Sardinien

Efter en kort sejltur i RIB er vi fremme ved dykkerstedet Grotta Del Falco. Jeg er spændt på, hvad der venter under overfladen, for jeg har altid hørt til dem, der hellere vil tage ned til underboen, Rødehavet, for at dykke i tropisk vand. Men nu er jeg rejst til Sardinien for at give Middelhavet en fair chance og dykke i nogle af de mange grotter og huler, som findes her.
Jeg er den første, der ruller i vandet. Mens jeg venter på de andre, ligger jeg og kigger ind mod klipperne, der er mindst lige så dramatiske under vand som over. Da vi er kommet ned på fem-seks meter svømmer vi ind mod væggen, hvor jeg kan se et kæmpe udhæng i klippen. Antonio, som er guide på dykket, peger ivrigt ind under det og giver tegn til, at jeg skal svømme derind. Da jeg er kommet et stykke ind under ”taget”, kommer nogle åbninger i klippen til syne – det er indgangen til nogle små grotter. Det er et smukt syn at vende sig om og kigge ud mod det åbne blå hav. Da jeg lyser op under taget af udhænget, ser jeg til min store glæde, at lyskeglen afslører et mylder af kulører. Her er svampe i knaldrøde farver og tusindvis af små gule og grønne anemoner. Jeg får signaleret til Antonio, at han skal blive hængende ude i åbningen, for at jeg kan tage nogle billeder med det smukke farvespil og Antonio omringet af blåt vand.
Længere henne ad væggen er der et andet stort udhæng. Denne gang svømmer Antonio først ind, og jeg følger efter med lidt spænding i kroppen. Jeg kan godt regne ud, at det nok er fordi, vi skal længere ind denne gang. Vi kommer ind i en tunnel, som nok nærmere er en kæmpe swim-through. Her svømmer vi nu fra den ene åbning til den anden. Det bliver aldrig helt mørkt, for i det øjeblik vi forlader lyset fra den første åbning, kommer en ny til syne. Jeg stopper flere gange for at nyde det helt fantastiske landskab med alle farverne på væggene og i loftet.
Da vi langsomt glider ud af den næste åbning, viser Antonio mig nogle klippehylder oppe over os. Her ligger en langstrakt blågrå krop og slanger sig. Den har ikke en murænes skæl, så meget kan jeg se. Men da hverken hoved eller hale er synligt, har jeg lidt svært ved at se, hvad det er for en slags søuhyre. Antonio, der har arbejdet her som dykkerguide i små ti år, kender det langstrakte dyr, og får ved hjælp af sin lygte kræet til at trække sig lidt tilbage, så dets hoved dukker frem. Her er tale om en havål – en kæmpe art, der kan blive helt op til tre meter i længden og veje 65 kg. Nu ville det selvfølgelig være nemt at skrive, at dette eksemplar var lige omkring de tre meter, men skal jeg være helt ærlig, så var den nok kun to meter. Derfor skulle jeg nu stadig lige tage mig lidt sammen, før jeg stak kameraet op i hovedet på den.
Efter den oplevelse svømmede vi tilbage mod båden for at tage vores sikkerhedsstop. Da jeg hang der og kiggede billeder igennem, blev jeg enig med mig selv om, at mit første dyk i Middelhavet langtfra havde skuffet – tværtimod!

...