Undervandsverdenens nordiske rekorder
– først, størst, sidst og mindst
Det findes en grundfæstet interesse for værdiløs viden, fjollede rekorder og fænomenale fakta. Det handler om, hvor grænserne går, og når disse grænser er etablerede, er det lettere at relatere til det, man ser, læser om eller oplever. Så ud over, at de er sjove har rekorder en praktisk funktion. Derfor har vi sammensat Undervandsverdenens nordiske rekorder. Følg med, og få både lidt seriøs viden og lidt sjov information – helt uden en rød tråd eller en gennemtænkt målsætning.
Et glimrende eksempel på interessen for ekstrem information er Guinness Rekordbog. Det hele begyndte i 1951, da direktøren for Guinness bryggeri havnede i en diskussion med jagtvennerne. Tvisten handlede om, hvad der var den hurtigste jagtvildtfugl i Europa – hjejlen eller rypen? Det var der hans idé med Guinness Rekordbog blev til, og det første eksemplar udkom i 1955. Bogen er nu blevet en rekord i sig selv med et salg på over 100 millioner eksemplarer i 100 forskellige lande på 37 forskellige sprog. Guinness World Records er blevet den bedst sælgende ophavsretsbeskyttede bog nogensinde!
Giftigst
Verdens giftigste fisk er den ”ægte” stenfisk (Synanceia verrucosa). På trods af, at den adskiller sig ganske markant fra andre sten- og skorpionfisk, tager dykkere ofte fejl og kalder de fleste af slægtningene i skorpionfamilien for stenfisk. Den ægte stenfisk er kraftigt bygget, har et oppustet udseende, og dens mundvige løber i en 90 graders vinkel mod underlaget. Den er desuden dødelig giftig. I et nordisk perspektiv er det lidt mere usikkert, hvilken fisk som bør have titlen giftigst.
Fjæsingen, der sommetider kaldes for helvedesfisk i Norge, er den fisk, som oftest nævnes. Måske i stor udstrækning, fordi den skaber de fleste problemer for erhvervs- og sportsfiskere. Fjæsinger er langstrakte, bundlevende middelstore fisk med øjnene siddende højt oppe på hovedet. Maksimalvægten er omkring 0,5 kg. Fjæsingen holder af at ligge nedgravet i sandet eller knuste skaller. Ifølge Fishbase findes der otte arter af fjæsing, hvoraf syv af dem findes i Østatlanten. I Norden har vi to arter. Den, som slet og ret kaldes fjæsing (Trachinus draco), er relativt almindelig, mens den mindre fjæsing (Echiichtys vipera) forekommer mere sporadisk. Nøjagtig som det latinske navne vipera antyder, er det den sidstnævnte art, som har den stærkeste gift.
Fjæsingen har fire pigge, der står i forbindelse med en kirtel, som producerer gift. Hvert af de to gællelåg samt de første to finnestråler på forreste rygfinne er giftige. Fjæsingen er nogle gange tæt forekommende i specifikke områder om sommeren. Den foretrækker lavere sandpartier, som har lidt varmere vand. Her gemmer den sig i sandet. Der er en overdreven skræk for fjæsingen mange steder. Giften er i normale tilfælde ikke dødelig, og hovedparten af ulykker sker hos erhvervs- eller sportsfiskere. Hvis man bliver stukket, svulmer den ramte kropsdel op. Smerten er brændende og intensiv, og giften spredes inden for 30 minutter.
Hvis ulykken skulle være ude, skal man nedsænke den forgiftede kropsdel i varmt vand i cirka en time for at forhindre spredning. Men glem ikke først at fjerne eventuelle rester af piggen. Derefter gælder det om at holde kropsdelen hævet og kontakte en læge så hurtigt som muligt. I Sydeuropa anses fjæsingen i øvrigt for at være en delikatesse.
Absolut størst
Det største dyr på jorden, og formodentlig også det...