Hajleksikon: Tyrehaj

Tyrehajen er på mange måder en fascinerende art, men af ydre udmærker den sig ikke specielt meget med sin korte snude, sine små øjne og sin kraftige grå krop. Den adskiller sig især fra citronhajen, som er en lignende art, der forekommer i samme vande, derved at dens forreste rygfinne er større end den bageste, mens finnerne hos citronhajer er lige store. Fiskedatabasen Fishbase oplyser, at den maksimale størrelse for en tyrehaj kan ligge på fire meter, men formodentlig er 320 cm mere retvisende. Sådanne store hajer er sjældne og en 2,5 meter lang tyrehaj må i dag anses for at være meget stor. Hunnerne bliver noget større end hannerne.

Man ved ikke helt sikkert, hvordan deres reproduktionscyklus ser ud, men det virker som om de bærer deres unger i tolv måneder, men at hvert andet år er et hvileår. I hvert kuld fødes mellem syv og tolv unger. Hunnen føder ungerne i flodmundinger og i lave laguner, hvor de vokser op, relativt beskyttet fra deres artfrænder. Det er nemlig ikke usædvanligt at finde både tyrehajer og andre hajer i maven på en tyrehaj. Ellers æder de først og fremmest fisk.

Hvidhajen topper listen over de hajer, som oftest er indblandede i hajulykker. Tyrehajen kommer først på tredjepladsen efter tigerhajen. Men tyrehajen lever både på lavere og i ferskere vand end de to andre hajarter, hvilket gør det mere sandsynligt, at flere badende støder på dem. Så antageligvis står tyrehajen bag betydeligt flere ulykker end hvad de officielle statistikker beretter, men på grund af sit lidt anonyme udseende uden distinkte kendetegn, er den svær for en lægmand af identificere, især hvis han er lidt chokeret efter nærkontakten med en stor haj. Biologen Erich Ritter er måske det mest kendte offer for et tyrehajsbidt, da han blev bidt i benet på Bahamas. Den ulykke blev dog fremprovokeret eftersom det var hajfoder i det grumsede vand.

Længe troede man, at de hajer, som man finder i Nicaraguasøen tilhørte en egen art, som aldrig forlod søen. Da forskere mærkede hajerne, både i søen og uden for, viste det sig i 1960’erne, at det er tyrehajer, som vandrer frem og tilbage mellem salt- og ferskvand gennem forskellige stadier i livet. Man har oveni købet set tyrehajer gå op i fosserne langs San Juan-floden, som forbinder Nicaraguasøen med havet, på samme måde som man har set det med laks. 

De mest almindelige rejsemål for de dykkere, der gerne vil møde tyrehajer under vandet, er Bahamas og Florida. Da møderne sker uden for beskyttende bure, bør man udvise ekstra stor forsigtighed, da tyrehajen er både aggressiv og territoriel. 

Både tyrehajens kød og finner er eftertragtede, hvilket har medført, at den er listet under næsten truet (NT) på IUCNs globale rødliste.