KØREVEJLEDNING I Ulstrup køres ad Røsnæsvej mod Listrup Bakker. Vejen følges lige til du kommer til fyret. Her køres til højre ud på p-pladsen, da det ikke er tilladt at køre videre. Du vil nu kunne se trappen ned til vandet.
I OG OP AF VANDET Man kan dykke på begge sider af fyret. Det er dog nemmere, at komme i vandet på nordsiden, hvor man kan benytte den nye trappe ned til vandet.
LUFTPÅFYLDNING Se DYK-guiden.
BEDSTE ÅRSTID Især foråret er en god årstid til dykning ved Røsnæs. Men her kan stadigvæk godt dykkes hele året.
FARLIGE Områder Der kan være lidt strøm i området. Så sørg for, ikke at komme for langt væk fra land.
AFMÆRKNINGER En overfladebøje er altid en god idé.
TILLADELSER Er ikke nødvendig.
DYBDE, STRØM OG SIGT Dybden er som regel to-otte meter. Der er næsten altid lidt strøm. Sigten kan være virkelig god ved Røsnæs. Jeg har oplevet en sigtbarhed på op mod næsten 20 meter.
VINDFORHOLD Dykningen er bedst, når der er fralandsvind. Kommer vinden fra nord, dykkes på sydsiden og kommer vinden fra syd, dykkes på nordsiden.
FACILITETER Der er bænke i området, så madpakken kan nydes afslappet.
FOTOMULIGHEDER Vidvinkel er sjov, når sigten er god. De store sten er nogle gode elementer, at have med i sine billeder. Men makro er også en god idé.
– Røsnæs Rev
Reersø er en lille tange nordvest for Slagelse. Ved Reersø finder man nogle gode dykkesteder til nogle hyggelige stranddyk. På spidsen af Reersø finder man Reersø Rev, som er et smukt stenrev med meget at byde på. Stenrevet ligger ikke kun for enden af tangen, men det går også lidt ned langs siderne. Hvis man har god tid, kan man gå i vandet før spidsen, og så lade sig føre med strømmen ud på det store rev. Dykningen ved Reersø er dykning for alle, uanset om det er scuba- eller snorkeldykning. Langs siderne af tangen er dybden omkring to-fire meter, og det er jo en god dybde til snorkling. Ude på revet bliver dybden lidt større. Bunden består af sand, og sten i mange forskellige størrelser og former. Stenene er mange steder bevokset med tang. Reersø er et godt sted til mange slags dykning fx natdykning, undervandsjagt, undervandsfotografering eller bare et hyggeligt stranddyk.
Der er et interessant dyreliv omkring Reersø og vil man bruge tid på at studere stenene og tangen nærmere vil man helt sikkert også finde noget interessant liv.
Når sigten er god omkring Reersø er her utrolig smukt, og man kan virkelig se, hvordan livet under vandet lever. En dag, hvor jeg dykkede ved Reersø, mødte min makker og jeg en ulk, som lige ville vise sig, at det var altså her den bor. Da vi havde fotograferet og studeret ulken, var det tid, at forsætte dykket mod nye oplevelser. På samme dyk fangede jeg en fladfisk med hånden. Fladfisken blev studeret nærmere og så sluppet fri igen. Vandet var på dette tidspunkt ikke særlig varmt, så fladfisken sparede på sine kræfter.







