Mix i Mellemøsten

Dubai
Vi læsser båden ved Pavilion Dive Centre, og det er helt åbenbart, at jeg befinder mig i Dubai, og det er ikke bare på grund af ørkenheden. Burj Al Arab Hotel tårner sig op på den anden side af marinaen. Det store, hvide sejlformede tårn er blevet områdets fornemmeste vartegn.
Afgangen er lidt forsinket, fordi der er et problem med en af påhængsmotorerne på den store båd. Vi havde planlagt at dykke på et par vrag langt ude til havs – Neptune og en pram. Efter en time bliver det tydeligt, at motoren har behov for nogle reservedele. Alle stuver sig sammen i den lille båd for i stedet at lave et dyk på en betonpram tættere på kysten.
Prammen ligger på blot ni meters dybde, et par sømil væk langs stranden. Det er der, man normalt dykker med elever. Vraget er 25 meter langt og havarerede i 1971. Skuden var overlastet med 1200 ton beton til et hotel længere nede langs kysten. Et par af gæsterne mukker lidt, men Ernst fortæller, at dette vil blive et gratis dyk, eftersom dagens planlagte dyk må udsættes, og det får stemningen til at løfte sig igen.
Jeg tager det hele med ro. Det er jo et vrag, jeg har aldrig har dykket på før, og i følge guidebogen er der masser af fisk. Lad os komme af sted!
Siddende på rælingen ser jeg flagermusfiskene samles i skyggen under båden. Sigten på 8-10 meter er ikke ligefrem imponerende, men det er alligevel bedre end gennemsnittet for et dyk tæt ved kysten. Især når man tænker på alt det inddæmningsarbejde, der finder sted for at lave de kunstige øer i området længere oppe langs kysten.
Ved stævnen bliver jeg straks omgivet af blå arabiske kejserfiske med den gule plet på siden. På trods af navnet forekommer de ikke kun i arabiske vande. Jeg har set dem, både alene og parvis i Rødehavet og ud for Afrikas østkyst. Men her optræder de i store familier, og de største eksemplarer er mindst tre gange så store og fede som andre, jeg har set.
Under dækket er der en hel del huller at undersøge. Jeg svømmer ind bag maskinrummet og genem lastrummet, hvor der på begge sider ligger stakke af stivnede cementsække. I alle sprækker og revner gemmer der sig et mylder af fisk. Stimerne deler sig modvilligt, når jeg kommer svømmende.
Under boven er skroget brudt op og danner indgangen til en stålhule. Også her er der proppet med fisk. Jeg begiver mig forsigtigt ind midt blandt dem og er helt stille. Snart har fiskene vænnet sig til mig og vender tilbage til deres sædvanlige fiskegøremål.
Næste dag er den problematiske påhængsmotor blevet ordnet, og den store båd stævner ud til et andet vrag ude til havs, omtrent 40 sømil vest fra havnen. Den Persiske Golf er blot en lav rende gennem ørkenen, og dybden er sjældent mere end 100 meter. Ud over et par enkelt klippeøer er alle dykkemålene vrag, hvilket vil falde i nogens smag, men ikke i alles. Men det er i hvert fald en fordel, at selv de vrag, der ligger ud på åbent hav, hviler på overkommelige dykkedybder.
Et...