Har vi lige forladt en location på en Hollywoodfilm? Det føles sådan. Overvældende isbjerge, pingviner, sæler, søleoparder – alt sidder indprentet på vore nethinder. Det vi har fået lov at opleve på vores dykketur, kan beskrives med ét eneste ord – fænomenalt.
For mange dykkere ville verdens sydligste kontinent nok være det sidste de tænker på, når de planlægger en dykkeferie. Det er koldt og forholdene er barske. Intet virker særligt tillokkende for normale ferierejsende. men vi satte virkelig pris på turen. Dykkestederne ved Antarktis er næsten helt uudforskede. De er både smukke og fascinerende. Hos os har rejsen indgydt respekt for den sårbare natur.
Kort historik
For ikke så længe siden kunne mennesker kun drømme om, at et sydligt kontinent overhovedet eksisterede. I mange år var der hidsige diskussioner blandt forskere om, hvorvidt dette kontinent overhovedet fandtes. Mange mente, at jorden måtte have en landmasse længst nede på den sydlige halvkugle. Der fandtes jo store landmasser oppe i nord. Det ville være rimeligt, at der var noget tilsvarende nede i syd – for balancens skyld....














