Maldiverne i syd

Er det førsteklasses luksus, du er ude efter? Tommetykke oksebøffer hver dag og de fineste vine, som menneskeheden kender til? Upåklagelig service og indlogering så god, at du kan tilbringe evigheder i soveværelset med at regne ud, hvad alle betjeningsknapperne gør? Nå ja, og så er der egen privat badestrand tyve skridt fra værelset …
Forestil dig alt dette, og læg dertil de bedste koralrev, jeg har set i årevis samt dykkeguider, som lirker dig ned i vandet, lige efter de har fjernet det kølige håndklæde på din pande. Du behøver ikke bevæge en muskel.
Du kan formodentlig godt nyde den mageløse fine dykning ved de fjerntliggende atoller i det sydlige Maldiverne på billigere måder, men det kan kun gøre ferien endnu mere uforglemmelig, at man lader sig forkæle på enhver tænkelig måde.
Alila Villas på øen Hadahaa i Huvadhoo-atollen ligger bare 35 sømil fra ækvator. Der er også seks sømil til nærmeste beboede ø, så derfor er der ingen gadelygter, der forstyrrer stjernehimlens gnistrende lys i de begsorte nætter. Der er ingen motorlyd fra små røde taxifly, der irriterer om dagen – alt er roligt, fredfuldt, urørt og meget grønt. Grønt både rent bogstaveligt og i den miljøpolitiske betydning.
Dykkercentret hedder Blue Journeys, og jeg var der i slutningen af september, hvor både hotellet og centret netop var åbnet. Det hele var splinternyt, og centrets chef Mattias berettede, at han opdagede nye dykkesteder hver dag. Det gjorde mig lidt urolig i starten. Jeg var ikke så tosset med at skulle dykke på uudforskede steder. Man risikerer at sløse værdifuld dykketid væk på bare at svømme rundt og lede, men virkeligheden viste sig at være en ganske anden. Hvert eneste dykkested viste sig nemlig at være godt.
Hele området er stort set udykket, og det var skønt at se mængden af urørte koraller. På hvert dyk så jeg storslåede og imponerende scenerier – naturen blærede sig virkelig. Sådan en kvalitet kan man ellers kun forvente sig af højst ét ud af fire eller fem dyk på sammenlignelige dykkercentre i den normale verden.
To meter brede bordkoraller strakte sig mod solen, og mellem dem stod overdådige mængder af hjortetakkoraller i underskønne arrangementer – som om de var anrettet med henblik på fotografering. Under bordkorallerne stod stimer af glasfisk tætte som i en sardindåse. Stimen bevægede sig i en synkron takt, som om det var ét eneste stort dyr.
Gulryggede musketerfisk patruljerede langs revkanterne, og sweetlips stod overalt, mens de betragtede os dykkere med åbenbar nysgerrighed. På hvert dyk så jeg mindst to havskildpadder – enten karetteskildpadder eller suppeskildpadder. Oftest nærmest snublede jeg praktisk taget over dem, mens de guffede mad i sig. De blev naturligvis forstyrret midt i deres måltid og benyttede lejligheden til at gå til overfladen for at få en mundfuld luft. Det viste dem fra deres bedste side mod den dybblå baggrund.

Borte tit-tit
Hverken min...