Der er få byer i England, der har så stor afstand til havet som Birmingham. Millionbyen ligger midt inde i landet og er derfor måske ikke det mest indlysende sted at holde en konference om dykning. Men på den anden side har alle gæster nogenlunde lige langt fra Englands forskellige afkroge, så måske er Birmingham alligevel et oplagt valg for Eurotek?
Hvis man af en eller anden grund skulle have intentioner om at bombe den tekniske dykning tilbage til stenalderen, ville konferencecenteret ICC i Birmingham d. 16. og 17. oktober være et godt sted at anbringe nogle potente eksplosiver. Her var over 500 delegerede fra 18 forskellige lande samlet til Eurotek 2010 – the bi-annual Advanced and Technical Diving Conference. Der var så mange ressourcepersoner, tek-instruktører, udstyrsproducenter og andet tek-godtfolk samlet på ét sted, at en velanbragt bombe nærmest ville have fjernet den tekniske dykning fra landkortet i en menneskealder. Heldigvis foregik det hele i ro og mag og i god orden.
Ideen til at holde en europæisk tek-konference hvert andet år opstod for et par år siden i hovedet på vragdykkerne Leigh Bishop og Carl Spencer under en flyvetur til Australien. Den første af slagsen løb af stablen i 2008 og...










