GASSER TIL DYB DYKNING
I sportsdykningens barndom indåndede man altid atmosfærisk luft, når man dykkede. Men efterhånden som vores viden, ressourcer og udstyr er blevet forbedret, har moderne dykkere en række valgmuligheder, når det gælder om at sammensætte den ideelle åndingsgas til forskellige typer dyk. Atmosfærisk luft er jo en naturlig gasblanding, der fungerer godt på landjorden, men hvem har sagt, at netop luft er den optimale blanding til dykning? Det er den langt fra. Det bedste man kan sige om luft er, at der er meget af den, men til mange former for dykning, er blandingsforholdet mellem nitrogen og oxygen ikke ideelt.
Nitrox
Tag en dyb indånding. Du har lige indåndet nitrox! Nitrox er nemlig en sammentrækning af nitrogen og oxygen og det er jo som bekendt hovedbestanddelene i luft. Der er mange, der benytter betegnelsen iltberiget luft (enriched air) for at præcisere, at der er tale om en gasart med mere oxygen end normalt. Nitrox32 har fx 32 procent oxygen.
Logikken bag nitrox er enkel: Udskift noget af nitrogenet med mere oxygen.
Mindre nitrogen i flasken betyder mindre nitrogen i dykkeren og dermed færre problemer med trykfaldssyge.
Nitrox handler først og fremmest om længere bundtider på moderate dybder.
Der er dog ét men: Mere oxygen betyder, at du skal overvåge din oxygeneksponering, men det er ikke kompliceret at lære og stort set alle moderne dykkecomputere rækker dykkeren en hjælpende hånd.
Nitrox er ikke helt så tilgængeligt som luft, selv om flere og flere dykkercentre får nitroxanlæg. Talrige steder – især på velbesøgte dykkedestinationer med mange årlige gæster – koster nitrox det samme som luft – det er simpelthen gratis. Et nitroxkursus er heller ikke dyrt og ofte kan dykkene kombineres med andre kursusaktiviteter. Nitrox er kommet for at blive, og for lige at aflive en myte: dykning med nitrox er ikke i sig selv teknisk dykning, selv om nitrox også er et vigtigt værktøj for tekniske dykkere. Har du endnu ikke lært at dykke med nitrox, så skylder du dig selv at sætte det øverst på listen over mål for den nærmeste fremtid.
Trimix
Betegnelsen trimix dækker over en gasblanding med tre ingredienser: oxygen, nitrogen og helium. Ved at erstatte noget af nitrogenet med helium, opnår man en gas med langt mindre narkotisk virkning. Desuden gør den langt tyndere gas det lettere at trække vejret på store dybder, hvor luft kan føles som sirup i et sugerør. Ved at anvende helium, har tekniske dykkere med held besejret særdeles store dybder. Den gældende rekord er 330 meter. Trimix-dykkere skræddersyr deres åndingsgas til det konkrete dyk. Det giver dem en præcis kontrol over oxygengrænserne, dekompressionen og narkosen. Trimix kræver særlige tabeller, men de fleste tek-dykkere planlægger deres dyk med speciel computersoftware, der gør det lettere at holde styr på alle parametre.
Trimixdykning har også sine ulemper. Jo dybere dyk, jo mere kompliceret planlægning. På rigtig dybe dyk er oxygenindholdet i flaskerne på ryggen måske så lavt, at gassen ikke kan indåndes på lavere dybder. I så fald må tek-dykkeren medbringe separate flasker med andre gasser – en flaske med såkaldt travel mix (typisk nitrox med mellem 32 og 40 procent oxygen) så han kan trække vejret mens han bevæger sig fra overfladen og ned til fx 30-40 meter, hvor han skifter til bundgassen. Desuden medbringer han en eller flere flasker med dekompressionsgas (med fx 50 procent og/eller 100 procent oxygen) til de lave deko-stop.
Den største ulempe er og bliver prisen på helium-baserede åndingsgasser. At fylde et dobbeltsæt med trimix kan let koste op til 1.000 kroner alt efter hvor meget helium det indeholder, og hvem der fylder det. Der er muligheder for, at også fritidsdykkere kan dykke med trimix inden for fritidsdykningens grænser (fx IANTD Recreational Trimix). Og som sagt er trimix den bedste gas under 30 meter.
Gennemsnitsdybden i klodens oceaner er over tre kilometer. Uanset hvor din personlige dybdegrænse ligger, så er det kun en brøkdel af oceanet, du kan udforske. Dyb dykning er elementært spændende, men hvordan bærer man sig egentlig ad med at komme længere ned – og sikkert op igen?
Dybdedykning er et fleksibelt begreb. Det som opleves som et dybt og krævende dyk for én dykker, kan være trivielt og hverdagsagtigt for en anden. Men under alle omstændigheder, så er der nogle fysiske omstændigheder, man ikke kan ændre på. Kroppen udsættes for fem atmosfæres tryk på 40 meter, uanset om du opholder dig på denne dybde for første gang i dit liv, eller om du rutinemæssigt dykker langt dybere.
Alle dyk eksponerer din krop for et hydrostatisk tryk og fjerner derefter trykket igen, når du stiger op. Dekompression betyder trykfald og alle dyk, der ender med en opstigning (og det gør alle dyk jo sådan pr. definition), udsætter din krop for et trykfald. Ergo er alle dyk dekompressionsdyk. Det er derfor ret beset noget vås at tale om ikke-dekompressionsdyk – det ville være det samme som at tale om ikke-opstigningsdyk... Men begrebet ikke-dekompressionsdyk...








