Sidste udvej

Fred Dibnah var en legendarisk skorstensreparatør fra Lancashire. Han sagde en gang: Jeg er aldrig faldet ned fra en skorsten. Det gør man nemlig kun én gang.
Jeg var teenager i starten af 1980’erne og dengang lærte jeg en masse af at lytte til Freds filosofiske ræsonnementer i tv. Mange år senere tænker jeg på, hvordan min dykkeruddannelse ville have set ud, hvis det var Fred Dibnah, der havde skrevet kursusmanualen og ikke et politisk korrekt internationalt kæmpefirma. Han ville formodentlig have erstattet sætninger som du har fem forskellige alternativer, hvis du løber tør for luft, til noget i stil med hvis du sidder fast under røven på en elefant så…
Under sin kasket og bag sin elskværdige personlighed var han formodentlig den bedste tekniske dykker, der aldrig har eksisteret. Freds passion i livet var at klatre på høje fabriksskorstene. Og han brugte lige så meget tid på at forberede og planlægge sine hundredmeterklatringer, som vi dykkere bruger, når vi skal langt ned under havoverfladen.
Vores forhold til vand er individuelt og ofte yderst personligt. Folk, der ikke kan svømme føler ubehag, allerede når vandet når dem til navlen. Spædbørn har endnu ingen respekt for deres egen dødelighed. De svømmer gladelig under vandet allerede efter at de er blevet et par uger gamle. De fleste voksne kan svømme en banelængde under vandet i poolen, men kun få kan hamle op med elitefridykkerne og tilbagelægge 100 meter på ét åndedrag.
Scuba-dykkere interagerer med vandet på mange niveauer af både dybde og erfaring. Den enes bekvemmelighedszone kan vise sig at være dødelig farlig for den anden.

Freeflow – og hvad så?
Sommetider forekommer andre menneskers handlinger som galskab, men ved nærmere eftersyn indser vi, at der ligger mange års træning, erfaring og engagement bag. Resultatet bliver, at galskaberne i stedet kommer til at virke lette og simple. Men prøv ikke at skyde genveje. Det vil kun medføre en håndfast opfordring til at til at gå tilbage og lære alt fra grunden. Fritidsdykkere kommer let til at dømme andre, der beskæftiger sig med dykning og metoder, der ligger ud over fritidsdykningens grænser.
For mig har forskellen på den ene og den anden dykker aldrig været tydeligere, end da jeg for nogle år siden så en konkurrerende elitefridykker begive sig ned på 143 meter på ét eneste åndedrag og vende tilbage til overfladen ved at trække sig op langs med et reb. Mit job den dag var som sikkerhedsdykker på 50 meter. Jeg bar fire flasker på ryggen og tilstrækkeligt med ekstra grej til at fylde en mindre udstyrsbutik. Carlos Coste passerede mig to gange på 50 meter – anden gang var på vejen op fra rekorddybden, da der var gået mere end fire minutter af hans dyk. Carlos bar intet andet end en sølvglinsende våddragt og en næseklemme. Tror du, jeg følte mig en anelse overudrustet? Men det var en interessant påmindelse om, hvad der er muligt, og han var i hvert fald ikke typen...