Kanonvragene i Øresund
– og slaget ved København 1801
En almindelig og plausibel teori om, hvorfor de to kanonvrag ikke blev opdaget tidligere, er ifølge marinarkæologen Jan Öijeberg såkaldt oversanding. Den hypotese foreslår, at sandet har flyttet på sig på grund af ændrede strømme forårsaget af Øresundsbrobyggeriet. Broens konstruktion påbegyndtes omkring 1995, og den stod klar i 2000. Teorien om oversanding er, at det første vrag, som blev fundet, stikker så meget op, fem meter, at det er usandsynligt, at det ikke var blevet opdaget tidligere, hvis det har ligget sådan længe. Det passer også med tidsaspektet – hun blev fundet to år efter, at broen stod klar.
Charlotte Amalie
Det såkaldte kanonvrag hedder Charlotte Amalie og var oprindelig en dansk fragtfregat. Den danske krigsmagt købte og afriggede hende for at bygge Charlotte Amalie om til et krigsskib. De pressede så mange kanoner om bord, som det var muligt. Efter modificeringen kaldes denne type fartøj et blokskib.
Der findes en alternativ teori om, at vraget i virkeligheden er en anden båd og stammer fra slaget ved København i 1807. Men jeg formoder i denne artikel, at kanonvraget er Charlotte Amalie.
Det andet vrag, Kanonprammen, som blev opdaget ganske kort efter Kanonvraget, er mere lunefuldt. Det er ikke helt velkendt, at der faktisk eksisterer to kanonvrag, og ikke kun ét. Informationen omkring vraget, der senere blev defineret som Sværdfisken, er ikke blevet eksponeret i samme grad. Sværdfisken er en stykpram eller kanonpram. Begge vragene var med i Slaget ved København i 1801, da Danmark forsvarede sig mod England og den vindblæste Lord Nelson. Begge fartøjer sank formodentlig et par dage efter slaget.
Napoleon Bonaparte
Året var altså 1801, Napoleon hærgede i Europa, og hvis man ikke lå i direkte krig med Frankrig, var det lukrativt at handle med franskmændene. England, som var Napoleons fjende, forsøgte på forskellige måder at sabotere Frankrigs handel ved at anvende sin stærke flåde mod deres handelspartnere. En af disse kaldtes for Nordiske Neutralitetsforbund og omfattede Danmark-Norge, Sverige, Rusland og Preussen. Forbundslandene handlede frit med Frankrig.
Efter gentagne og mislykkede forsøg på at stoppe denne handel gennem diplomati blev England træt af at forhandle med forbundet. De sendte en flåde på 50 fartøjer til Østersøen under befaling af admiral Sir Hyde Parker. Den mere kendte viceadmiral Lord Nelson var næstkommanderende for operationen. Deres første opgave var at angribe København og tvinge Danmark til at forlade forbundet. De skulle derefter fortsætte til Sverige og Rusland for at råde bod på alliancen.
Det herskede en del tvivl blandt englænderne om rejseruten. Spørgsmålet var, om Storebælt eller Øresund var den bedste vej til København. Det smalle sund mellem Kronborg Slot i Helsingør og Helsingborg blev anset for at være risikabelt, men det var den korteste vej. Nelson skal have ytret: – I don’t care a damn by which passage we go...
