyrkede undervandsjagt, eller som havde en militærbaggrund – altså personer i ret god form og med en ret god vandfølelse. Og det var nødvendigt, fordi udstyret var relativt svært at bruge. Der var ingen tilgængelige uddannelser, og der var ikke meget sikkerhed indbygget i udstyret. Efterhånden som dykkergrejet i 70’erne og 80’erne blev mere pålideligt, sikkerhedsudstyret kom til og uddannelserne blev mere tilgængelige, kunne flere og flere forskellige mennesker være med, og fritidsdykning udviklede sig efterhånden til den folkesport, det er i dag.
Men der var stadig dykkere, der ville bryde grænser og udforske utilgængelige dykkesteder som fx dybe vrag eller ukendte huler. De var villige til at løbe større risici, men de udviklede også procedurer og teknikker, der forbedrede sikkerheden. I første omgang for dem selv, men efterhånden også for alle andre. Det er nemlig sådan, at mange af de sikkerhedsdetaljer, som vi i dag betragter som en selvfølge, kan spore deres oprindelse tilbage de pionerer, der udforskede grænserne for dykningen i de tidlige dage. Manometeret og den alternative luftkilde er to oplagte eksempler på idéer, der først er opstået i tekniske dykkekredse for siden at blive implementeret i alle dykkeres praksis.
Huler og vrag
Rødderne til den avancerede sportsdykning, som vi i dag kender som teknisk dykning, skal findes i USA – især i to områder: Florida og det nordøstlige Amerika ud for staterne New Jersey og Massachusetts. De omfattende hulesystemer i undergrunden i det nordlige Florida – det såkaldte panhandle (stegepandehåndtaget) – blev i 60’erne udforsket af dykkere som Tom Mount og Sheck Exley. Disse udforskninger kostede mange dødsfald, men efterhånden udviklede man procedurer, teknikker og udstyr, der gjorde det muligt at trænge længere og længere ind i hulerne uden uheld. Principperne for gasplanlægning (fx tredjedelsreglen), brug af lang slange på det primære førstetrin, strømlinet udstyrskonfiguration og anvendelsen af trimix og oxygen stammer fra hulerne i solskinsstaten og det er ikke tilfældigt, at flere førende uddannelsesorganisationer inden for teknisk dykning, fx IANTD og GUE, har deres hovedsæder i netop Florida.
I 1956 sank den italienske luksus-oceanliner Andrea Doria i Atlanterhavet ud for Nantucket Island i staten Massachusetts. Allerede dagen efter blev de første dyk foretaget på vraget, der lå på siden på omkring 70 meter – en dybde, der dengang uden trimix, dobbeltsæt og tørdragter var monumental....
