Mantastisk!
– På atol-safari i Maldiverne
Fra det lille røde taxifly kan jeg se et fabelagtigt panorama til alle sider. Turkisblåt vand så langt øjet rækker. Hist og her runde atoller, der omkranser smaragdgrønne laguner. Og her ligger de små palmeøer spredt ud som spejlæg med grønne blommer – sunny side up. Den næste uges tid skal tilbringes med at udforske fire af de nordlige atoller i det langstrakte ørige.
Al transport til og fra Maldiverne foregår via lufthaven ved hovedstaden Male. Derfra sejler mange liveaboards mod syd eller nord, men der afgår også en sværm af små taxifly til de mange resorts, som udgør rygraden i landets turistindustri. Maldivian Air Taxi har verdens største flåde af De Haviland Twin Otters udstyret med pontoner, så de kan lande og lette overalt, hvor der er vand. Og vand er der meget af i Maldiverne. Piloterne er klædt i ulastelige hvide, nystrøgne skjorter, shorts med pressefolder – og bare tæer.
De fleste resorts har dykkercentre, men nogle fungerer også som hjemmehavne og forsyningscentraler for endnu en række liveaboards. Jeg skal om bord på Monsoon, der opererer fra Lhaviyani-atollen nord for Male med udgangspunkt i Kuredu-resortet. Vores uge går med udforskning af fire af landets 26 atoller. Ud over Lhaviyani er det atollerne Noonu, Baa og Raa. Det er et forholdsvis udykket område. Kun ganske få af landets omkring 80 safarifartøjer opererer heroppe og Raa-atollen er først for ganske nylig blevet åbnet for dykning af myndighederne.
Monsoon virker underlig velkendt, og det er der en god grund til. Skibet er nemlig bygget i Alexandria i Ægypten ligesom resten af fartøjerne i Tornado Marine Fleet, der opererer i Rødehavet. For et par år siden var jeg en uge om bord på søsterskibet Hurricane, der på nær et par mindre forskelle (ægyptiske værfter laver aldrig to helt ens både) er identisk med Monsoon.
Hooked
De fleste af dykkene foregår på thilas, undersøiske koralbakker, der som regel ikke er større, end at man kan nå at svømme rundt om dem på samme dyk. Strømmen er som regel helt uforudsigelig, og hvert dyk starter med, at en af guiderne hopper i vandet og tjekker strømmen.
Kunsten er at gå ned lige der, hvor strømmen rammer korallerne og splitter. Netop der står musketerfiskene, som godt kan lide lidt strøm, men helst ikke vil arbejde for meget for føden. Kan man se dem fra overfladen og stige lige ned der, har man fundet the soft spot. Der kan man enten lade strømmen føre sig rundt om hjørnet, hvor den efterhånden aftager. Eller man kan blive hængende. Hængende skal i denne sammenhæng tages helt bogstaveligt, da det er en udbredt praksis at anvende reef hooks, eller den mere politisk korrekte betegnelse rock hooks. Det er i al sin enkelhed en meter line med en krog i den ene ende og en karabin i den anden. Man finder et stykke død koral, der ikke tager skade, sætter krogen fast og forbinder karabinen til en D-ring på sit udstyr. Så lukker man lidt mere i luft i sin vest, så man er fri af revet og så kan man hænge der og lade livet passere revy uden at anstrenge sig.
Boblebad
Jeg har hørt en del briefinger i mit liv – både gode og knap så gode. Sidstnævnte kategori er som regel kendetegnet ved, at intet af det, du bliver lovet i briefingen, rent faktisk finder sted på dykket bagefter, og at du heller ikke kan genkende dykkestedet under vandet ud...