Jeg havde tilbragt en del tid hos et lille dykkercenter på Turks & Caicos Islands, inden jeg kom frem til Stuart Coves dykkercenter på Bahamas. Kontrasten kunne knap have været mere slående. Det var som at komme fra den lokale købmand til et forstadsshoppingcenter.
Dykkercentret Stuart Cove’s Dive South Ocean ligger på New Providence Island sydvest for hovedstaden Nassau, og her er de nødt til at have styr på tingene, for antallet af gæster på båddyk kan nå 200 om dagen. Dertil kommer snorklere og vandscooter-ryttere. Et personale på mere end 50 personer inklusive 20 instruktører tager sig af gæsterne.
Cove er en lille bugt på engelsk, men Stuart Cove er altså en person og ikke et geografisk begreb. Det er hans erklærede målsætning at få så mange mennesker i vandet som muligt, og det er han blevet rigtigt god til.
Virksomhedens omfang er tydeligt, allerede når man møder op på kajen, der adskiller en smal kanal med både fortøjede side om side foran en række toetagesbygninger. I kanalen ligger ni dykkebåde af mindst 14 meters længde. Både, som ikke har hejst et dykkeflag, ligger i kanalen i færd med at losse eller laste.
Gæsterne må stille sig i kø for at overstå formaliteterne med at underskrive formularer. Derefter fortsætter de langs kajen for at hente eventuelt udlejningsudstyr – det er lidt som at være ny rekrut i hæren. Man finder sin båd, tager sit udstyr på, lytter til en udtømmende gennemgang af sikkerheden og hører, hvordan den medfølgende fotograf helst vil have, at man optræder på hans billeder. Endelig sejler båden ud på dykket.
Netop denne dag skulle vi lave fire forskellige dyk, og det skulle ende med et brag sidst på dagen. Derefter kunne vi hente beviset på vores eskapader på en dvd med videosekvenser og stillbilleder, der minder os om vores dag på denne undervandslegeplads.
Det hele lyder meget amerikansk og ekstremt velsmurt. Mange synes sikkert, at det er en anelse for renskuret. Og jeg er faktisk parat til at give dem ret – hvis ikke det var fordi, det faktisk var en rigtig sjov dykkedag!

Invasion udefra
Opvarmningsdykket gennemføres normalt på et af de lave dykkesteder oppe på revplateauet oven over væggen, der falder 2.000 meter lodret ned i Tongue of the Ocean. Vores dykkested Sand Chute ydede på ingen måde caribisk dykning nogen retfærdighed, og selv om der var masser af stenkoraller og lilla rørsvampe, var det ikke nogen farveeksplosion. En stor languster ude på den åbne bund lige ved revkanten var den største attraktion.
En ting overraskede mig. Der var dragefisk overalt. Det er altid en fornøjelse at se disse farvestrålende vidundere, men kun når man dykker østpå. De hører ikke hjemme hverken i Atlanten eller Caribien, men de har formeret sig i rasende takt på det seneste. Angiveligt stak en håndfuld dragefisk af fra et akvarium i Florida i forbindelse med en orkan i 1992, og man frygter, at de udgør en trussel mod hele økosystemet i det Caribiske Hav.
Alligevel er der gode nyheder. Paul Noakes er ansat som fotograf på dykkebåden, og ifølge ham er områdets specielle havaborre, nassau-grouperen, begyndt at fatte interesse for dragefiskene – og vel at mærke ikke på en måde, der er til fordel for de fremmede fisk. De kraftigt byggede havaborrer har altså udvidet deres menu med noget godt, men særdeles pigget. Måske kan der opstå en ny og naturlig balance i havet?
Sand Chute levede ikke op til forventningerne, men det gjorde den positive overraskelse så meget desto større på vores andet dyk. Willaurie var en postbåd, 45 meter lang og med et typisk postbur. Hun blev sænket kølret på sandet på ca. 22 meter for mere end 20 år siden. Skroget er nu dækket af bevoksning – blødkoraller i flammende farver, rørformede og krukkeformede svampe og viftekoraller. Skruen, roret og spillet gjorde sig især godt på billeder.
Willaurie myldrede også med andre livsformer. Nogle enorme barracudaer stod på lur i mørket i det store lastrum og gloede mistænksomt på os. Andre kæmpebarracudaer svævede over skroget. Med 25 meters sigt havde vi godt overblik over vraget – især ved forenden. Det var masser at se i løbet af et langt dyk. Blandt andet en surt udseende tigerstribet havaborre på dækket. Den var mønstret i lysende rødt, så måske ledte den efter pudsefisk?
Tilsyneladende overtager de mange trompetfisk dækket om natten, hvor gryntefiskene i stimer patruljerer over bunden. Dragefisk gemte sig hist og her i deres forsøg på at undgå nassau-grouper.
En gang imellem kommer der naturligvis grus selv i det mest velsmurte maskineri. Det skete inde på kajen ved frokosttid. Et medlem af vores gruppe stod ved rælingen på vores båd og forsøgte at trække en dykketaske ud gennem et vindue. Vandstanden var lav, og en anden dykkebåd passerede op gennem kanalen, hvilket fik vores båd til at vippe med det resultat, at hun blev klemt mod kajkanten.
Det betød, at de længe ventede hajdyk måtte aflyses for Alison, selv om hun havde haft store forventninger til det. En af cheferne på Stuart Cove’s tog med hende til hospitalet, og fem måneder senere havde hun stadig smerter efter skader på hoftebenet. Vi fik at vide, at rutinerne for lastning og losning ville blive revideret.
To måneder senere blev en snorkler bidt i benet af en haj, mens han hang på en line og så på hajfodring. Det blev en påmindelse om, at vi trods alt er på besøg i naturen. Og ikke engang tredjegenerationens af fodrede og halvtamme hajer er 100 procent forudsigelige. Men det skal vi måske være glade for – os der ikke kommer ud for uheld.

Eftermiddagste
Tredje udflugt skulle tjene som forberedelse til et hajdyk. Briefingen var atypisk diffus. Jeg tror, at guiderne ville se gæsterne lidt inden selve hovedbegivenheden.
Vi svømmede langs revvæggen ved Shark Wall. Guiderne må have lagt mærke til, at en af medlemmerne i vores gruppe lavede en ganske overbevisende efterligning af en yoyo. Flere af dykkerne besøgte derefter hajarenaen, hvor de kunne øve sig i at knæle med en sten mellem benene uden at dratte omkuld. De ville ikke overraskes senere – men det var der nu alligevel en, der blev.
Nu var tiden snart inde, og de caribiske revhajer begyndte at samle sig én efter én, og snart var vi omringede. Vi vendte os hele tiden om for at holde øje med dem. Situationen var på en måde lige så kunstig som på vraget efter Willaurie, men vi bevægede os, og hajerne var tæt på, så det føltes som et ”rigtigt” dyk.
Jeg kalder det eftermiddagste, delvist fordi fodringen på vores fjerde dyk fandt sted midt på eftermiddagen. Men også fordi hajerne under seancen lader sig spise af med relativt små godbider. Paul Noakes kalder det for snack-effekten. Vi mennesker værdsætter et eftermiddagsmellemmåltid uden at være afhængige af det. En kop te og en bid brød er mere en selskabelig ceremoni end en måde at blive mæt. Hajerne har det åbenbart på samme måde som os – bortset fra, at de ikke nyder boller med smør og kaffe.

Magisk cirkel
Endelig oprinder dagens storstilede afslutning. Efter et overfladeinterval dykkede vi lige ned gennem hajflokken til omkring 12 meters dybde. Der fandt vi hver vores koralknold og satte os på knæ. Vi havde fået strenge formaninger fra den ringbrynjeklædte fodrer Eric om ikke at vifte med hænderne. Det var for, at hajerne ikke skulle tage fejl af hånden og foderet.
Eric fiskede godbidder ud af madkassen på et spyd og rakte det frem, og snart kom omkring tyve caribiske revhajer susende for at få del i måltidet. De pilede ud og ind gennem den halvcirkel, vi dykkere havde dannet. Sommetider strøg deres finner mod os, da de passerede. Det eneste, vi vovede at bevæge, var vores øjne og kameraets aftrækkerfinger.
En stor nassaugrouper hang hele tiden på lur i nærheden af madkassen, hvor den håbede på smuler. En nursehaj, der er programmeret til at suge mad i sig som en støvsuger, nægtede at stille sig i kø. I stedet kæmpede den ihærdigt for at få næsen ned i kassen. Det lykkedes den at få fat i et stort fiskestykke, og den flygtede ud af vores magiske cirkel forfulgt af flere revhajer.
Paul videofilmede hver og en af os, og det var ret interessant bagefter at se, hvad hajerne havde gang i bag ryggen på os. Da Paul rettede kameraet mod mig, skød en mexicansk dykker ved siden af op som en raket. Paul prøvede at fange ham, men han var over alle bjerge. Senere fortalte mexicaneren, at han ved en fejl havde trykket på vestens indblæsningsknap. Han havde dog tilsyneladende ikke taget skade af den hurtige opstigning. Var der nogen, der sagde Speedy Gonzales? Det er den hurtigste opstigning, jeg nogensinde har set.
Dykket varede i 45 minutter, og så var foderet sluppet op og hajerne væk. Vi begyndte alle sammen at grave i sandet for at lede efter hajtænder som souvenirs. Hajerne plejer nemlig at tabe mange tænder under fodringen, men åbenbart ikke denne gang.
Du kan sige, hvad du vil, men bortset fra de mest forhærdede vildmarkspuritanere så er Stuart Cove’s et meget tillokkende sted at tilbringe en dag. Det koster 150 USD plus 75 USD for den personlige film på dvd.
Der er i øvrigt også andre dyk på programmet i centret – 35 i alt. Blandt andet James Bond-vraget. Desuden er der mange andre dykkesteder rundt om New Providence Island og lidt længere ud i Bahamas-øgruppen.
Og hermed slutter reportagen fra dykningens svar på Disneyland!

Strandvejen nord for København er proppet med tyskproducerede firhjulstrækkere, men hvorhenne har de behov for at kunne køre i uvejsomt terræn? De sidste par års økonomiske krise synes ikke at have begrænset antallet af Hellerup-traktorer i Nordsjælland. I hvert fald har den ikke ramt på samme måde som for os andre dødelige. De rigtigt rige skærer ned ved at ansætte gartneren et par timer mindre om ugen – men ferien bliver der ikke sparet på. Vi ser dem ikke på vores hjemlige dykkesteder heller. For dette demografiske segment er dykning uløseligt forbundet med tropiske rejsemål og yderste luksus. De har jo råd til at betale.
Første gang jeg mødte Alexis Vincent var, da han stod for dykkercenteret på Rangali Conrad på Maldiverne. Han havde et pakketilbud med ti dyk for 500 dollars, men gæsterne valgte i stedet altid privat båd med egen besætning og personlig dykkeguide for 3.000 dollars pr. dag. Måske føler du dig ikke beslægtet med disse mennesker, men det kan alligevel være interessant at få et indblik i, hvordan det er at dykke i flødeskum.
En ting slår mig ofte, når jeg er ude og dykke. Dykning vil nok aldrig blive betragtet som noget glamourøst i stil med fx skiløb. Man kæmper sig i våddragten, spænder vægtbælte og en klodset scuba-enhed på og vader ud, indtil man dratter omkuld i vandet. Og man vender tilbage med lange snotguirlander hængende fra masken. Det er ikke ligefrem designet til at tiltrække sig opmærksomhed for smukke mennesker.
Nu har Alexis startet sin egen dykkevirksomhed på Maldiverne, og han håber at blive del af en kæde, som tilfredsstiller behovene hos netop de rige og smukke. Han har satset alt på at eliminere dykningens mere trivielle aspekter gennem Dive Butler International (DBI).
Vi i de dykkende masser skrumler omkring på ladet af en Nissan-pickup, mens Alexis er i fuld gang med at tilføje lædersæder, montere bløde tæpper og aircondition – han er i gang med at skabe dykningens svar på en Porsche Cayenne.
De grotesk rige kan hyre deres egen dykkeguide eller instruktør fra DBI, der kommer om bord på deres luksusyachter for at supervisere hver detalje af dykningen. Det er da lige til at holde ud! Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at varetage sådant et job. For at ikke tale om at være kunden …
Nå, lad os skrue forventningerne et hak ned og tjekke ind på det nybyggede Constance Resort & Spa på Halaveli i Maldiverne. Stedet byder på ro og afsondring. Gæsternes vandvillaer er bygget på pæle i den lave turkisfarvede lagune, og hele anlægget er omgivet af hav.
Om natten støver pilrokkerne rundt mellem pælene, og om dagen jager hele flotiller af unge sorttippede samme sted. Hundredvis af sølvglinsende barracudaer danner tætte ringformede stimer på lavt vand. Alt dette kan du se, uden at du overhovedet behøver at putte hovedet ned under vandet.
Man bevæger sig rundt mellem de private vandvillaer og en af anlæggets førsteklasses restauranter på brede broer af teaktræ, hvor en villig skare multinationalt personale med golfvogne er parat til at give et lift til alle dem, der ikke er villige til at nedlade sig til at gå ved egen kraft. De hopper ud ad kareten, når man kommer frem til sin villa, hvor de står ”giv agt”, og generelt efteraber en limousinechauffør inde i byen.
Det siges, at broerne udgør den længste promenade i hele Maldiverne. Jeg er parat til at tro, at det er sandt efter at have prøvet den i middagsheden.

Privatpool
Jeg har vist ikke nævnt spa-anlægget endnu? Jeg faldt ikke for fristelserne. Chefpersonalet på Constance Halaveli Spa går klædt som sygeplejersker på en schweizisk klinik. Det bidrager til atmosfæren og får en til at føle sig, som om man befandt sig i en tropisk version af et nonnekloster. Men bare rolig – man må drikke lige så meget, som man vil.
Villaerne er selvforsynede og bygget til at være afsondrede på alle tænkbare måder. Baderummene er suiter i sig selv.
Soveværelset et rummeligt med et tag, der minder om skroget på en dhoni – den traditionelle fiskebåd i Maldiverne, men altså vendt om. Den private solaltan har en infinity pool at dyppe sig i. Før eller senere overvældes man af heden, når man solbader – eller hvad man nu kan gøre med sin elskede. Så er det bare at krybe nøgen i bassinet i vished om, at ingen kan se én – eller i hvert fald ingen, som man ikke vil have skal se én.
Under mit besøg (hvor jeg desværre var alene) var hotellets belægning 85 pct. Alligevel så jeg knapt skyggen af nogen gæster, selv ikke i restauranterne. Hovedparten af gæsterne indtog deres måltider på værelset.
En aften fik jeg selskab af to andre besøgende journalister. Vi nød et romantisk aftensmåltid ved stranden. Belysningen bestod af flammende fakler og en blodrød maldivisk fuldmåne var på vej op over horisonten. Vi var alene ud over opmærksomheden fra vores belevne tjenere, der kun dukkede op en gang imellem, men altid præcis på det rigtige tidspunkt. De åbenbarede sig fra den tropiske bevoksning med næste ret i vores epikuræiske eventyr. Ikke engang myggene var til besvær.
Måltidet kunne have været meget intimt, men den ene journalist var skribent på et sladdermagasin af den slags, som min præpubertære datter ynder at læse. Hun var udelukkende interesseret i kendisser, nærmere bestemt i hvad Simon Cowel havde gang i. Desværre var han ikke på øen, så hun måtte nøjes med at overveje, hvad hendes næste behandling i spa-anlægget skulle bestå i eller kigge på film på den enorme Mini Mac-baserede underholdningsskærm i hendes vandvilla.
Den anden i selskabet var redaktør for en kæde af publikationer for det øvre markedssegment af folk i slots- og herregårdsmiljøet. Hun var faktisk medlem af en dykkerklub og hoppede lige som jeg i vandet hver dag. Jeg prøvede at overbevise hende om, at forholdene ikke var typisk for PADI-dykning, og at tingene kunne være lidt mindre serviceorienterede andre steder. Ikke desto mindre – på Halaveli er der noget for enhver smag, hvis man har råd til det.
Når du betaler omkring 1.000 dollars pr. nat, gætter jeg på, at du ikke har lyst til at blande dig med pøblen og den slags ordinære mennesker, der befolker de fleste dykkerklubber. Med den skare hører jeg jo selv til, så jeg tog normalt den lange gåtur til restauranten, hvor jeg nød et overdådigt måltid til morgenmad og frokost, hvorefter jeg luntede over til dykkercenteret, hvor mit udstyr allerede var samlet og ventede på mig. Det havde TGI Diving taget sig af.
Det overraskede mig ikke meget, at Alexis er medejer af dykkercenteret sammen med Giuseppe D’Amato, der har arbejdet længe på Maldiverne. De driver centeret sammen med det multisprogede personale og ikke mindst den lokale manager Santana. Alle er de vant til kunder, som forventer at blive serviceret. De vil sågar afdugge din maske for dig, hvis du bare giver dem lov.

Hektiskt
Et PADI Open Water-kursus på Constance Halaveli koster $ 825 og et Discover Scuba ubetydeligt mindre – $ 550. Et enkelt dyk koster omkring $100. Naturligvis bliver man udstyret med alt, hvad man behøver, men man kan faktisk spare $ 30 ved at have sin egen udrustning med hjemmefra. Priserne er altså ikke for folk med tynde tegnedrenge.
Halaveli ligger i den nordlige Ari Atol, så dermed er stedet ideelt i forhold til mange berømte dykkesteder som fx Mushimasmagili, Maya Tila, Eillaidoo og Bathala Maga Kan Thila. Lagunen er dyb og byder på et bredt sortiment af dykkesteder, der passer til alle erfaringsniveauer, i modsætning til atoller med lavere laguner, hvor dykningen ofte bliver mere avanceret, fordi man kun dykker i tidevandskanaler med heftig strøm.
Under dykkene så vi masser af karetteskildpadder i færd med at æde. De havde tilsyneladende ikke noget imod mit store kamera med blitz, så jeg kunne frit vælge min vinkel og komme rigtig tæt på. Adskillige karetteskildpadder søgte ly for natten ved Maya Tila, deriblandt en ordentlig bamse under et overhæng.
Første gang jeg dykkede dér, var for 20 år siden. Jeg kan huske, at jeg skrev om stedet, at det måtte være verdens mest hektiske sted at natdykke. Dusinvis af hvidtippede revhajer jagede glubskt side om side med enorme marmorerede rokker og endeløse rækker af slangeagtige muræner.
I dag er her mest hektisk på grund af det store antal dykkere på stedet, når mørket falder på. Efter dykket morede jeg mine dykkekammerater med at fortælle om dengang, der var flere hajer end dykkere på stedet.
Skildpadderne forsøgte desperat at få nattero, men blev forstyrret af utallige lygter, der lyste dem ind i øjnene. Hvis du vil natdykke på Maya Tila, så prøv at organisere det efter, at alle de andre dykkere er gået til ro – det vil du ikke fortryde!
Giuseppes dykkercenter havde for mange år siden udgangspunkt på det tidligere trestjernede resort på Halaveli Island. Han sænkede et vrag og fodrede de gigantiske marmorrokker i nærheden. Ret snart kom hundredvis af dykkere fra dykkercentre på andre øer for at besøge vraget, og efterhånden blev det for meget af et cirkus, så Giuseppe ophørte med fodringen. Nu ser man sjældent noget glimt af rokkerne, selv om de regelmæssigt ses på andre dykkesteder. Vraget ligger der endnu.
Man tager udstyret på og står klar til at hoppe i vandet fra TGI’s dykke-dhoni. Derefter venter man sig, at dykket skal ende med at blive helt på samme måde som på et hvilket som helst andet dykkercenter. Der er jo trods alt visse ting, man selv må stå for.
Alligevel har jeg en nagende mistanke om, at nogle af de andre dykkere på båden ikke ville vide, hvilken ende de skulle starte i, hvis de var tvunget til selv at samle deres udstyr. De havde i hvert fald ikke meget forståelse for, hvad deres manometer eller computer forsøgte at fortælle dem.
Vi lavede et rigtigt avanceret dyk til et overhæng på 28 meters dybde, hvor vi stirrede vi ud i en rasende strøm, hvor vi kunne se et sortiment af hajer, en hel armada af ørnerokker og nogle enorme tunfisk, der boltrede sig i vandmasserne. Vi forlod først stedet, efter at min computer var gået et stykke ind i deko. Alligevel var der ingen, der havde travlt med at komme op. Jeg bemærkede, at en af gæsterne havde viseren på sit manometer et godt stykke nede i det røde felt, og han gennemførte sikkerhedsstoppet på seks meter med et manometer, der viste nul. Jeg forberedte diskret min octopus, jeg ville jo helst være forberedt på det øjeblik, hvor han flåede regulatoren ud af min mund, men det skete aldrig. Han lavede præcis samme dyk tre dage i træk på præcis samme måde.

Sløseri
Jeg påpegede over for en anden gæst, at hun måtte have været tæt på at skulle udføre obligatorisk dekompression hver gang. Hun spurgte mig, hvad det betød, når hendes computer viste, at hun havde overskrevet sin ikke-dekompressionstid.
Har man penge nok, behøver man åbenbart ikke bekymre sig om så triviale emner som dykkerteori. Dykkeguiden var en diminutiv japansk pige, der formodentlig havde tilstrækkelig med luft tilbage i sin flaske til, at hun kunne løse alle problemer med luftmangel blandt gæsterne hen imod slutningen af dykket.
Jeg har svært ved at forestille mig en typisk gruppe inkarnerede klubdykkere på Constance Halaveli. De ville næppe være parat til at betale de beløb, der kræves for et ophold, og det er vel sagen i en nøddeskal. Der er visse mennesker, der værdsætter at blive opvartede, og de omgiver sig helst med andre med lige så mange nuller på bankkontoen. De vil ikke mænge sig med pøblen, og de stiller sig tilfreds med at lave et dyk nu og da frem for at dykke tre eller fire gange om dagen.
På den anden side: Hvis du gerne vil dykke, og din ægtefælle ikke har lyst, så er den ekstra luksus måske pengene værd. En skilsmisse vil formodentlig blive endnu dyrere.
Et vigtigt aspekt af min rejse til Maldiverne og tilbage var, at jeg havde mulighed for at flyve ti timer nonstop med SriLankan Airlines fra London. Jeg slap for den kedelige ventetid i Dubai med at skifte fly. Maldiverne er pludselig kommet noget tættere på end tidligere.
Den luksus, der venter på Constance Resort er måske overflod i overmål, men det var alligevel forbløffende, så hurtigt jeg vænnede mig til det og tog det for givet. Den overdådige indretning og alle de luksuriøse finesser i min vandvilla og alt det andet, der indgik i besøget. Der er nogle, der er vant til den slags luksus derhjemme, og de vil naturligvis ikke leve et primitivt vildmarksliv på deres ferie.

I Marsa Alam ligger Oasis-resortet på kanten af ørknen. Stedet lå badet i et glødende rødt aftenlys, da jeg ankom. Det var lige til et postkort. Resortet er solidt bygget med moderne småhuse af sten i traditionel stil. Overalt på området stod knæhøje havelamper. Det hele så minimalistisk og modent ud i skumringslyset. Det er tilsyneladende et sted, der er beregnet for voksne mennesker, da gæsterne frarådes at medbringe børn under 14 år.
Oasis så også fint ud i morgenlyset. Efter morgenmaden lå dykkercentret blot en etage nede, og det var bemandet af dejligt effektive tyskere, der i detaljer forklarede hvordan min kommende uge ville forme sig. Både Oasis og dykkercentret er skabt af Werner Lau og Rolf Schmidt fra Sinai Divers, der begge har stor erfaring med at drive dykketurisme i Ægypten.
Havet ligger bare et stenkast fra infinity poolen ved centret. Hele anlægget er udformet for at modstå ørkenheden. Bygningerne ligger i lige linjer med en serie sammenhængende bygninger. Gangen fra dykkercentret fører til udstyrsrummet og videre til holdepladsen for dykkebusserne. Derfra kan man gå direkte videre til restaurant og bar.
Som fotograf har jeg altid kunnet finde masser af motiver i Rødehavet, og det er det tætteste på Europa, hvis man vil have dykning i topklasse med mulighed for at tage gode billeder. Men denne rejse kom alligevel til at overgå mine forventninger.
Sharm Shuni består af to rev – et indre og et ydre. De forenes af et hul imellem dem. Sharm er en bugt med V-form som kløften i kamelens læbe. Shuni er en fortidig læge fra faraonernes æra, der blev drevet ud i ørknen på grund af sin religiøse tro.
Det var lidt besværligt at komme ned til dykkestedet, og det krævede en vadetur på 10 minutter i hoftedybt vand. På revkanten satte vi os ned og tog finner på i den tiltagende søgang, mens vi holdt krampagtigt fast i vores dyre kameraer. Men da vi endelig var nede i vandet, fik vi en forsmag på den kommende uges herligheder.
Det er vigtigt at have perfekt kontrol på afbalanceringen, når man bevæger sig over de mellemliggende rev, men så skråner det ydre rev ned til 30 meter og en koloni med garden eels. Efter et par minutters finnesvømning mod syd finder man to koralsøjler med plateauer på 18 og 25 meter. Papegøjefisk, læbefisk og dragefisk lurer her og dér. Jeg fandt en særlig flot blåplettet stingrokke, der vidste præcis, hvad jeg havde i sinde og blev liggende og poserede.
Marsa Gabel Rosas var tidligere en distributionscentral for ferskvand, og man kan stadig se vandtønderne på bunden. I dag er de overbegroede med koraller. Dykket var meget afslappet, men der var ikke så meget at se på større dybde. På omkring seks meter var stenkorallerne meget imponerende, og sommerfuglefisk og barracudaer patruljerede blandt dem. For en specialist i vidvinkelbilleder var stedet det rene slaraffenland.
Busturen til Marsa Assalai tog 15 minutter gennem den glødende ørkenhede. Vores udstyr var blevet transporteret i forvejen og lå nu nydeligt placeret i kasser på tæpper, der var spredt ud på stranden. Proceduren gav anledning til lidt besvær. Små andele af ørkensandet havde fundet frem til mine O-ringe, men heldigvis ikke forbi dem.

Huler
Vi gik i vandet fra stranden, og først var sigten ganske dårlig, men da vi var kommet et stykke ud og ned på større dybde, blev sceneriet storslået. Endnu en blåplettet pilrokke lod mig tage ekstreme nærbilleder. Bordkorallerne var mageløst statelige, og en af dem var særlig smukt placeret. Den voksede op fra revet, så jeg kunne kigge under og over ”bordpladen” samtidig.
En velvillig karetteskildpadde holdt mig med selskab i de næste ti minutter, og da vi gik op til overfladen, kredsede en enorm stime yellowfin goatfish rundt om os på vejen op.
Derefter var vi på vej til et af dykkestederne på min personlige toptiliste. Sha’ab Marsa Alam er et af de der sjældne steder, hvor der er fuld fart på hele dagen – nede i vandet, på dykkebåden og på hjemturen. En halvtimes busrejse tog os til en af havnene i området, hvor vi gik om bord på dagtursbåden Only You. Den sejlede os ud til dykkestedet, hvor vi tilbagelagde det sidste stykke i gummibåd.
På 25 meters dybde fandt jeg umiddelbart intet bemærkelsesværdigt, men på vej op og tættere på revvæggen så jeg horder af gule snappere, sommerfuglefisk og en ørnerokke. Selv om koralknolden ikke var særlig omfangsrig, var den smuk. Tilbage på Only You skal man passe på ikke at spise for meget fra den udsøgte frokostbuffet, for man skal snart i vandet igen. Og gudskelov for det, da andet dyk viste sig at være sensationelt godt.
Min trofaste makker Roland og jeg kom ind i et herligt grottesystem, hvor lysstrålerne dansede ned gennem åbninger i taget. Man kan stoppe op ved indgangen og beundre grottens skønhed og forundres over stilheden og freden, men svøm endelig ind i grotten, hvor der er masser at opdage, og hvor du kan finde lidt skygge fra den brændende middagssol – præcis som fiskene i grotten.
Uden for grotten guidede Roland mig til et langt, navnløst vrag. Der er ingen grund til at spørge mig, jeg har allerede forhørt alle for at få navnet. Bordlægningen er stille og rolig ved at blive spist af tidens tand, men skroget gav mindelser om en galeon.
Snart var vi tilbage i et andet grottesystem med endnu flere flotte scenerier. Til sidst var vi fremme ved det øjeblik, jeg håbede ikke ville komme. Det var tid til at stige op.
Marsa Abu Dabbab er faldet for sin egen succes. Det er et lavt område med søgræs på omtrent 10 meters dybde, hvor to dugonger (Dennis og Dougal), guitarrokker og suppeskildpadder holder til, når de vil spise. Vi stod ud af sengen på et rent ukristeligt tidspunkt for at kunne være i vandet ved halvottetiden i håb om at få øje på en dugong. Senere på dagen var mange snorklere og badende ude i samme ærinde i et antal, der illustrerede, at det var en god idé at stå tidligt op. Sigten var ikke noget at råbe hurra for, så det krævede altså lidt held at få øje på søkøerne. Efter 10 minutter havde vi to eller tre suppeskildpadder foran os. De guffede søgræs i sig. Den ene havde en sugefisk på rygskjoldet. De smukke kæmpedyr var meget mere interesserede i at spise end at tage sig af mig, så jeg tilbragte lang tid med dem.
Det andet dyk en time senere på samme sted viste sig også at blive dugong-frit, som trøst havde vi dog endnu flere havskildpadder, men nu var snorklerne ankommet og de skræmte alt væk, så hvis du har planer om at dykke, så medbring et vækkeur.

Husrevet
Omtrent halvvejs inde i mit besøg prøvede jeg husrevet. Det ligger en brændende varm gåtur fra dykkercentret, ned til stranden og ud på broen til et giant stride. Det er bestemt besværet værd, for inden for ganske kort svømmeafstand kommer man til at se et imponerende sortiment af levende væsener. Jeg iagttog og fotograferede sommerfuglefisk, blåplettede pilrokker og andre fascinerende arter som fx aftrækkerfisk og den ubeskriveligt farvestrålende kostehalede gylte (Cheilinus lunulatus). Der er også anemonefisk.
Dykkene på husrevet bliver i princippet vægdyk, så man kan selv vælge sin dybde, men jeg fandt det mest interessante over 15 meter. Stedet er fortræffeligt som dagens andet eller sidste dyk, og bagefter er der ikke langt til baren og en kold øl.
Elphinstone har to hovedrev – det nordlige og det sydlige. Min makker Malte har flere års erfaring med området, og han mente, at det nordlige rev var det bedste sted, hvis vi ville se storvildt – meget fristende. Vi gik langsomt og havde første og fremmest håb om at se hajer, så vi kiggede hele tiden ud i det blå, men vi havde ikke heldet med os. I stedet fik jeg øje på de største viftekoraller, jeg nogensinde har rettet blikket imod.
Jeg vurderede, at chancen for at se hajer ville være større længere nede, og så kunne vi også komme tættere på den store gorgonie. Jeg signalerede mine hensigter til Malte. Vi fortsatte ned til omtrent 48 meter. Det var rigtig dybt, men det var det værd. Vi vendte snart næsen opad igen, og på vejen op nød vi synet af de pragtfulde blødkoraller på lidt mere beskedne 15 meters dybde.
Så vidt jeg fik at vide, var der ingen andre, der så haj den dag. Elphinstone er et imponerende dykkested, og det var kun et spørgsmål om uheld. Vi havde stadig det bedste til gode.
Dolphin House eller Sha’ab Samadi blev ophøjet til nationalpark i 2003 for at give den bofaste flok af langnæbet delfin fred og ro til at forøge sig. Dykkeområdet er formet som en stor hestesko. Området er opdelt i fire zoner, og dykningen er kun tilladt i zone D og C. I zone C må man kun dykke fra gummibåd, og i zone B er det kun tilladt at snorkle. Zone E er helt reserveret for delfinerne.
Jeg var ret tændt og spændt over muligheden for at fotografere delfiner, og vi nåede to dyk plus en snorkeltur i løbet af nogle hektiske timer. Only You skulle afgå ved halvfiretiden om eftermiddagen, og det hele blev nøje overvåget af parkvagter i både.
Vi kom ned til endnu et bedøvende smukt grottesystem, men det var trangere og mere kompakt end det i Marsa Alam. Det lignede noget, man kunne forvente at finde på Mars. Man skal have god kontrol med sin afbalancering for at undgå at hvirvle bunden op, men så bliver man også belønnet med sjældne koralarter som fx mørk bægerkoral og forskellige slags svampe. På vej ud ad grotterne (det anbefales at have en guide!) mødte vi koralknolde, der var beboet af flere fisk, end jeg kan tælle til.

Delfindans
Forestillingens højdepunkt havde en pris. Man er tvunget til at iføre sig en tåbeligt udseende flydevest og udelukkende bære maske, snorkel og finner, inden man bliver sluppet løs fra gummibåden i zone B. Der lå jeg nu og stirrede med hovedet over overfladens lette krusninger. Alle de 50 andre snorklere gjorde det samme. Men fra min position så det ud, som om alle de andre så vilde delfiner. Jeg blev ekstremt misundelig og rasede over mit konstante uheld.
Men så udklækkede jeg en plan om at holde mig lidt væk fra de andre snorklere i håbet om, at delfinerne ville komme og hilse på mig. Den strategi viste sig at være forfejlet, og snart slog jeg mig til de andre, der frustrerede lå og håbede på at få et glimt af delfinerne.
Endelig blev det min tur til sidst. Mit klodsede kamera havde åbenbart vakt delfinernes interesse. De dansede foran mig i, hvad der fornemmedes som flere timer – i virkeligheden var det sikkert ikke mere end fem minutter. Men hvilke fantastiske fem minutter!
Oasis i Marsa Alam har glimrende dykning til alle erfaringsniveauer, og oplevelserne er rigt varierede. Jeg kom til at se en hel masse forskellige typer af dykkesteder på mine tolv dyk. Mange flere typer end man kan forvente sig på endnu mere fjernt beliggende rejsemål. Marsa Alam har rimelige priser, ligger kun fem timers flyvning hjemmefra og kræver kun 30 minutters transfer fra lufthavnen. Det er svært at hamle op med, når man kommer fra Europa.

At det kan være svært at kombinere familieferien med dykning, det ved jeg bedre end de fleste. Det gælder især, hvis man har småbørn eller en ikke-dykkende bedre halvdel. Måske tager man til et sted, der umiddelbart synes at tilfredsstille alle behov, men når det kommer til stykket, er der ikke noget, der hedder lige at smutte en time for at tage ud og dykke. Det tager mindst tre timer med forberedelser, transport, en time i vandet og skylning af udstyr.
Desuden bliver man begrænset til udelukkende at dykke i nærheden af, hvor man bor. Uundgåeligt bliver du nødt til at tage til steder med stranddykning i nærheden. Selv korte bådture sluger let en halv dag, som familien hellere så, at du tilbragte sammen med den. Man skal altså vælge destinationen med omhu.
Hotellerne Hilton og Mövenpick ved Taba i den ægyptiske del af Aqababugten tilbyder pakkeferier med masser af aktivitet for både voksne og børn, og der ligger et par udmærkede rev et stykke fra stranden.
Taba ligger i nærheden af Eilat i Israel, og i 1980’erne blev begge steder synonyme med ”dykning i Rødehavet”. I virkeligheden er Aqababugten egentlig blot en lille, men unik aflægger af det ”rigtige” Rødehav. Dykningen er så lettilgængelig, at den dengang gav varmtvandsdykning et dårligt ry blandt alle hardcore dykkere, der var vant til kolde, strømfyldte og grumsede farvande.

Glemt kyst
Aqababugten er en del af African Rift Valley, hvor vandet opvarmes af vulkanske kilder på store dybder. Derfor er bugten hjemsted for mange tropiske arter på trods af sin nordlige beliggenhed.
På begge sider omgives bugten af Ægypten og Saudi-Arabiens klipperige ørkner, så der er ingen grumsede floder, der munder ud i bugten. Derfor er vandet enestående klart. Tidevandet er minimalt, så der er stort set ingen strøm, og de omkringliggende bjerge beskytter havoverfladen fra den fremherskende vind. Ikke så underligt, at nordeuropæiske dykkere fik det indtryk, at al tropedykning var som at besøge en swimmingpool.
For mange år siden fløj turisterne til Eilat og rejste ned langs kysten med jeeps og dykkede fra stranden undervejs. I dag flyver ferierejsende direkte til Taba eller de sprudlende turistcentre rundt omkring Sharm el Sheikh. Alternativt kan man rejse til nogle af de mere ensomt beliggende dykkeresorts.
Dykkeentusiasterne sigter efterhånden direkte mod Sharm el Sheikh. Men bortset fra enkelte tekniske dykkere, der har indrettet deres hovedkvarter omtrent halvvejs op langs kysten ved Dahab, er resten af Sinaikysten blevet overset. Alligevel er der stadig glimrende dykning der. Den er så god som nogensinde.
For ferierende ligger Taba godt placeret for kulturelle udflugter til steder som klippebyen Petra i Jordan, Dødehavet, Sinaibjerget og Sankt Katarina-klostret. Man kan også lave ekskursioner til Jerusalem, hvilket kan være givende for såvel kristne og jøder som for muslimer. Min hustru var ivrig efter at udnytte mulighederne for at tage disse afstikkere, mens vi var i Taba, og hun fik også tid til et par dyk.
Nede i vandet er området berømt for sine enorme tudsefisk. Men hvis du er af sted på en klassisk to-ugers ferie, så når selv den mest hengivne makrofotograf nok at blive lidt træt af dem. AquaSport driver et par dagbåde, som tager dykkere til andre steder, men turene betyder, at man er væk fra sin familie en hel dag.
Hvis man alligevel skal være upopulær, så kan man lige så godt go all in! Så hvorfor ikke udskifte opgaven som far og babysitter med en tredages sejlads om bord på AquaSports safaribåd Coral Dreams? Som sagt, så gjort. Jeg begav mig af sted for at besøge dykkesteder, jeg ikke havde set i et årti.
Coral Dreams er ikke et stort fartøj efter ægyptisk målestok, men hun tager kun 14 passager om bord, så man har lige så meget plads som normalt – inklusive kahytter med bad og toilet. Rejsen bliver betydelig mere komfortabel end den gamle metode med at køre i bil på land, dykke fra stranden og overnatte i sovepose på en stenet kyst på det hotel, der har en million stjerner – i loftet …
På sådan en kort tur er det muligt at have rigeligt med friske forsyninger om bord, så kokken kunne tilbyde en stor variation af mad. Bådens kompressor leverer kun almindelig komprimeret luft. Nitrox er ikke rigtig slået igennem i Israel, hvorfra de fleste af mine medpassagerer kom. Men båden har en RIB til at samle dykkere op, præcis som de større både. Ferskvandsanlægget om bord forsynede os med ubegrænsede mængder af vand i bruserne efter hvert dyk.

God stand
Hvad så med dykkestederne? Størstedelen af Ægyptens kyst mod det egentlige Rødehav er blevet udviklet til ”Rødehavets Riviera”. Ironisk nok findes der få strækninger af kysten mod Aqababugten, hvor bjergene ikke falder brat ned i havet. Vi var ikke langt væk fra turistmetropolerne, regnet i kilometer, men alligevel så vi stort set ikke en eneste anden dykkebåd under hele rejsen. Vi følte, at vi var langt væk, så snart vi var kommet syd for Nuweiba.
Først satte vi kurs sydpå til Ras Mamlak, hvor vi morede os med den suppeskildpadde, der bor dér, og vi beundrede talrige skorpionfisk i forskellige kulører. Pynten omgives af milde havstrømme, der får blødkorallerne til at trives i farver, som nærmest er smagløst prangende.
Jeg glædede mig især over at se, at revene befandt sig i god stand, bortset fra et af stederne ved Dahab, der udsættes for en tung trafik af dykkere. På tre dage når man typisk at lave elleve dyk, hvoraf to er natdyk. Vi dykkede på steder som Abu Galum, Gabr el Bint og Shugairat. Det sidstnævnte havde masser af gigantiske viftekoraller i perfekt stand, hvilket bringer stedet i verdensklasse i den henseende.
Vi så store ottearmede blæksprutter parre sig, tudsefisk, tiarmede blæksprutter og et komplet sortiment af alle Rødehavets dyr. Rejsens sydligste punkt blev Bell’s Blue Hole ved Dahab, hvor vi sank ned i en skorsten og kom ud gennem revet på 30 meter. Derefter svømmede vi langs væggen med hundrede meter vand under finnerne. Det var næsten som at flyve som en fugl langs en klippevæg. Naturligvis skal man have styr på sin afbalancering for at nyde det i fulde drag. Opholdet om bord på en safaribåd tillod os at komme i vandet klokken seks om morgenen – langt tidligere ned dagdykkerne i Dahab havde stillet vækkeuret til.

Fortøjningsbøje
Som sidste dyk på vejen tilbage nordpå fik jeg mulighed for at dykke på Sinker ved Nuweiba. For mange år siden plejede vi at udføre vores dybe regulatortests dér, og vi anvendte ankerkæden på Sinker som holdepunkt i det blå hav under vores langvarige opstigninger.
Sinker er en fortøjningsbøje til større fartøjer, der blev installeret af israelerne, dengang de havde kontrollen over Sinai. En enorm flydende metalkugle er forankret med kæde til en stor betonblok. Blokken ligger på havbunden på ca. 44 meter. Uheldigvis havde mandskabet, som installerede bøjen fået fejlagtige oplysninger om dybden. De troede, at der kun var 38 meter, hvilket anbragte toppen af metalkuglen på omtrent seks meters dybde. Det var ideelt for os, når vi lå på deko-stop efter lange dybdedyk.
Nostalgi var ikke eneste anledning til at dykke på Sinker. Efter at have ligget 40 år i havet, placeret foran en lille pynt, hvor den er omsvøbt af strømme, er den blevet et isoleret livsmiljø midt ude i vandet. Kæden er i dag helt overbevokset af blødkoraller i røde og purpur nuancer. Horder af anthias står i tætte skyer rundt om korallerne hele vejen op fra dybet, og selve bøjen er dækket af stenkoraller, hornkoraller og svampe. Ofte står glasfiskene i tætte skyer rundt om kuglen. De tiltrækker sig alle de rovdyr, det lever af småfisk.
Når dykkere samles rundt om bøjen, stimler musketerfiskene sammen, tiltrukket af synet af udåndingsbobler. Det er et forbløffende syn at se tusindvis af fisk, der svømmer lodret op langs den koralbevoksede kæde. Sinker er et habitat midt ude i blåt vand. Efter en halv time bliver stedet måske lidt ensformigt for en almindelig feriedykker, men for undervandsfotografer er det det rene paradis. I blitzenes eller videolygtens skær afsløres alle herligheder i et fyrværkeri af farver. Hukommelseskortet bliver hurtigt fyldt op med eventyrligt smukke billeder.