At arbejde med miljøproblematikker kan være en deprimerende beskæftigelse, det har en del af mine tidligere klummer nok givet udtryk for. Hajer, der får finnerne skåret af, havskildpadder, som med fuldt overlæg fanges og fyldes med formaldehyd og bomber, der kastes over et smukt rev. Lige nu er klimaforandringer i fokus, men bagved fortæller jungletrommerne, at tab af biodiversitet og den service, som naturen yder os, kan vise sig at være et endnu større problem for os. Og klimaforandringer er i den sammenhæng blot endnu en trussel på toppen af en lang række af trusler mod denne biodiversitet – forurening, overforbrug, tab af habitater osv.
Så det sker da, at spørgsmålet trænger sig på: Kan det nu også betale sig? Nytter det egentlig noget? Men med et arbejde som mit, så er man nødt til at tro på, at det nytter, for ellers er man stille og roligt psykisk på vej...