REJSE Tobago er en del af Republikken Trinidad & Tobago, som ligger i det sydøstlige Caribien. Tidforskellen er minus fem timer.
DYKNING Varieret caribisk koraldykning med de bedste dyk i nord. Vandtemperatur 25 til 29°C.
SÆSON Tørsæson er fra januar til maj. Sigten i vandet er bedst i denne periode. Resten af året er det fugtigere i luften med korte intensive regnskyl, havet er varmere.
KLIMA Tropisk marint klima. Om dagen er middeltemperaturen 31°C og ved nattetide 21°C.
HELBRED Der er trykkammer på øen.
SPROG Engelsk
VALUTA Trinidad & Tobago Dollar. 10 TTD = 8 kr.
EL 110 volt med amerikanske flade stikkontakter.
Gå ikke glip af
Den klassiske Sunday School i Buccoo. Det er ikke en søndagsskole i almindelig forstand, men en gadefest, som afholdes hver søndag. Den begynder ved 21-tiden med musik på olietønder (et instrument og en stilart, der er opfundet på Trinidad), god mad og kølige drinks. Ved 23-tiden vælter lokalbefolkningen ind og en DJ tager over frem til tidlig morgen. Alle er velkomne.
Jeg slikker varm sol i båden efter det kølige regnskyl. Solstrålerne fjerner min tvivl om, at jeg måske var havnet på en forkert ø. En enorm læderskildpadde hiver mig ud af dagdrømmeriet, da den bryder overfladen ved siden af båden. Vi er straks lysvågne og ruller hurtigt i for at opleve et magisk strømdyk på Tobagos legendariske Divers Dream.
Vores chauffør stikker hovedet ud af vinduet og råber: – Nice catch maaan! til en kammerat med dreadlocks, som kører forbi på sin skriggule og ondt knurrende offroader. Der ligger en enorm fisk fastsurret på bagsædet. Motorcyklisten med kæmpemakrellen har en cigaret hængende lidt skævt i mundvigen og kører væk mens han vinker tilbage. Tempoet er lavt, intet haster og dagene på Tobago går i langsom og behaglig takt.
Tobagos blændende hvide strande ligger tæt på ækvator, hvilket er syd for det caribiske orkanbælte. Geografisk er dette Vestindiens sidste udpost i sydøst ned mod Venezuela og det Sydamerikanske kontinent. Landet Trinidad & Tobago, eller T&T, som de siger lokalt, er måske Caribiens mest uhomogene nation.
Farvestrålende Tobago er tilbagelænet. Trinidad er den hektiske og stræbsomme ø med en stor indflydelse i regionen....








