Til døden os skiller?

Det er en varm mørk aften i februar. Jeg sidder foran tv’et hjemme hos min svigermor i Manly, Sydney, og forbereder mit undervandskamera og den begrænsede mængde dykkerudstyr, jeg har medbragt hjemmefra. Jeg skal af sted på et natdyk fra båd. Blandt udstyret er en svag og klodset, men billig uv-lygte. Jeg føler mig træt og begynder så småt at fortryde, at jeg havde tilmeldt mig natdykket.
Klog efter tidligere erfaringer med båddyk i Australien, tager jeg en søsygepille. Derefter laster jeg udstyret i bilen, som jeg har lånt af min svoger og begynder at køre i retning af Manlys havneområde. For at få den rette eventyrstemning og for at vågne lidt op, tager jeg vejen langs havet med bilruderne rullet ned. De lange dønninger skyller mod stranden i mørket og lyden får adrenalinet til at rulle hurtigere i kroppen. Jeg fortryder ikke længere min tilmelding til natdykket.
Jeg kommer ind i det varme, dunkle dykkelokale lige ved siden af færgelejet i Manly. Dykkerlederen fortæller os, at vi på grund af nogle afbud, kun bliver to makkerpar og at jeg skal dykke med en nyuddannet fyr på 17 år. Han har imidlertid dykket et par gange før på det aktuelle dykkested. Jeg minder dykkerlederen om, at jeg, da jeg tilmeldte mig turen, gjorde opmærksom på, at jeg havde til hensigt at fotografere. Både dykkerlederen og makkeren forsikrer mig ivrigt om, at det er helt i orden.

Ny lygte Jeg begynder at teste det udstyr, jeg skal leje. Dykkerlederen ser lidt nedladende på min medbragte lygte og giver mig en splinterny og meget kraftig undervandslygte i stedet for min egen. ”Du kan efterlade din egen lygte her. Du har ikke brug for reserve. Du og din makker har jo tre lygter i alt”. Eftersom jeg også har mit kamera at håndtere, efterlader jeg med en vis tøven min lygte blandt mit tøj.
I fuld mundering forlader vi kajen med dykkebåden. Det er meget mørkt. Jeg tænker på, at Sydneys havn, Port Jackson, jo er kendt for at have visse indbyggere med store og skarpe tænder. Selv hajentusiasterne, ægteparret Ron og Valerie Taylor undgår at dykke her. Jeg skubber den slags tanker til side. Vi passerer det gamle karantæneområde og snart begynder oceanbølgerne virkelig at kunne mærkes i båden. Vi kan ikke komme længere ud, så vi ankrer op og gør os klar til dykket.
I Australien anvender man ikke makkerline. Vi svømmer derfor bort i natten med skæret fra vores lygter som det eneste, der binder os sammen. I starten svømmer vi i overfladen for at spare på luften. Jeg kan se den høje klippe North Head tårne sig op over os. Den er den ene af de to store klippeformationer, der omkranser indløbet til Sydneys havn. Dykkerlederens ord ringer i mine øre. ”Gå ikke for langt ud. Der kan komme ret store skibe.”
Da bølgerne bliver for høje, går vi et stykke ned til et mere bekvemt niveau. Meget snart taber vi kontakten med det andet dykkepar. Vi fortsætter udad og begynder at kigge ind i huller og mindre grotter. En kuglefisk i en hule bliver...