RB80 SCR rebreather

Det afgørende vendepunkt i udforskningen af hulerne blev ibrugtagningen af Halcyons halvlukkede RB80, der gør det muligt at udnytte gassen op til otte gange længere. Det betyder både, at der kan medbringes langt færre flasker og ikke mindst, at udgifterne til den kostbare helium kan holdes nede. 

RB80 er en teknologisk set meget enkel, næsten primitiv rebreather. Men uden elektronik eller sensorer, er den meget robust, og den er efter WKKP’s standarder den enestes type rebreather, som er sikker og pålidelig nok til at tage ­ti kilometer ind i en hule. WKPP. GUE konfigurerer RB80 med to bailout-flasker – en på hver side. De medbringes kun som nødforsyning og bruges ikke på et normalt dyk. I stedet fødes enheden af eksterne (off board) stageflasker, der let kan udskiftes undervejs i dykket. Fire kilo scrubber-materiale renser dykkerens udåndingsluft og giver enheden mellem 10 og 12 timers runtime. Push-dykkerne anvender én RB80 til udforskningen og én anden under dekompressionen. En ekstra fordel ved RB80 er dens varme og fugtige luft, hvilket afkøler og dehydrerer mindre end åbent system.

Tørdragter, varmeveste og argon

Selv om gennemsnitstemperaturen i hulerne er omkring 21 grader, er hypotermi alligevel en alvorlig risiko, når der er tale om døgnlange dyk. WKPP-dykkerne bruger batteridrevne varmeveste og argon som dragtgas i deres tørdragter for at undgå underafkøling og for desuden at gøre dekompressionen mere effektiv. Hvis man fryser, flyder blodet langsommere, hvilket hindrer afgasningen.

Varmevestene drives af eksterne batteripakker, der også kan føde lygterne.

Habitater

De sidste lange dekompressionsstop, der foregår på ren oxygen, finder sted i tørre undervandshabitater, der er anbragt på henholdsvis ni og seks meters dybde. Habitaterne er store omvendte beholdere, der er klemt fast under hulens tag. Her kan push-dykkerne spise, drikke, snakke og høre iPod, hvilket gør dekompressionen langt mere komfortabel. 

I en ulykkessituation er habitaterne også en vigtigt sikkerhedsfaktor. En tilskadekommen dykker kan jo ikke tages til overfladen, hvis han skylder 10-15 timers dekompression. I habitatet kan en eventuel ulykke håndteres med større chance for succes.

CamelBacks og pee-valves

I det øjeblik et dyk begynder at blive længere end et par timer, er det vigtigt at sikre, at dykkerne ikke bliver dehydrerede. Det kan på den anden side ikke nytte noget at drikke væske undervejs i dykket, hvis ikke man kan komme af med det overskydende igen. WKPP-dykkerne medbringer CamelBacks med Gatorade eller anden energidrik og de anvender pee-valves, så de kan tisse selvom de bærer tørdragter.

Scootere

Den måske mest afgørende teknologi, når der skal tilbagelægges store distancer med masser af flasker. Towbehind-scooterne, der stadig anvendes i dag i WKPP blev oprindeligt konstrueret af Bill Gavin, en af projekts foregangsmænd. WKPP-dykkerne anvender ofte skiftevis to eller tre scootere, som de veksler imellem for at give batterierne lidt pause. De scootere, der ikke bliver brugt, trækkes efter dykkeren og hver push-dykker bruger mellem fem og syv scootere på et typisk udforskningsdyk. Med scooterne kan push-dykkerne tilbagelægge omkring 30 meter i minuttet – vel at mærke med en RB80 på ryggen og talrige stage-flasker, ekstra scootere og andet omfangsrigt udstyr trækkende efter sig. 

Lys

Lysteknologien har udviklet sig meget henover årene. Først var det halogen, senere HID- eller LED-lyskilder, der fødes af NiMh-batterier. Hver dykker bærer en primær lygte med batteripakke monteret ved højre hofte. Batteriet varierer fra 13,5 Amp til 27 Amp, hvilket giver mellem seks og tolv timers brændtid. Derudover bærer hver dykker to LED backup-lygter. Push-teamet medbringer også ekstra primærlygter.

Gasser

WKPP har været pionerer i brugen af helium på dybe dyk, men har også gode erfaringer med at anvende heliumbaserede gasser under dekompressionsfasen. Heliums forsvindende lave narkotiske potentiale og gode åndbarhed, gør den til en optimal erstatning for nitrogen. 

Det er ikke kun uddannelse, udstyr og procedurer, der er standardiseret. Hos WKPP og GUE anvender man standardiserede gasbladninger. Det har en lang række fordele. 

Standardgasser …

… gør planlægningen og forberedelsen lettere. Teammedlemmer møder op med deres gasser blandet hjemmefra og kan anvende dem uanset, hvilket dykkested, der er tale om.

… kan anbringes på standardiserede dybder, hvilket gør setup og cleanup lettere.

… muliggør standardiserede dekompressionstabeller, så team-medlemmer kan dekomprimere på de samme tabeller. 

… muliggør standardiserede flaskemarkeringer, hvilket reducerer risikoen for at indånde den forkerte blanding på den forkerte dybde.

… tillader team-medlemmer at dele gas, hvis det er nødvendigt. På en almindelig WKPP-udforskningsweekend bliver der placeret mere end 150 flasker i hulesystemet. Effektiv og korrekt placering af alle gasser er en kritisk fase i missionen.

WKPP standardgasser

Udforskning

0-60 meter  tx18/45 (18 % oxygen og 45 % helium)

60-100 meter tx12/70 eller tx10/85 på dybe RB80-dyk

Dekompression

40-57 meter tx21/70

25-40 meter tx35/60

9-24 meter Nitrox50

9 meter Oxygen (kun i tør habitat)

6 meter Oxygen 

Desuden anvendes argon som dragtgas i tørdragterne. Argon varmer bedre en luft og medbringes i separate dragtflasker.

Dekompression

Når push-dykkerne opholder sig så længe på gennemsnitsdybder på omkring 90 meter, ender de med at være totalt mættede med inert gas (nitrogen og helium). Det spiller derefter ingen rolle, om dykket varer seks timer eller seks dage – dekompressionen bliver den samme. Den samlede dekompression varer omkring 15 timer og starter allerede på omkring 80 meter og ender i habitater på seks og ni meter.