Et af Norges mærkeligste dykkesteder hedder Lyngstøylsvatnet. Området opstod efter et klippeskred for 100 år siden, hvor elven Lygna blev blokeret. Vandet blev hindret i at nå havet og fyldte i stedet Nordangsdalen. Vandstanden steg 17 meter og alting blev oversvømmet. I dag kan du dykke blandt huse, stengærder, træer og veje. Det er en garanteret anderledes dykkeoplevelse.
At finde frem til Lyngstøylsvatnet er nemt. Man kommer med bil nordfra og kører via Ørsta til Hjørungfjord. Der tager man færgen over til Leknes. Derfra er der blot en 20 minutters køretur til Øye og videre til Lyngstøylsvatnet. Ved søens sydlige ende findes en lille parkeringsplads og et seværdighedsskilt. Lidt længere væk kan man se tre af de oversvømmede ejendomme fra land. De ligger på bare tre-fire meters dybde og i god sigt kan man se stengærderne fortsætte ned mod dybere vand. Den gamle landevej helt nede på bunden kan skimtes som et lyst bånd, der slynger sig mod syd. Fra parkeringspladsen går der en lille sti ned til vandet, hvorfra det er godt at hoppe i.
Alt under vand
Lyngstøylsvatnet dannedes efter et klippeskred den 26. maj 1908. Klippeskredet udgik fra fjeldet Keipen i dalens nordlige ende. Der munder elven Lugna ud i søen...











