Dahab

Vi er gæster hos Said Khedr. Han er den første beduin på Sinai, der ikke bare lærte at dykke, men som også driver sit eget dykkercenter. Første gang jeg besøgte Dahab i 1983, var jeg der med min far og det var intet mindre end et himmerige at komme til! En herlig oase med palmer, gyldent sand (Dahab betyder guld) og så havet. Det var først gang, jeg så Rødehavet, så jeg blev helt overvældet. Dengang så Dahab på ingen måde ud som i dag, hvor der bygges for fuldt tryk overalt. Dengang  var Dahab et uforstyrret paradis. 

Da Said var teenager og skulle begynde at arbejde, var der mangel på jobs i Dahab.

– Jeg spekulerede over, hvad jeg skulle beskæftige mig med. For en beduin som jeg, var det normalt at servere på en café eller rydde op på stranden. Eller måske køre taxi. Men se dig omkring. Betragt bjergene og havet. Lyt til vinden. Nyd stjernehimmelen om natten. Jeg havde svært ved at forestille mig at arbejde inde i byen. Jeg ville have et andet job – jeg ville opholde mig ude i naturen.

Said lærte at vindsurfe og dykke, og han begyndte med yoga og fridykning. Han rejste tilbage til sin familie for at lære mere om beduinernes traditionelle urtemediciner. Han lærte turisternes sprog – engelsk og hebraisk (Sinai var stadig okkuperet af Israel) og så startede Said Desert Divers, et dykkercenter med et bredt program, hvor man kunne dykke, fridykke, surfe, klattre, dyrke yoga og gå på økensafari. Man kunne også tage en ti dages vandretur over Sinai, fra det fjerne Serabit El Khadem hele vejen til Sinaihalvøens sydlige spids. Og ikke med en ægypter som guide, men med en beduin, selv om forskellen kan virke hårfin. 

– Beduinerne ved, hvordan man skal leve ørkenlivet. De kender steder, hvor ingen andre kommer. Desuden har de deres helt egen kultur og meget specielle erfaringer, fortæller Saids canadiske hustru Tanis Newman. 

Gedesti

For beduinerne betyder en Toyota-pickup det samme som deres kameler tidligere gjorde. Ganske vist holder de stadig kameler, men de bruges ikke længere til at fragte dem gennem ørknen. Så vil de heller bruge en 4WD. 

Said sætter os alligevel på hver vores kamel. Fra Blue Hole gynger vi af sted på ”ørknens skib” til Ras Abu Galum for at få et par fine dyk og en nat under stjernehimlen. 

– Efter en nat i ørknen er du solgt. Så har du efterladt et stykke af dit hjerte i Dahab, advarer Sigi Moors os. Hun er belgier, men har boet og arbejdet i Dahab i mange år. Vi er fulde af forventninger. 

Kamelerne bevæger sig frem af en gedesti langs Rødehavets kyst. Stien er udtrådt at tusindvis – nej, millionvis af kamelklove. Med bil ville vi være nødt til at tage en stor omvej nord for Dahab. Men på denne måde kan vi tage den hurtigste og korteste rute.

Man behøver ikke at styre kamelerne. De finder selv vej, helt ufejlbarligt og på egen hånd. Men ”min” kamel er lidt urutineret og...