Ojamo
– en weekend i mørket
Det er ved at være daggry, da vi ankommer til lågen. Den tunge hængelås er frosset, hvilket nok er forventeligt med en temperatur på -6°C. Jeg er glad for, at dette er den varmeste vinter i mands minde i Finland. Min vært Klaus, fortæller mig, at temperaturen ofte kan falde til -20°C på dette tidspunkt.
Jeg er ikke helt tryg, da vi kører ned til “vandkanten” og det lille skur, der fungerer som varmestue for dykkerne
Heldigvis er der tændt for varmen, og vi kan lægge vores tunge frakker. Uden for er den store sø tilfrosset med is, der nærmest er hårdt som stål – kun et par tommer tyk, men nok til, at vi må benytte specielt isværktøj for at save et hul og få adgang til vandet.
I dag er det søndag, og i går løb Finlands første konference for teknisk dykning af stabelen. Omkring 260 mennesker dukkede op til denne ekstremt velorganiserede begivenhed. Jeg var blevet inviteret til at holde et foredrag. Heldigvis forstod størsteparten af tilhørerne rimelig godt engelsk.
Men det var i går, og i dag har jeg takket ja til at deltage i et isdyk på et af Finlands populæreste dykkesteder – Ojamo-minen, der ligger i udkanten af den lille by Lohja.
Stedet er blevet base for den finske huledykkerforening, en gruppe hærdede og entusiastiske dykkere, der det meste af året dykker i oversvømmede miner i mangel af naturlige vandfyldte huler i deres land.
Men dette er ingen almindelig mine. Den indtager en vigtig plads i minedriftens historie og den har stor international betydning. Mange, mange kilometer af tunneller strækker sig under den frosne sø. Alle gange er oversvømmet og vandtemperaturen ligger fra frysepunktet ved overfladen til 4°C (den normale årstemperatur) fra under seks meters dybde.
Mine guider Klaus Berghem og Matti Anttila har dybderekorden i penetrering af minesystemet på 150 meter. Det skete under et dyk, der varede næsten fire timer.
Udforskende dyk i de dybere dele af minen må selvfølgelig udføres i sommermånederne, hvor overfladevandet kan nå temperaturer på op til 20 grader – en varme, der er vigtig, når man skal foretage langvarig dekompression.
Vådhandsker til grin
Gutterne havde udstyret mig med alt, det som er nødvendigt ved et dyk ned til 40 meter-mærket. Jeg dykkede med to tilitersflasker fyldt med trimix, og en lille flaske argon til at fylde i tørdragten.
Dykkerhumor er ens over hele verden, og de fleste af de fremmødte lavede jokes om mine fem mm-vådhandsker. Alle her benytter tørhandsker.
Jeg følte mig som en Michelin-mand, og mine øjne løb i vand som en vandhane i den stive kuling. Uden for var et dusin dykkere ved at geare op for at dykke i de øvre dele af minen. Jeg var meget imponeret over organisationen og effektiviteten hos alle involverede. Små hold diskuterede deres dykkeplan i det varme skur og så var det ud igen i den tænderskærende kulde, der kun ville blive værre i de efterfølgende 40 minutter.
Da der ikke findes nogen...