Test

Hvis jeg skal downloade et program til min iPhone, så indrømmer jeg blankt, at jeg trækker på ekspertisen hos mit niårige barn. Med dette i baghovedet kan du måske forstå, at jeg ikke betragter mig som computer-ekspert.
Min søn forbød mig at købe en pc, fordi han ikke ville have sin søvn forstyrret af mine natlige telefonopkald. I stedet anvender jeg en Mac, hovedsageligt fordi designerne af operativsystemet forstår, at der findes kunder som mig.
Manden bag, Kevin Gurr, er helt indlysende en computerørn, men selv han har indset, at Steve Jobs havde fat i noget af det rigtige, da han besluttede sig for at gøre hjemmecomputere enkle. Den nye VR Technology VRX er tænkt til at være Mac’en i forhold til VR3’ens pc.

VRX og gradientfaktorer
Kevin forklarede mig om Variable Gradient Factors, som man kan vælge at anvende i VRX, og jeg har prøvet at forenkle det lidt her, uden at skippe for mange detaljer.
Man kan ikke lave en præcis matematisk model over den menneskelige krop, men det er ikke desto mindre, hvad algoritme-designere prøver at gøre. En vis blind tillid til modellen vil altid være nødvendig. Haldane udførte nogle empiriske studier i starten af 1900-tallet, og siden da er hans ideer blevet modificeret af folk som fx Buhlmann, baseret på anekdotiske resultater.
Haldane fastslog, at menneskeligt væv tåler en vis overmætning under en opstigning, og at den efterfølgende dekompressionsprofil ikke må overstige, der senere er blevet kendt som M-værdien. Hver gang et teoretisk vævsafsnit (compartment) når dette punkt, kræves et dekompressionsstop.
Når man sammenligner gastrykket i vævsafsnittene med det omgivende tryk på de forskellige dybder, så tilføjer gradient-faktorer en grad af forsigtighed og justerer hver M-værdi ved at tage en procent mellem M-værdien og det omgivende tryk.
Den kendte fiskeforsker Richard Pyle introducerede en praktisk og letforståelig løsning med sine Pyle Stops, der modificerer dekompressionsprofilen for at reducere overmætningen på større dybder, end man traditionelt havde bekymret sig om. Pyles dybe stop tillod de hurtigere væv at afgasse, inden han steg op til de mere traditionelle stop-dybder. Det havde dog den ulempe, at de langsommere fik mulighed for at optage gas under processen, hvilket krævede yderligere lave stop.
Boblemodeller som fx VPM (Variable Permability Model) forsøger at redegøre for vækstfasen af de inerte gasbobler og deres efterfølgende effekt. I de senere år er disse boblemodeller blevet modificeret, men der er mange, der mener, at de ikke er en komplet løsning. En stor ulempe ved gradientfaktorer er, at de skal justeres, så de passer til det specifikke dyks dybde og tid. En justering til et 80 meter-dyk vil ikke nødvendigvis passe et dyk til 30 meter.
Kevin Gurr mener, at den nye Variable Gradient Model (VGM) er svaret. Denne model søger at angive stop på visse punkter i dekoen samtidig med, at den reducerer...