Første weekend i september blev der for 35. gang afholdt danmarksmesterskaber i undervandsfotografering arrangeret af Dansk Sportsdykker Forbunds Fotoudvalg. I år fandt begivenheden sted ved Kalundborg.
I de enkelte klubber er der sjældent mere end en håndfuld undervandsfotografer, men til DM kan man møde en masse ligesindede, som man kan dele sin interesse med. Da jeg snakkede med nogle af deltagerne om fredagen, inden det gik løs, var det også samværet, de pegede på som det vigtigste element. Konkurrencen var sekundær – det var jo bare for sjov.
Det er måske især os nye deltagere, der er med i DM for første gang, der føler, at vi mødte nye mennesker, for deltagerskaren bestod af en større gruppe af folk, der har været med i mange år, og som kender hinanden godt. Derfor var det også meget positivt at konstatere, at vi nye blev rigtig godt modtaget. Det kunne man mærke allerede om fredagen, da vi efter gennemgang og diskussion af reglerne brød op i mindre grupper over kaffen og den glimrende kage.
Fokus
I år kunne man konkurrere...

















