Mantastisk
– Maldivernes mantaer ved Hanifaru
En smal kanal mellem to øer i Baa-atollen er blevet et af dykkeverdens nye hot spots. Mantaerne har for vane pludselig at dukke op i store antal. Det er ikke til at forudsige. Forholdene kan være ideelle, uden at de er der. Men som en trold af en æske manifesterer de elegante filter feeders sig pludselig – og så er der mantafest ved Hanifaru.
Jeg gætter på, at det er lidt det samme, som hvis man tager på en afrikansk safari på savannen. Første giraf er en sensation. Alle råber og peger: Se! En giraf! Man stimler sammen, og dyret fotograferes på kryds og tværs. Så kommer der en giraf til, og endnu en. Snart viser det sig, at der er giraffer overalt, og efterhånden tager ingen synderlig notits af girafferne længere, medmindre de gør noget helt usædvanligt som at opføre menuetten fra Elverhøj eller løser rubiks cube. Hvilket er ret svært for et klovbærende dyr, har jeg ladet mig fortælle.
Havet er spejlblankt, og solen hamrer ned fra en knaldende blå himmel. Vi er på vej tilbage fra et dyk og suser af sted i vores zodiac. To store mantaer bryder overfladen, men ingen i båden værdiger dem et blik. Bådføreren sætter ikke farten ned. Ingen brokker sig eller plager om at få lov at hoppe i vandet. Vi er flere fotografer i båden, og vi gider ikke engang løfte vores kameraer og tage bare ét sølle billede. Vi vil hellere tilbage på vores båd og spise frokost.
Hvordan kan man blive så blasert, når man ser en manta? Det kan man, når man lige har tilbragt to timer ved Hanifaru med først at dykke og siden snorkle med, hvad der i alt må have været mere end 30-40 mantaer – up close and personal.
I en smal kanal mellem to øer i Baa-atollen har mantaerne for vane pludselig at dukke op. Det er ikke til at forudsige. Forholdene kan være ideelle, uden at de er der. Men som en trold af en æske manifesterer de elegante filter feeders sig pludselig – og så er der mantafest.
Åben mund og polypper
Lige da jeg hopper i vandet første gang, føler jeg mig lidt snydt. Sigten er ikke for god, og der er intet at se – intet overhovedet! Kanalen er sandet og ikke mere end 12-15 meter dyb. Vi svømmer lidt rundt på må og få. Jeg er lige ved at overveje, hvad vi dog skal få tiden til at gå med, men så kan jeg ligesom mærke, at der er noget underligt i gærde. Det er en af fordelene ved at dykke i større grupper (indrømmet, der er ikke så mange andre), at der er mange øjne, der kan kigge i alle retninger. Pludselig kommer den første manta sejlende. Med åben mund og polypper, som mantaer nu gør. Den ænser ikke gruppen af dykkere, men glider lige midt ind blandt os. Jeg får ikke indstillet kameraet ordentligt, men jeg når alligevel at løsne et par skud.
