På en indonesisk ø sidder en flok børn og snakker i munden på hinanden. I centrum af den larmende flok sidder min indonesiske kollega, Nina. Hun holder en bog med billeder af tropiske fisk. Børnene peger på fisk, der fanges fra havet omkring øen, og det er ikke mange, der går fri. Vi ved også, at fiskerne her ikke er engle, når det handler om bæredygtige fiskerimetoder, og alle børnene ved da også, hvordan man laver en bombe. Men de ved også, at skorpionfisk er farlige, at muræner bider – og at alle hajer spiser mennesker. Sådan er traditionel viden. Noget er korrekt, mens andet er længere fra sandheden.
Vi kommer til siden med rokker. Den blåplettede pilrokke er den, der peges ivrigst på. Ikke overraskende, for de ses overalt på sandbunden i området. På næste side er de lidt større rokker. ‘Enak’, siger en af drengene om ørnerokken – ‘rigtig lækkert’. Men...