Dyb, dybere, dybest
– dyb dykning i teori og praksis
Gennemsnitsdybden i klodens oceaner er over tre kilometer. Uanset hvor din personlige dybdegrænse ligger, så er det kun en brøkdel af oceanet, du kan udforske. Dyb dykning er elementært spændende, men hvordan bærer man sig egentlig ad med at komme længere ned – og sikkert op igen?
Dybdedykning er et fleksibelt begreb. Det som opleves som et dybt og krævende dyk for én dykker, kan være trivielt og hverdagsagtigt for en anden. Men under alle omstændigheder, så er der nogle fysiske omstændigheder, man ikke kan ændre på. Kroppen udsættes for fem atmosfæres tryk på 40 meter, uanset om du opholder dig på denne dybde for første gang i dit liv, eller om du rutinemæssigt dykker langt dybere.
Alle dyk eksponerer din krop for et hydrostatisk tryk og fjerner derefter trykket igen, når du stiger op. Dekompression betyder trykfald og alle dyk, der ender med en opstigning (og det gør alle dyk jo sådan pr. definition), udsætter din krop for et trykfald. Ergo er alle dyk dekompressionsdyk. Det er derfor ret beset noget vås at tale om ikke-dekompressionsdyk – det ville være det samme som at tale om ikke-opstigningsdyk... Men begrebet ikke-dekompressionsdyk bruges til at benævne dyk uden obligatoriske dekompressionsstop undervejs – altså fritidsdyk, hvor dykket til enhver tid kan afbrydes.
Historisk er der blevet udført dekompressionsdyk lang tid inden, der var nogen, der talte om teknisk dykning som koncept. Scuba-dykningens vugge stod i Middelhavsområdet. Middelhavet er dybt og især franske dykkere har fra starten betragtet deko-dyk som barnemad. Men i dag er de fleste enige om, at det er hensigtsmæssigt at medregne alle dekompressionsdyk til decideret teknisk dykning, fordi nutidens basale fritidsdykkeruddannelser overhovedet ikke ruster dykkeren til den disciplin, der kræves for at udføre sikre dekompressionsdyk. PADI har fx konstrueret en tabel (RDP), der slet ikke muliggør planlægning af dekompressionsdyk, men som til gengæld har kortere overfladeintervaller end de fleste andre tabeller. Man har altså ofret dekompressionen for i stedet at tilgodese fritidsdykkeres forkærlighed for at dykke flere dyk om dagen.
Problemløsning
Man kan karakterisere forskellige dykkefilosofier ved at analysere deres holdning til problemløsning og de konkrete teknikker, der anbefales ved fx tom for luft-situationer, fastsidning, makkerseparation osv.
Der er fx er stor forskel på, hvordan en fritidsdykker, en teknisk dykker og en erhvervsdykker garderer sig mod et problem som tabt åndingsgas. Og på hvordan de løser problemet, hvis det alligevel skulle opstå.
En fritidsdykker, der holder sig væk fra dekompressionszonen, kan til enhver tid afbryde dykket og stige til overfladen. Fritidsdykkere har som udgangspunkt aldrig ”tag over hovedet” – hverken i form af et håndgribeligt tag (fx is, hule eller vrag) eller et virtuelt tag i form af et dekompressionsloft. En fritidsdykker, som kommer i vanskeligheder har altid én sidste option – gå op. Det er denne universalproblemløsning, der gør moderne fritidsdykning på moderate dybder til en aktivitet, der ikke hører til under rubrikken ekstremsport. Der er sjældent langt hjem og i værste fald kan en svømmende nødopstigning bringe en fritidsdykker...
