Fridykkernes stræben efter at nå store dybder handler delvis om at trodse videnskabens påstande. Men også om at vise den menneskelige krop og viljens tilsyneladende grænseløshed frem. Vi har mødt Emma Farrell, som træner dykkere i vejrtrækningsteknik. Hun mener, at også scuba-dykkere kan drage fordel af fridykningens teorier og metoder.
I året 1952 eksperimenterede den franske læge Cabarrou med menneskets brystkasse. Han undersøgte, hvad der ville ske, hvis man fridykkede dybere end 50 meter. Hans forskning blev en streng advarsel til alle, der havde idéer i den retning. Han konkluderede: ”Après, il s’écrase” (dybere bliver man knust).
I sommeren 1961 tog fridykkeren Enzo Maiorca sagen i egen hånd. I Ustica tog han et dybt åndedrag og styrtdykkede lige forbi den magiske grænse ned til 51 meter. På den tid troede man ikke, at kroppen kunne tåle at gå dybere, men senere gik Annabel Briseno, der var en bedstemor i 50’erne, ned på 71 meter, og tilbage i 2002 dykkede Tanye Streeter til 160 meter i disciplinen no limits. Det var dengang dybere, end nogen anden mand eller kvinde havde været.
Det store blå
Fridykkernes stræben efter at nå store dybder handler både om at...











