REJSE Der går talrige rute- og charterfly til Miami og andre byer i Florida, enten direkte eller med stop i fx London eller New York. Biletterne kan fås fra omkring 4.000 kr. og flyvetiden er omkring 10-12 timer alt efter rute.
DYKNING Få steder i verden byder på så varieret dykning som Florida. Dyk med manatees, huledykning, vragdykning på nogle af verdens største vrag og tropisk dykning omkring the Keys.
SÆSON Der kan dykkes hele året, men januar til juli er bedst. Undgå orkansæsonen i efteråret.
KLIMA Det sydlige Florida har subtropisk klima med dagtemperaturer på 28-38 C i sommerhalvåret og 18-28 C i vinterhalvåret. Vandet i Atlanterhavet og Den Mexicanske Golf svinger mellem 20 C om vinteren, og 25-29 C i perioden fra maj til oktober. I den fugtige periode fra maj til oktober regner det et par gange i løbet af ugen, oftest om natten.
HELBRED Det er dyrt at blive behandlet i USA, så sørg for at have en solid dækning i din dykke- og rejseforsikring.
SPROG Engelsk, dvs. amerikansk med sydstatsaccent.
VALUTA US Dollars, masser af kontantautomater og kreditkort kan anvendes over alt.
EL Amerikanske stik med flade terminaler og 110 volt. Medbring adapter.
WEB www.fla-keys.com
55 millioner
Så mange turister besøger hvert år Florida, staten som producerer en tredjedel af alle citrusfrugter i USA.
Florida byder på mange forskellige dykkeoplevelser fra huledyk i nord til tropiske rev i syd. Men vi har i denne artikel sat fokus på nogle solskinsstatens største og mest berømte vrag, der alle er sænket med vilje til glæde for dykkere.
Ligesom i Las Vegas, hvor amerikanerne ikke går af vejen for at bygge tro kopier af fx Venedig, Rom eller Luxor, så sænker de vrag i Florida til den store guldmedalje. Der er sænket hundredevis af vrag langs østkysten for at styrke revsystemet og for at beskytte kysten mod erosion. Længere nede ved The Keys, er vragene dog udelukkende sænket for at glæde dykkere.
Med få miles’ mellemrum vil du se det velkendte røde flag med den hvide diagonalstribe, som amerikanerne bruger til at indikere dykkercentre. I et land med så meget kystlinje er det lidt ironisk, at der er så få stater, der byder på god dykning. Florida er USA dykkestat nummer et, og i den disciplin, der handler om at pode kysten med vrag, er Florida dygtigere ens de fleste.
Havet omkring The Keys er ekstremt lavvandet. Du kan dykke på koralrev uden at gå meget dybere end seks meter og vandet er...









