Poseidon Discovery CCR
– hellukket sportsdykker-rebreather
Vi har set den på messer og dykket med den i pool. Men først nu har vi haft mulighed for at teste den i sit rette element. I slutningen af februar blev dykkejournalister fra hele Europa fløjet til Malta for under et par intensive dage at prøve Poseidons hellukkede sportsdykker-rebreather.
Da rebreather-pioneren Bill Stone gav sig i kast med at udforske hulesystemerne i Florida for over tyve år siden, var der mange, der antog, at han i virkeligheden var ude på at få en kontrakt med NASA med henblik på at udvikle avanceret life support-udstyr til astronauter. Til de særdeles omfattende dyk i Florida udviklede han nemlig sin CIS-Lunar closed-circuit rebreather i dens forskellige forklædninger og generationer. Det var en kompromisløs enhed med talrige uafhængige sikkerhedssystemer, og den var på størrelse med et mindre klædeskab. Nøglen til NASA-koblingen lå i navnet.
Vi klipper til en ny scene på DEMA-showet for tre år siden. Her dukkede Bill Stone op igen til alles overraskelse, men denne gang med en prototype på en elektronisk styret rebreather, der ikke var rettet mod ekstreme tekniske dykkere, men derimod mod almindelige fritidsdykkere – den slags dykkere, der simpelthen gerne bare vil svømme rundt på moderate dybder og kigge på fiskene.
Denne gang havde Bill Stone besluttet sig for at designe en rebreather, der var så enkel at klargøre og bruge som muligt. Den blev kaldt Poseidon CIS-Lunar Mk6. Den anvendte færdigpakkede scrubberpatroner og var helt computerstyret.
Hvis du har læst noget om closed circuit rebreathers (CCR), kender du allerede fordelene. Først og fremmest kan en CCR opretholde en ideel gasblanding på enhver dybde og holde PO2 på nogenlunde samme niveau hele tiden. Det holder dekompressionsforpligtelserne på et minimum sammenlignet med konventionel åben scuba.
De fleste CCR-enheder indeholder tre oxygensensorer – og som regel en eller anden form for afstemningslogik, der træder i kraft, hvis én sensor går i stykker eller flipper ud. Det, der virkelig skabte opmærksomhed ved Bill Stones prototype, var, at den kun anvendte én oxygensensor. Den blev konstant og automatisk kalibreret ved hjælp af to mikroventiler, der skiftevis blæste luft (fra diluent-flasken) og ren oxygen over sensoren for at give sensoren to velkendte referencepunkter til måling af PO2.
Samme aften efter at have set Stones prototype spiste jeg middag med Bret Gilliam, der grundlage TDI, men som nu tjener hovedparten af sine penge som ekspertvidne i retssager, der handler om dykkesikkerhed. Med os var et par advokater og en ekspert i dykkerforsikring. De forudså en masse business, hvis denne enkeltsensor-CCR kom på markedet.
I dag
Der er sket meget siden da. Efter et omfattende udviklingsarbejde er den svenske virksomhed Poseidon endelig nået til et punkt, hvor enheden er klar til salg. I mellemtiden er idéen med kun at have én sensor blevet droppet til fordel for to sensorer – hvilket stadig er én mindre end alle andre enheder på markedet. Kalibreringen af de to sensorer med både oxygen og luft er bibeholdt. Den ene sensor fungerer som big brother for den anden, og den tjekker hele tiden, at den fungerer. Enheden har i øvrigt fået et lidt ændret navn – nu hedder den...