WWF Verdensnaturfonden er en selvstændig dansk organisation i WWF-netværket, som arbejder verden over for at bevare natur og miljø – og for menneskers ret til et værdigt liv i et sundt miljø.
Havet er med sin mangfoldige natur og enestående arter en vigtig prioritet i WWF Verdensnaturfondens arbejde. Læs mere om WWF’s arbejde på: www.wwf.dk

Lene Topp er kulturgeograf og har siden 1999 arbejdet for WWF Verdensnaturfonden, specielt med projekter i Sydøstasien. Lene bliver gennem sit arbejde konfronteret med en bred vifte af marine miljøproblematikker. Siden 2002 har hun boet på Borneo sammen med sin mand Claus. De er begge aktive dykkere og undervandsfotografer.

På vej til Bicol Universitetet i Albay-provinsen i Filippinerne modtager vi en SMS. Beskeden på telefonen er klar og tydelig: Vend om. Tyfonen Frank er på vej hertil og bliver kraftigere og kraftigere. Vi har sendt alle hjem og er nu ved at sikre, hvad sikres kan. Universitetet er lukket.
Bag i bilen har vi en gul kasse med vandprøver taget i havområdet ud for Donsol, hvor WWF kører et projekt om hvalhajer. På Bicol-universitetet skulle vandprøverne have været analyseret for indhold og type af plankton, for på det projekt, hvor vi har fokus på verdens største fisk, interesserer vi os nemlig også for de mindste organismer i havet. Plankton er nemlig hvalhajmad, og det er plankton i rigelige mængder, der er årsagen til, at Donsol hvert år besøges af hundredvis af disse karismatiske kæmper.
Plankton består af plante-, dyre- og bakterieorganismer, og er pr....





