REJSE Der er fire internationale lufthavne i Den Dominikanske Republik. Det kan anbefales at mellemlande i Paris, London eller Frankfurt og ikke i USA. Air France, British Airways, Condor mfl. flyver dertil med kun én mellemlanding.
Der købes visum (10 US Dollars) ved ankomst i lufthavnen
DYKNING Lettilgængelig dykning i havet, men ikke helt i samme standard, som det de bedste caribiske øer kan byde på. Til gengæld mange muligheder for kombinationsferie. Huledykningen er dog i topklasse og rækker til mange besøg.
SÆSON Man kan dykke hele året rundt, men vil man opleve pukkelhvaler er det fra januar til marts. Højsæsonen for turister er november til april med julen som den klart dyreste periode. Der er risiko for orkaner i sensommeren.
KLIMA Tropisk klima med høj luftfugtighed, temperaturer fra 20-35 grader, vandet er 22-30 grader.
HELBRED Der findes trykkammer i Puerto Plata og Santo Domingo. Der anbefales vaccination for Hepatitis A.
SPROG Spansk, mange taler engelsk i turistområder
VALUTA Dominikanske Peso 10 DOP = 1,4 kroner. US Dollars bruges mange steder.
EL 110 volt i amerikanske stik med flade terminaler. Strømsvigt er almindelige.
1492
Årstallet hvor Christopher Columbus ankom til Vestindien og først troede, at han var nået til Japan. Columbus gik i land i den nuværende Dominikanske Republik d. 5. December 1492 og opkaldte øen Hispaniola efter Spanien.
I Den Dominikanske Republik kan du få en perlerække af aktive naturoplevelser, og du kan opleve den ene idylliske caribiske sandstrand, efter den anden. Landet er derfor det perfekte sted at besøge, hvis man søger en alsidig aktiv ferie, eller hvis dele af familien blot vil nyde solen i strandstolen med en drik i hånden, mens du selv tager en tur i det blå.
Jeg sidder i lufthavnen og venter på mit Air France-fly til Paris, hvor jeg skal mellemlande for at komme til Den Dominikanske Republik, og det slår mig hvor lidt jeg rent faktisk ved om landet. Men efter lidt research fik jeg meget ny viden og efter min rundtur på øen ved jeg nu, at den har bounty-strande på rad og række, og at all inclusive-begrebet ikke kun dækker konceptet på de mange resorts, men også det væld af oplevelser, som landet tilbyder i kraft af sin enestående natur.
Inden en rejse til Den Dominikanske Republik er det en god idé at gøre sig den ulejlighed at sætte sig lidt ind i, hvad landet har at tilbyde, og hvad du og dine rejsefæller har lyst til. Under en sympatisk paraply af økoturisme, tilbyder Den Dominikanske Republik nemlig et væld af aktiviteter som fx golf, mountainbike eller wind- og kitesurfing. Der er altså rige muligheder for, at...









