Vejr og uvejr

Jeg benytter en simpel strategi, når jeg planlægger årets forløb. Jeg dykker i Nordeuropa fra april og sommeren igennem til august. I september og oktober retter jeg opmærksomheden mod Middelhavsområdet, og fra november til marts står der varm tropedykning på programmet. 

Det betyder ikke, at jeg ikke kan dykke disse steder på andre tidspunkter af året, eller at min strategi garanterer, at jeg dykker her, når dykningen er optimal. Sagen er, at jeg primært ønsker at dykke hjemme, når betingelserne her er bedst og så må al anden dykning indrettes efter det. 

Selvfølgelig er der ingen regler uden undtagelser. Til tider oplever jeg usædvanlig god hjemlig dykning midt om vinteren, når alle odds peger den anden vej. Andre gange må den hjemlige dykning vige for en tur til varmere himmelstrøg, selv om det ikke nødvendigvis er godt vejr til dykning, men for at undgå højsæsonens trængsel eller for at kunne møde et bestemt dyr. Mange tropiske destinationer kan dykkes året rundt – der er bare lige det men, at der på visse årstider er større risiko for dårligt vejr end på andre.

Caribien, den Mexicanske Golf og vestlige Atlanterhav

Hvert år hører vi om orkaner, der raserer en eller flere øer i Caribien, inden de går i land et eller andet sted i Mellemamerika eller det sydlige USA, hvor de smadrer alting langs kysten og forårsager store skader inde i landet, lige til de dør ud og ender som en storm. 

Orkanerne i dette efterår var lige som sidste og forrige år usædvanligt voldsomme, og bl.a. områder som Cayman, Grenada, Florida, Cuba. Mexico og Louisiana blev hårdt ramt. 

Kilden til det hele er energi. Der er en ufattelig mængde energi i en orkan. Hvis man tog alle verdens atomvåben og detonerede dem i én stor eksplosion, ville det kun give nok energi til at holde en orkan kørende en dag eller to.

Energien stammer fra havet. Et varmt hav skaber opadgående luftstrømme efterhånden som overfladevandet fordamper. En tropisk orkan kan kun dannes over et tilstrækkelig stort vandlegeme ved temperaturer over 26,5°C og ved vindforhold, der gør, at den opstigende luft ikke spredes. Når den varme luft stiger opad, suges der kold luft ind forneden. Varme og fugt akkumuleres i midten og presser den opadstigende luft højere og højere op i atmosfæren. Det sidste fænomen, der behøves for at sætte gang i en orkan, er coriolis-kraften, en kraft der skyldes jordens rotation. Coriolis-kraften får den opadstigende fugtige luft til at rotere og danne en spiral og de luftmasser, som strømmer til, vil heller ikke bevæge sig direkte, men i en bue. Kraften får vandstrømmene på den nordlige halvkugle til at rotere med uret, men rundt om orkanlavtrykket roterer luftstrømmen mod uret.

Hele systemet, der kan være over 2000 kilometer bredt, begynder at rotere hurtigere og hurtigere. Midten af orkanen, der kaldes orkanens øje, bevæger sig af sted med op til 50 km i timen, men lige...