Fra DYK nr. 07/2010
ReportageReportage
Mantaer er ekstremt fotogene. Hele tiden danner de nye former og mønstre, mens de hvirvler rundt i jagten på den næste mundfuld
Javascript is required to view this map.
Fakta
Manta-rokken (Manta birostris) er den største af alle rokker. Det største kendte eksemplar var mere end 7,6 meter og vejede omkring 2.300 kg. Dyret findes i alle tropiske farvande i verden, typisk omkring koralrev. De har den største hjerne i forhold til kroppen af alle hajer og rokker. Mantaer lever af plankton, fiskelarver, krill og lignende, der filtreres fra vandet gennem gællerne, mens de svømmer. De fanger de små byttedyr på flade, vandrette plader af svampet væv, der er spændt ud i gællesprækkerne. Vandet ledes ind i munden med de to flapper foran munden, der fra overfladen kan ligne horn. Det har givet det fredelige dyr det noget misvisende navn djævlerokke. Rokkerne frekventerer ofte pudsestationer, hvor pudsefisk svømmer ind og ud af gællerne og over kroppen, hvor de fjerner parasitter og dødt væv. Mantaer udviser ofte enten ligegyldighed eller nysgerrighed omkring mennesker og svømmer gerne tæt på dykkere eller kommer op i overfladen tæt på både. De kan også finde på at bryde overfladen og hoppe højt op i luften. De kan nå en topfart på 10 km i timen, men svømmer ofte langsomt og elegant omkring.
Fakta
REJSE
Fly til Maldiverne koster fra ca. 8.000 kr. t/r og sker typisk via en eller to mellemladninger. Fx fra København til Frankfurt med SAS eller Cimber Sterling og så videre med Sri Lanka Airlines eller Quatar Airways til Male (Hovedstaden på Maldiverne), eventuelt med en mellemlanding i fx Quatar. Alle ture mellem øerne foregår med små Twin Otter-taxifly, der lander og starter på vandet. Vi rejste med Scuba Travel (www.scubatravel.se), der repræsenterer Monsoon i Skandinavien.
LÆS OGSÅ
MEST LÆSTE I DAG
Mantastisk
– Maldivernes mantaer ved Hanifaru
Tekst og foto: Jesper Kjøller
En smal kanal mellem to øer i Baa-atollen er blevet et af dykkeverdens nye hot spots. Mantaerne har for vane pludselig at dukke op i store antal. Det er ikke til at forudsige. Forholdene kan være ideelle, uden at de er der. Men som en trold af en æske manifesterer de elegante filter feeders sig pludselig – og så er der mantafest ved Hanifaru.
Jeg gætter på, at det er lidt det samme, som hvis man tager på en afrikansk safari på savannen. Første giraf er en sensation. Alle råber og peger: Se! En giraf! Man stimler sammen, og dyret fotograferes på kryds og tværs. Så kommer der en giraf til, og endnu en. Snart viser det sig, at der er giraffer overalt, og efterhånden tager ingen synderlig notits af girafferne længere, medmindre de gør noget helt usædvanligt som at opføre menuetten fra Elverhøj eller løser rubiks cube. Hvilket er ret svært for et klovbærende dyr, har jeg ladet mig fortælle.
Havet er spejlblankt, og solen hamrer ned fra en knaldende blå himmel. Vi er på vej tilbage fra et dyk og suser af sted i vores zodiac. To store mantaer bryder overfladen, men ingen i båden værdiger dem et blik. Bådføreren sætter ikke farten ned. Ingen brokker sig eller plager om at få lov at hoppe i vandet. Vi er...
