Dykkehistorisk Selskab er den danske afdeling af et verdensomspændende netværk. The Historical Diving Society er den globale paraplyorganisation hvorunder entusiasterne i de enkelte lande samles og udveksler viden. Hvert medlemsland har sin egen afdeling, typisk også med et lokalt medlemsblad. Men der byttes også artikler og informationer på tværs af landegrænserne.
Et godt udgangspunkt for at finde ud af mere om vores fælles dykkehistoriske arv kunne være at gå en tur på nettet. På adressen www.dykkehistorisk.dk kan du læse nærmere om selskabet, samt finde links til videre udforskning. Du kan også melde dig ind og støtte foreningens arbejde, samt modtage medlemsbladet.
– Se mor, der er en dykker! Den lille dreng stod i mængden, der havde samlet sig omkring os. – Ja, sagde hans mor, og se hvor fine gule svømmefødder og flasker han har på. – Nej mor, sagde knægten, ikke ham. Den rigtige dykker! Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Tilskuerne var bestemt ikke samlet i dag for at se på en moderne dykker som mig. Den lille knægt havde ret. Der er dykkere og der er rigtige dykkere.
I forbindelse med det årlige Baltic Sail-arrangement i Helsingør var Dykkehistorisk Selskab mødt op for at lave en demonstration af godt gammeldags tungdykkerudstyr.
At se på deres demonstration af udstyret var som at kigge i et gammel Tintin-album. Det hele var der. Den hånddrevne luftpumpe. Dykkeren iført lærredsdragt, kobberhjelm og blysko. Selv omgivelserne var helt rigtige. Dykkehistorisk Selskab havde valgt det gamle Helsingør Skibsværfts havneanlæg som kulisse for deres demonstration.
Jeg var mødt op for at lytte til de spændende beretninger om dykkehistorien og for at få nogle usædvanlige undervandsbilleder i kassen. Derfor stod jeg nu ved havnekanten, iført mit moderne, farverige og relativt lette udstyr, storsvedende og gispende i sommervarmen.
Fortiden
Dykningens historie går mange år tilbage til...














