Piloterne

Det første, der slår en, når man ankommer med fly til Gibraltar, er den omfattende shipping-aktivitet, kombineret med oplevelsen af både at kunne se strandene i det sydlige Spanien, den nordlige spids af Marokko i Afrika samt engelske Gibraltar i ét sceneri.
Gibraltar er lille og balancerer usikkert på Europas kant. Stedet sender tankerne tilbage til fordums bedrifter som slaget ved Trafalgar, de to verdenskrige, for ikke at nævne den engelske krigshelt Buster Crabb og de andre myter, der knytter sig til The Rock. Men alt andet lige er Gibraltar i dag imødekommende og fabelagtig i sin egen version af engelsk charme. En charme, man ikke længere finder i England. Indbyggerne taler Llanito, en forvirrende blanding af andalusisk spansk og udvandet engelsk.
Jeg deltog i den anden årlige ekspedition organiseret af Steve Warren fra Ocean Optics, der gik ud på at tilbringe ti dage med fridykning og med at sidde på bådrælinger i selskab med grindehvaler og lejlighedsvise grupper af spækhuggere.
Alle disse skabninger samles i forbindelse med det årlige Tuna Run, der finder sted spredt ud over juli og august, når disse enorme fisk baner deres vej fra Middelhavet til Atlanten. De bliver fulgt af en flotille af grindehvaler, spækhuggere på rov, et festfyrværkeri af forskellige delfiner, sejlfisk, skildpadder, klumpfisk, fiskere fra Afrika, Spanien og Gibraltar, hvalturister – og en lille gruppe fridykkere. Vi er otte, der er fordelt over to små motorbåde, så vi skiftevis kan dykke og varetage sikkerheden.
Nogle af verdens største skibe passerer gennem disse farvande, så selv om du kan få nogle fine skud, er det ikke sikkert, at du har lyst til at komme for tæt på en supertanker, der styrer i din retning med 30-40 knob.
For os, der afsætter tid til at se disse fantastiske dyr, spiller tålmodighed og kammeratskab en central rolle.

Kondensproblemer
Når man venter på en flok grindehvaler, så kommer man til at lave mange forgæves ekskursioner i vandet, der ender med, at man slukøret og uden held må krybe tilbage i båden uden at have set noget. Men når det hele lykkes og går op i en højere enhed, fordi hvalerne stopper op for at hvile (eller for at parre sig), så er det virkelig storslåede øjeblikke, der gør det hele værd.
At sidde på agterspejlet med disse dyr en armslængde væk og iagttage dem, mens de ubesværet glider gennem vandet, er en af de bedste følelser, jeg har haft uden selv at blive våd.
Spændingen ved at se dem omgive dit fartøj, mens de frister dig til at fylde dit kamera med billeder, får dig måske til at overveje, hvor intelligente de er, men deres skønhed og elegance står ikke til diskussion.
Glider du i fra båden, forlader du den Sahara-bagte overflade og mødes af den gennemtrængende kulde fra det atlantiske vand, der løber gennem strædet. Kontrasten viser sig på kameraet, når der dannes kondens, som giver problemer for selv de mest nænsomt forberedte...