Efter den lange sejlads i hård sø stopper maskinen. Jeg ser søvndrukken på mit ur – klokken er kun fire. Jeg tænker, at vi må være fremme ved SS Turkia og sover videre. Jeg vågner igen ved syvtiden, ved at maskinen atter starter, og bliver noget forvirret. Hvorfor sejler vi igen? Og hvorfor har guiderne ikke været rundt og vække os inden morgendykket? Jeg hopper ud af køjen og går op på dækket, hvor jeg bliver mødt af et syn, jeg aldrig før har set i Rødehavet. Sigten omkring os er reduceret til under hundrede meter, og solen er pist væk. Det er, som om vi er inde i en grålig sky. Er det tåge eller sandstorm? Vi skulle være ganske tæt på kysten, men vi kan overhovedet ikke se land. Vi er omsluttet af en tyk, grå dis, og kystlinjen ved Ras Zafarana, som kun ligger få hundrede meter fra os, er slet ikke til at få øje på. Efter de sidste par dages usædvanligt hård blæst...