Deep under cover

Jeg kan overhovedet intet se. Jeg har en maske på, som er blændet af med gaffa-tape. Gaffa-masken skal simulere totalt silt out – en situation, der har bragt mange vragdykkere i vanskeligheder gennem tiden. Silt out opstår, når det indvendige af vraget mudres op af dykkere. Det kan også være boblerne fra udåndingsluften, der får rusten til at rasle ned fra loftet. Resultatet kan være, at sigten går fra at være som gin til pludder på sekunder, og at man mister orienteringen og farer vild.
For at træne håndteringen af den slags situationer, har instruktørerne på IANTD Technical Wreck-kurset Rasmus Lauritsen og Rob Jones givet mig en blændet maske på og bedt mig svømme langs en line, som jeg selv har lagt. Inden vi i morgen gentager øvelsen for alvor i et vrag, træner vi teknikken på sandbunden på omkring ti meters dybde i Green Bay på det østlige Cypern. Her har jeg lavet en 40-50 meter lang zigzag-bane, som jeg nu skal følge tilbage – men denne gang i blinde.
Jeg er forberedt på, at der undervejs sker ting og sager, og at jeg skal løse problemerne efterhånden som de opstår, men uden at miste kontakten til linen. Der bliver fx lukket for gassen for at simulere, at jeg roder så meget rundt i vraget, at jeg kommer til at rulle mine ventiler lukket. Jeg husker at lægge linen op i armhulen, mens jeg rækker om og åbner for luften efter at have skiftet til min alternative luftkilde. Jeg svømmer videre langs linen. Jeg mærker en anden line, der er bundet på hovedlinen, men jeg kommer hurtigt frem til, at det må være noget Rasmus og Rob har gjort for at forvirre mig. Jeg lader mig ikke narre, og svømmer videre langs min egen line. Endelig kommer jeg frem til enden, hvor jeg placerede min stageflaske inden vi startede. Men hov? Der er flere flasker her. Det er vigtigt at tage den rigtige. Jeg føler på manometeret og genkender min egen stage. Jeg får monteret flasken og vender rundt for at svømme tilbage.
Selvtilfreds med, at de ikke kunne narre mig, går det op for mig, at jeg har kvajet mig efter noder. Jeg gjorde jo lige akkurat det forkerte! Jeg gav slip på linen for at rode med stageflasken. Og nu er linen væk. Pokkers! Ikke andet at gøre end langsomt og metodisk at famle mig frem i blinde og håbe på, at linen dukker op. Jeg bander over min fejl, mens jeg prøver at regne ud, hvordan jeg flyttede mig. Jeg er sikker på, at Rasmus og Rob griner smørret, mens de tænker: Så ka’ han lære det!
Det føles meget realistisk, og jeg forestiller mig, hvordan det må være for alvor at miste kontakten med en line inde i et vrag eller en hule, hvor man intet kan se. Jeg prøver at anslå hvor meget luft, jeg har tilbage, og kommer frem til, at der i hvert fald er til 30-40 minutter – altså er der ikke andet at gøre end at blive ved med at søge efter den forsvundne line. Så længe der er gas, er der håb.
Efter noget, der føles som en evighed, men som vel har varet i omkring ti minutter, får jeg endelig kontakt med linen og...