DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Biologi  Biologi
Hvidtippet revhaj – Triaenodon obesus
Hvidtippet revhaj – Triaenodon obesus
1 af 1

Hvidtippet revhaj

Triaenodon obesus

Tekst: Charlott Stenberg Foto: jesper kjøller

Allerede ved overskriften kørte jeg lidt fast. Hvidfinnet revhaj? Hvidtippet revhaj? Hvidtippet koralhaj? Eller hvorfor ikke øgenavnet, havets rotte? Det store digitale fiskeopslagsværk Fishbase kalder den for koralhaj, men det er ikke en helt korrekt benævnelse. Kært barn har mange navne.

Den hvidtippede revhaj kan blive op til 170 centimeter lang, men den er en meget slank, så den vejer ikke mere end 30 kg, selv når den er størst. Det mest tydelige kendetegn er de hvide spidser på rygfinnerne samt på halefinnens øverste del. Hajen er i øvrigt grålig med lidt mørkere pletter. Næsen er meget kort og flad, og man ser tydeligt flapperne ved næseåbningerne.

Den hvidtippede revhaj findes ikke i Atlanten, men den er alligevel en af de mest almindelige hajarter, som vi skandinaver støder på, når vi dykker. Det skyldes, at den er almindelig på vores favoritrejsemål – både i Rødehavet og i Sydøstasien. Hajen lever desuden fortrinsvis på lave koraldækkede bunde i kystnære miljøer – netop det miljø, som dykkere, snorklere og almindelige badegæster ofte kommer i kontakt med. Om dagen slapper de helst af i grotter og under overhæng, hvor en halv snes individer kan ligge sammen. Når det derefter begynder at skumre, begynder de at jage deres favoritføde, som består af mindre fisk, blæksprutter og skaldyr. Øgenavnet havets rotter skyldes, at hajerne om natten kan myldre omkring i store stimer blandt koraller, hvor de trænger ind i små huller på jagt efter sovende fisk. Alligevel kommer de altid ud med snuden først – fuldstændig som en bande rotter.

På trods af, at den hvidtippede revhaj betragtes som almindelig, er den alligevel listet under næsten truet (NT) på IUCNs globale rødliste. Det er fordi den er reduceret i antal. Dens økologiske niche findes på lave koralrev og hajen findes principielt udelukkende disse steder. Det er koralrev der, som de fleste allerede ved, er svært ramte af højere temperaturer i havet, udledning af næringsstoffer og grumsende partikler fra land, dynamitfiskeri … ja, listen er desværre lang. På nogle steder bliver de fanget som bifangst i forbindelse med det fiskeri, der finder sted på koralrevene. Leveren er vistnok giftig, men selve hajen er spiselig. Dertil kommer, at deres reproduktion sker meget langsomt. Den hvidtippede revhaj føder kun mellem to og fem unger ad gangen og måske så sjældent som hvert andet år. Ungerne er ved fødslen cirka 60 centimeter lange.

Eftersom den hvidtippede revhaj har gode overlevelsesegenskaber, er den ret hyppig i offentlige akvarier. Det er også sket, at den har formeret sig der, men det er ikke almindeligt.

Måske er dette ikke en af mine personlige favorithajer, men der er talrige mennesker, som er kommet hen til mig og med tindrende øjne og stolthed i stemmen har fortalt, at de har mødt en haj. Og ni ud af ti gange har det netop drejet sig om den hvidtippede revhaj.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også