DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Teknisk dykning  Teknisk dykning
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Han dykker med sin mere end 100 kilo tunge, dobbelte rebreather. Alligevel klarer Michael Waldbrenner at holde sig neutralt afbalanceret mens han samler stageflasker op undervejs ind i hulen.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Alt bliver transporteret i den lille blå kurv med kabelbanen. Kun de allerstørste genstande som fx dobbeltsættene med 2x20 liter bliver hængt direkte i kablet.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Hovedparten af udrustningen er allerede nede. Teamet tager en hurtig briefing for at afgøre hvor hver enkelt del skal placeres.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Dr. Reinhard Buchaly sammensætter sin RB80-rebreather, som han i øvrigt selv har konstrueret.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Michael Waldbrenner er push diver (dvs. dybde-dykker) i EKPP. Her får han hjælp med loopet på sin anden rebreather lige inden han går ned.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
På habitatets yderside hænger oxygenflaskerne ved siden af trimixen til air breaks. Snart kommer supportdykkerne med varm mad.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Dykkerne svæver på 20 meter foran indgangen til hulen. Først om ti timer vil de igen se dagslys og indånde frisk luft.
Perfekte huledyk – The European Karst Plain Project
Dykkeprofilen i Gourneyras-hulen ligner en rutchebane. Det er et rent mareridt at beregne dekompressionen.

Perfekte huledyk

– The European Karst Plain Project

Tekst Ralph Wilhelm Foto EKPP
EKPP-gruppen består af omtrent 20 medlemmer og blev dannet i 2001. De har ikke blot gennemført et antal ekstreme huledyk – de har simpelthen sat nye standarder for, hvad der er muligt. Gourneyras-projektet er et eksempel på deres bedrifter. Vi har været med bag kulisserne.

Gourneyras er en hule i Herault-massivet i nærheden af Nimes i det sydlige Frankrig. Et af de største problemer med at dykke i hulen er ganske enkelt overhovedet at komme frem til stedet. Den eneste vej, som leder til hulen er en snoet bjergvej, der lige akkurat er bred nok til én bil Fra nærmeste hovedvej tager det omtrent 20 minutter at køre de sidste to kilometer. Stejle skråninger kun en halv meter fra vejbanen og ingen autoværn gør transporten til en gysende oplevelse. Bedre bliver det ikke, når bilen er fuldt lastet med tungt dykkerudstyr…
Hver gang der planlægges en ekspedition til hulen, er det nødvendigt at rekognoscere i forvejen. Et team på fire personer tager dertil dagen før for at tjekke sigten i vandet. Det kan man kun ved at testdykke. Problemet er, at hulebassinet ligger omkring 70 meter under vejens niveau. Derfor er det vanskeligt at komme derned til fods. Det foregår af en ekstrem stejl stige, og det er umuligt at bære dykkerudstyr ned ad den. Rekognosceringsteamet er altså nødt til at opsætte en kabelbane, så udrustningen kan hejses ned og op.

Kabelbane
Lige over hulen er der en smal, men stejl hylde helt ind til vejen. Under hylden falder væggen 30 meter lige ned. På denne hylde bygger teamet deres kabelbanestation. Det tager 90 minutter at montere maskineriet. I to omgange fires dykkerudstyret ned til hulebassinet. Derefter udfører to dykkere et kort testdyk og resten af gruppen får information om sigten. Hvis sigten er acceptabel, begynder rekognosceringsteamet at transportere al den udrustning, de har medbragt ned. Samtidig starter resten af EKPP-medlemmerne deres lange færd mod hulen. De kommer fra hele Europa. EKPP har medlemmer fra syv europæiske lande, men de anvender engelsk som fællessprog under udførsel af deres projekter.
Sproget er ikke det eneste, der er standardiseret. Det gælder fx også udstyrskonfigurationen, hvor EKPP holder sig strengt til DIR-principperne. I følge DIR-filosofien har hvert eneste stykke udrustning en fast plads og hver dykker er udstyret på samme måde. Reglerne handler ikke så meget om, at udstyret skal komme fra en bestemt producent, men de skal opfylde visse krav. Den omfattende standardisering er nøglen til EKPPs succes.
Hver eneste dykker ved præcis hvordan hver eneste del af udstyret skal håndteres – både deres eget og de andres. Til og med gasblandingerne er standardiserede. Argon er obligatorisk som dragtgas. Supportteamet indånder tx21/35 (trimix bestående af 21 % oxygen, 35 % helium og 44 % nitrogen) selv om de ikke dykker dybere end 50 meter. Men holdningen er, at man ikke kan have for meget helium i åndingsgassen. Argon i tørdragterne kan virke lidt overdrevet. Supportdykkerne laver jo kun korte dyk mens de forbereder ekspeditionen. Men hvad nu hvis en af dybdedykkerne løber tør for argon på vejen tilbage fra den dybe penetration? Dybdedykkerne kan have op til seks timers dekompression i det 12 grader varme vand...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også