REJSE Norwegian flyver fra Kastrup til Malta hver lørdag, og rejsetiden er ca. tre timer. Der går hyppige færger til Gozo fra Cirkewwa. Udlejningsbil er den bedste måde at komme rundt på øen. Man kører i venstre side på Malta og Gozo.
Se mere på www.norwegian.dk
SÆSON Året rundt. Om sommeren er der mest liv, og vintervejret kan være upålideligt, men man kan næsten altid finde et sted at dykke.
DYKNING Vi dykkede med Moby Dives i Xlendi Bay,
www.mobydivesgozo.com. Centret driver en hel flåde af dykkebiler, der kører til de forskellige steder alt efter vejret og gæsternes ønsker.
HELBRED Der er er et trykkammer på Gozos hospital.
VALUTA Euro
Det maltesiske ørige er omringet af dykkevand, som holder meget høj klasse. Oftest er det vragene, som kommer til at stå i centrum for opmærksomheden – af naturlige årsager. Men denne gang vender vi blikket mod den lille ø Gozo. Med 105 mm-objektivet højt hævet afsøger vi bunden efter de mindste indbyggere.
Den lille Elysia timida er let at overse. Denne nøgensnegl er grøn og hvid, og ikke større end en fingernegl. Af en eller anden grund fangede den lille skabning alligevel mit blik. Den kravlede over en sten i nærheden af Blue Hole – et af de berømte dykkesteder på Gozo. Med mit 105-millimeter makroobjektiv fik jeg et godt billede af den – men samtidigt fik jeg en idé.
Gozo er en maltesisk ø. Den er kendt for imponerende klippeformationer og dybe huller. Dykkesteder som Inland Sea, Blue Hole, Azure Window og Reqqa Point er berømte for deres storslåede scenerier. Vragene på øens sydlige side er også store trækplastre, eftersom de er lettilgængelige og står kølret på havbunden. Disse lækkerier på Gozo er der skrevet meget om, så det er ikke nødvendigt at gøre det en gang til her. Men havet omkring øen gemmer også på hemmeligheder – småkryb, som mange overser. Vi...












