Kan en gammel hund lære nye tricks?

Jeg og mine venner startede med lange og dybe dyk på vrag i midten af 90’erne. Fx på Robert ved Hven i Øresund – mørkt vand, strøm, dårlig sigt og masser af trafik i overfladen, gjorde det til vanskelige dyk. Vi var unge, entusiastiske og helt sikkert ind i mellem dumdristige, men vi opfandt vores egne dykketeknikker ud fra, hvad vi kunne læse os til i forskellige internationale magasiner og bøger. Internettet var knapt nok blevet opfundet, og udvalget af kurser var begrænset. Nitrox var stadig et nyt og relativt ukendt fænomen, i hvert fald i vores verden.

Når vi ville øge sikkerheden, så købte vi en regulator og en 10-litersflaske, som vi bandt uden på vores anden flaske, og så skiftede vi regulator nu og da for at holde luftniveauerne i flaskerne nogenlunde jævne.

Som tiden gik, blev vi naturligvis klogere og lærte mere, og der dukkede bedre udstyr og teknikker op på markedet. Vi anskaffede dobbeltflasker med manifold, og vi fik lineruller og bøjer til de der lange dekompressionsstop i strømfuldt vand. Men det var aldrig på tapetet at tage kurser i teknisk dykning – i den udstrækning, at de overhovedet fandtes. Vi lærte af hinanden, af at læse manualer og af vores egne erfaringer.

I dag er udbuddet af kurser heldigvis et andet. Og jeg er både ældre og klogere. Jeg er desuden blevet noget rusten, da mit arbejde i en årrække bragte mig væk fra den mere avancerede dykning. Så da jeg fik mulighed for at deltage i kurset SSI Extended Range Trimix i Rødehavet arrangeret i samarbede med blue o two på deres lækre liveaboard Blue Melody, slog jeg til med det samme. 

Konceptet er, at man har samlet et par rigtig erfarne instruktører i teknisk dykning, slæbt en enorm mængde 50-litersflasker med oxygen og helium om bord, forsynet båden med diverse boosterpumper og andet teknisk isenkram og derefter indbudt til en teknisk liveaboard-rejse med mulighed for videreuddannelse. 

Jeg påmønstrer den 40 meter lange båd, får en fin kahyt sammen med en ældre britisk dykker og derefter er der briefing. Vi er en blandet gruppe – en græker, en polak, en sydafrikaner, en bunke briter og så mig selv. Der er mange, der skal på kursus i JJ Rebreather, både på grundkurset og modul to. Alderen er også noget spredt, men gennemsnittet er overraskende højt, især blandt englænderne. Når jeg hører samtalen omkring middagsbordet, indser jeg, at det nok er et stykke tid siden, at jeg har haft de sjoveste dykkerhistorier at fortælle – flere af disse dykkere var for nylig af sted sammen på en teknisk vragdykkertur – til Bikiniatollen. Wow!

Sommerfugle i maven

Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs inden det første dyk med min instruktør, sydafrikaneren Paul Toomer, som har ansvaret for udviklingen af den tekniske dykning hos SSI, og som har forfattet den dugfriske manual til mit kursus. Kan jeg klare mosten under det første dyk, hvor vi skal...