Hjem
  • Dansk
  • Svenska
  • English
  • Hjem
  • Kontakt
    • Kontaktformular
    • Kontaktinformation
    • Website feedback
  • Annoncering
    • Annonceformater
    • Bannerannoncering
    • Medieplan
    • Tekniske data
    • Udgivelsesplan
  • Abonnement
    • Kontakt
    • Tegn abonnement
    • Abonnementsbetingelser
    • Adresseændring
    • PBS
  • DYK-guiden
    • Dykkercentre
    • Rejsearrangører
    • Generalagenter
    • Serviceværksteder
  • Artikler
    • DYK ÅRGANGE
      • 2000
      • 2001
      • 2002
      • 2003
      • 2004
      • 2005
      • 2006
      • 2007
      • 2008
      • 2009
      • 2010
    • Reportager
      • Dansk
      • Historie
      • Profiler
      • OWUSS-scholarship
    • Uddannelse
      • Kom i gang
      • Kurser
      • Færdigheder
      • Karriere
      • Tips og tricks
      • Sikkerhed
      • Viden
      • Teknisk dykning
    • Udstyr
      • BCD
      • Dragt
      • Diverse
      • Instrumenter
      • Lygter
      • Masker
      • Regulatorer
    • Foto
      • Digital
      • Feedback
      • Konkurrence
      • Fotoskole
      • Portfolio
      • Video
    • Skandinavien
      • Danmark
      • Sverige
      • Norge
      • Vrag
      • Kystleksikon
      • Vragleksikon
    • Natur
      • Biologi
      • Verden
      • WWF-klumme
      • Fiskeleksikon
      • Natur-klumme
    • Rejser
      • Europa
      • Rødehavet
      • Afrika
      • Amerika
      • Indiske ocean
      • Sydøstasien
      • Australien
      • Oceanien
      • Vrag
  • Opret konto
  • Bestil ny adgangskode

Nye DYK'ere


livbjerg.

jernhøj

RandlovPeter

jack

stoverby

Cathrine

hnrknlsn

skovborg

Galby

Per Asmussen

Lars

boending

Martin

lisbeth

sorbus
Nu 457 DYK'ere

DYK'er fotos

Longjawed Squirrelfish bliver betjent af pudsefisk
Aborre (Perca fluviatilis) Billedet er fra en fototur til Silkeborgsøerne, Juli 2010 Olympus E-420 With Ikelite Housing + 1...
Napoleonsfisk klar til at 'spise' min makker. Elphinstone
Stenbider. Billedet er fra Kongebrogården, Maj 2010 Olympus E-420 With Ikelite Housing + 1 DS160 & 1 DS161 Strobe....
Brownspotted grouper
Nemo ved tofarvet anemone, Dahab
En fin skildpadde som gav en opvisning i fridykning/svømning Hurghada August 2010

Nye grupper

  • Undervandsfoto
  • Turbeskrivelser
  • Dekompression
  • Rebreather
  • DIR

Dykkercentre

  • DK
  • SE
  • NO
  • **
2DIVE
55north
Active-Adventure.dk Dive Center
Aquasyd scubacenter
Aquatic Marine
Boat & Diving
Carlsens Dykkercenter
Dacor Dykkersport
Den Mobile Dykkerskole
Diveline Bornholm
Diving 2000
Dykkercenter Bornholm
Dykkercenter Sydfyn
Dykkergitte
Dykkerskolen - Esbjerg
Easy Dive
Fyns Dykkercenter
Kolding Dykkercenter
Køge Dykkercenter
Lillebælt Dykkercenter
N.O.W. Dive
Ocean Dive Europe
OceanAdventures
Oxygene Sjælland - Nautic Fritid
Scansub DK Diver
Scubagear
Stevns Dykkerskole
Sydfyns Dykkercenter
Undervandet.nu
ZappDivers
ALPIN & DYKSPORT
Aquatica
Åsa Dykcenter
Atlantis Dive College
Br Klemmings Dyk
Dyk & Äventyr
Dyk-Leif
Dykhuset
Dyksport
Dykterminalen Malmö
Eco Dive
Eskilstuna Dykcenter
Fantasea Diving / Mares Elite Center
Kon-Tiki Dykcenter
Kon-Tiki Dykcenter
Linköpings Dykcenter
Marstrands Dykcenter
NOC Dyk&Marin
Oxygène göteborg
Oxygène Karlstad
Oxygène Lysekil
Scandinavian Safety Training Centre AB
Scorpius Dykcenter
Team Divers
Trident Divers Kosterhavets Dykcenter
Visby Dykcenter
West Point Divers
Westervik Dykcenter
Ystads Dyk & Marin
DYKKERSPORT AS
Gulen Dykkesenter
Havsport Trondheim AS
Lofotdykk
Lyngørporten Dykkersenter
Narvik Dyk & Äventyr
Nekton Diving
Nordkapp Dykkesenter
One Ocean
Saltstraumen Dykkesenter
Vikaneset Dykksenter
Hjem

Champagnebjærgning udført i hemmelighed

Svenske og ålandske dykkere har i dybeste hemmelighed bjærget, hvad der menes at være verdens ældste champagne fra et skibsvrag i Ålands øhav.

At champagnen skulle bjærges var kendt, men den ålandske regering gav først besked om bjærgningen, efter at den havde fundet sted tidligere i denne uge for at give dykkerne fred til at arbejde. Det handler om cirka 70 flasker champagne, der blev fundet på et 200 år gammelt vrag nær Föglö i Ålands skærgård. Flaskerne lå på havbunden på omkring 50 meters dybde. Værdien af champagnen er blevet vurderet af eksperter til flere hundreder tusind kroner pr. flaske.

I midten af juli blev det hidtil ukendte skibsvrag fundet i farvandt ud for Åland. Dykkere fra Åland og Sverige kunne herefter ophente én flaske champagne. Efter 200 år på havbunden var den blevet bevaret og flaskens indhold var udmærket, takket være den rette temperatur og mørke opbevaring. Trykket i flaskerne har forhindret havvand i at trænge gennem propperne.

Ifølge ledende champagneeksperter, er det en meget eksklusiv champagne, der nu er taget op fra havets dyb. At dette er verdens ældste champagne betragtes som værende meget sandsynligt. Man har endnu ikke været i stand til at fastslå vragets oprindelse og nøjagtige alder, men det sandsynligt, at der er et skib, der sank i begyndelsen af 1800-tallet.

Champagnebjærgning udført i hemmelighed
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this

Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt

Dykningens Disneyland
– iscenesat, men sjovt
Bladnr: 
09/2010
Af Steve Weinman
Det kan godt være, at forestillingen er omhyggeligt iscenesat, men det forhindrer alligevel ikke, at man kan have det kolossalt sjovt hos Stuart Cove’s på Bahamas.

Jeg havde tilbragt en del tid hos et lille dykkercenter på Turks & Caicos Islands, inden jeg kom frem til Stuart Coves dykkercenter på Bahamas. Kontrasten kunne knap have været mere slående. Det var som at komme fra den lokale købmand til et forstadsshoppingcenter.
Dykkercentret Stuart Cove’s Dive South Ocean ligger på New Providence Island sydvest for hovedstaden Nassau, og her er de nødt til at have styr på tingene, for antallet af gæster på båddyk kan nå 200 om dagen. Dertil kommer snorklere og vandscooter-ryttere. Et personale på mere end 50 personer inklusive 20 instruktører tager sig af gæsterne.
Cove er en lille bugt på engelsk, men Stuart Cove er altså en person og ikke et geografisk begreb. Det er hans erklærede målsætning at få så mange mennesker i vandet som muligt, og det er han blevet rigtigt god til.
Virksomhedens omfang er tydeligt, allerede når man møder op på kajen, der adskiller en smal kanal med både fortøjede side om side foran en række toetagesbygninger. I kanalen ligger ni dykkebåde af mindst 14 meters længde. Både, som ikke har hejst et dykkeflag, ligger i kanalen i færd med at losse eller laste.
Gæsterne må stille sig i kø for at overstå formaliteterne med at underskrive formularer. Derefter fortsætter de langs kajen for at hente eventuelt udlejningsudstyr – det er lidt som at være ny rekrut i hæren. Man finder sin båd, tager sit udstyr på, lytter til en udtømmende gennemgang af sikkerheden og hører, hvordan den medfølgende fotograf helst vil have, at man optræder på hans billeder. Endelig sejler båden ud på dykket.
Netop denne dag skulle vi lave fire forskellige dyk, og det skulle ende med et brag sidst på dagen. Derefter kunne vi hente beviset på vores eskapader på en dvd med videosekvenser og stillbilleder, der minder os om vores dag på denne undervandslegeplads.
Det hele lyder meget amerikansk og ekstremt velsmurt. Mange synes sikkert, at det er en anelse for renskuret. Og jeg er faktisk parat til at give dem ret – hvis ikke det var fordi, det faktisk var en rigtig sjov dykkedag!

Invasion udefra
Opvarmningsdykket gennemføres normalt på et af de lave dykkesteder oppe på revplateauet oven over væggen, der falder 2.000 meter lodret ned i Tongue of the Ocean. Vores dykkested Sand Chute ydede på ingen måde caribisk dykning nogen retfærdighed, og selv om der var masser af stenkoraller og lilla rørsvampe, var det ikke nogen farveeksplosion. En stor languster ude på den åbne bund lige ved revkanten var den største attraktion.
En ting overraskede mig. Der var dragefisk overalt. Det er altid en fornøjelse at se disse farvestrålende vidundere, men kun når man dykker østpå. De hører ikke hjemme hverken i Atlanten eller Caribien, men de har formeret sig i rasende takt på det seneste. Angiveligt stak en håndfuld dragefisk af fra et akvarium i Florida i forbindelse med en orkan i 1992, og man frygter, at de udgør en trussel mod hele økosystemet i det Caribiske Hav.
Alligevel er der gode nyheder. Paul Noakes er ansat som fotograf på dykkebåden, og ifølge ham er områdets specielle havaborre, nassau-grouperen, begyndt at fatte interesse for dragefiskene – og vel at mærke ikke på en måde, der er til fordel for de fremmede fisk. De kraftigt byggede havaborrer har altså udvidet deres menu med noget godt, men særdeles pigget. Måske kan der opstå en ny og naturlig balance i havet?
Sand Chute levede ikke op til forventningerne, men det gjorde den positive overraskelse så meget desto større på vores andet dyk. Willaurie var en postbåd, 45 meter lang og med et typisk postbur. Hun blev sænket kølret på sandet på ca. 22 meter for mere end 20 år siden. Skroget er nu dækket af bevoksning – blødkoraller i flammende farver, rørformede og krukkeformede svampe og viftekoraller. Skruen, roret og spillet gjorde sig især godt på billeder.
Willaurie myldrede også med andre livsformer. Nogle enorme barracudaer stod på lur i mørket i det store lastrum og gloede mistænksomt på os. Andre kæmpebarracudaer svævede over skroget. Med 25 meters sigt havde vi godt overblik over vraget – især ved forenden. Det var masser at se i løbet af et langt dyk. Blandt andet en surt udseende tigerstribet havaborre på dækket. Den var mønstret i lysende rødt, så måske ledte den efter pudsefisk?
Tilsyneladende overtager de mange trompetfisk dækket om natten, hvor gryntefiskene i stimer patruljerer over bunden. Dragefisk gemte sig hist og her i deres forsøg på at undgå nassau-grouper.
En gang imellem kommer der naturligvis grus selv i det mest velsmurte maskineri. Det skete inde på kajen ved frokosttid. Et medlem af vores gruppe stod ved rælingen på vores båd og forsøgte at trække en dykketaske ud gennem et vindue. Vandstanden var lav, og en anden dykkebåd passerede op gennem kanalen, hvilket fik vores båd til at vippe med det resultat, at hun blev klemt mod kajkanten.
Det betød, at de længe ventede hajdyk måtte aflyses for Alison, selv om hun havde haft store forventninger til det. En af cheferne på Stuart Cove’s tog med hende til hospitalet, og fem måneder senere havde hun stadig smerter efter skader på hoftebenet. Vi fik at vide, at rutinerne for lastning og losning ville blive revideret.
To måneder senere blev en snorkler bidt i benet af en haj, mens han hang på en line og så på hajfodring. Det blev en påmindelse om, at vi trods alt er på besøg i naturen. Og ikke engang tredjegenerationens af fodrede og halvtamme hajer er 100 procent forudsigelige. Men det skal vi måske være glade for – os der ikke kommer ud for uheld.

Eftermiddagste
Tredje udflugt skulle tjene som forberedelse til et hajdyk. Briefingen var atypisk diffus. Jeg tror, at guiderne ville se gæsterne lidt inden selve hovedbegivenheden.
Vi svømmede langs revvæggen ved Shark Wall. Guiderne må have lagt mærke til, at en af medlemmerne i vores gruppe lavede en ganske overbevisende efterligning af en yoyo. Flere af dykkerne besøgte derefter hajarenaen, hvor de kunne øve sig i at knæle med en sten mellem benene uden at dratte omkuld. De ville ikke overraskes senere – men det var der nu alligevel en, der blev.
Nu var tiden snart inde, og de caribiske revhajer begyndte at samle sig én efter én, og snart var vi omringede. Vi vendte os hele tiden om for at holde øje med dem. Situationen var på en måde lige så kunstig som på vraget efter Willaurie, men vi bevægede os, og hajerne var tæt på, så det føltes som et ”rigtigt” dyk.
Jeg kalder det eftermiddagste, delvist fordi fodringen på vores fjerde dyk fandt sted midt på eftermiddagen. Men også fordi hajerne under seancen lader sig spise af med relativt små godbider. Paul Noakes kalder det for snack-effekten. Vi mennesker værdsætter et eftermiddagsmellemmåltid uden at være afhængige af det. En kop te og en bid brød er mere en selskabelig ceremoni end en måde at blive mæt. Hajerne har det åbenbart på samme måde som os – bortset fra, at de ikke nyder boller med smør og kaffe.

Magisk cirkel
Endelig oprinder dagens storstilede afslutning. Efter et overfladeinterval dykkede vi lige ned gennem hajflokken til omkring 12 meters dybde. Der fandt vi hver vores koralknold og satte os på knæ. Vi havde fået strenge formaninger fra den ringbrynjeklædte fodrer Eric om ikke at vifte med hænderne. Det var for, at hajerne ikke skulle tage fejl af hånden og foderet.
Eric fiskede godbidder ud af madkassen på et spyd og rakte det frem, og snart kom omkring tyve caribiske revhajer susende for at få del i måltidet. De pilede ud og ind gennem den halvcirkel, vi dykkere havde dannet. Sommetider strøg deres finner mod os, da de passerede. Det eneste, vi vovede at bevæge, var vores øjne og kameraets aftrækkerfinger.
En stor nassaugrouper hang hele tiden på lur i nærheden af madkassen, hvor den håbede på smuler. En nursehaj, der er programmeret til at suge mad i sig som en støvsuger, nægtede at stille sig i kø. I stedet kæmpede den ihærdigt for at få næsen ned i kassen. Det lykkedes den at få fat i et stort fiskestykke, og den flygtede ud af vores magiske cirkel forfulgt af flere revhajer.
Paul videofilmede hver og en af os, og det var ret interessant bagefter at se, hvad hajerne havde gang i bag ryggen på os. Da Paul rettede kameraet mod mig, skød en mexicansk dykker ved siden af op som en raket. Paul prøvede at fange ham, men han var over alle bjerge. Senere fortalte mexicaneren, at han ved en fejl havde trykket på vestens indblæsningsknap. Han havde dog tilsyneladende ikke taget skade af den hurtige opstigning. Var der nogen, der sagde Speedy Gonzales? Det er den hurtigste opstigning, jeg nogensinde har set.
Dykket varede i 45 minutter, og så var foderet sluppet op og hajerne væk. Vi begyndte alle sammen at grave i sandet for at lede efter hajtænder som souvenirs. Hajerne plejer nemlig at tabe mange tænder under fodringen, men åbenbart ikke denne gang.
Du kan sige, hvad du vil, men bortset fra de mest forhærdede vildmarkspuritanere så er Stuart Cove’s et meget tillokkende sted at tilbringe en dag. Det koster 150 USD plus 75 USD for den personlige film på dvd.
Der er i øvrigt også andre dyk på programmet i centret – 35 i alt. Blandt andet James Bond-vraget. Desuden er der mange andre dykkesteder rundt om New Providence Island og lidt længere ud i Bahamas-øgruppen.
Og hermed slutter reportagen fra dykningens svar på Disneyland!

Layout & fotos
Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt
Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt
Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt
Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt
Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt
Dykningens Disneyland – iscenesat, men sjovt
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Amerika
  • Rejser
  • Caribien
  • Haj

Colona IV – en personlig beretning om en uheldig båd

Colona IV
– en personlig beretning om en uheldig båd
Bladnr: 
09/2010
Af: Jesper Kjøller
Navnet Colona er uløseligt forbundet med udviklingen af dykketurismen i Rødehavet. Men eventyret om liveaboard-skibet Colona IV er en historie om, hvordan alt kan gå galt, når uheldet først er ude. Vi har gravet i arkiverne, snakket med en nøgleperson og ikke mindst dykket på det uheldsvangre fartøj.

Det hele startede midt i 70’erne, da nordmanden Freddy Storheil forlod livet som succesfuld forretningsmand, købte en lille lystyacht og sejlede ud i det blå på må og få. Skibet, der skulle være hans nye hjem hed Colona, men det forliste i Marbella i Middelhavet, hvorefter Freddy købte en ny sejlbåd. Den fik navnet Colona II. Freddy endte efterhånden i Eilat i Rødehavet, men var så småt ved at løbe tør for penge, så han begyndte at tage dykkere om bord. Han blev dermed en af grundlæggerne af Rødehavets dykkeindustri, og han opfandt nærmest liveaboard-begrebet. I slutningen af 70’erne kom flere Colona-både (III, IV og V) til, og senere også et landbaseret dykkercenter i Sharm el Sheikh.
– Jeg købte Colona IV på Mallorca i efteråret 1986. Jeg fik samlet en besætning og sejlede til Sharm el Sheikh, hvor vi straks begyndte at arbejde. Meningen var at dykke rundt i Sharm- og Hurghada-området med båden, men jeg havde kontrakt med et amerikansk selskab, som ville ned mod Sudan for at dykke, fortæller Freddy Storheil fra Phuket i Thailand, hvor han bor i dag.
– Det blev begyndelsen på turene mellem maj og september ned til grænsen mod Sudan. Jeg var den eneste, som dengang jævnligt tog dykkere til Brothers Islands, Dadalus, Rocky Island, Zabargad, Fury Shoals og Elphinstone. De første år havde vi faktisk hele området for os selv. Det var først i begyndelsen af 90’erne, at der kom andre til, husker Freddy Storheil.

Uheldene rasler ned
– Vi havde aldrig haft nogen ulykker. Men i april 1995, da Colona IV gik ned, skete der pludselig ting og sager. Jeg var på dykkemesse i London, og Colona IV var i Sharm el Sheikh, da de fandt vores svenske divemaster død i motorrummet. Det er stadig en gåde, hvordan han døde. Jeg fandt en anden divemaster på messen, som blev sendt til Sharm el Sheikh for at overtage jobbet. Første aften forsvandt han under et natdyk, hvor han drev til havs i gummibåden. To dage senere blev han samlet op af en ægyptisk pilgrimsbåd og havnede i Jedda.
– Ugen efter blev jeg vækket i havnen i Eilat om bord på Colona II med besked om, at Colona IV var gået ned på et rev ved Hurghada. Jeg husker min første reaktion: ”Nu må det da være nok!”.
Colona IV havde en svensk skipper og en besætning på fire. En aften sejlede skibet fra Sharm el Sheikh for at gå til Hurghada, hvor det næste dag skulle have ti italienske dykkere om bord. Det var hårdt vejr, og skipperen drejede lidt for tidligt på den sidste strækning og gik på revet ved Sha’ab Ruhr. Via VHF fik han kontakt med en slæbebåd i Hurghada, som gik ud for at hjælpe. Men slæbebåden måtte vende om med motorproblemer. En dykkebåd gik ud i stedet, men den fik en brand om bord og måtte også vende om!
Colona IV gled af revet omkring kl. 2.00 om morgenen. Mandskabet hoppede om bord i den store gummibåd, men i det dårlige vejr blev gummibåden fyldt med vand, og påhængsmotoren gik i stå. Efter flere timer drev de i land på nordsiden af Gubal Island. Efter at have siddet og frosset resten af natten gik divemasteren næste morgen om på sydsiden af øen og prajede en dagstursbåd, så den uheldige besætning kunne komme i land.
Skipperen nåede at redde sit Nikonos V-kamera, inden skibet gik ned, men det blev senere stjålet fra hotellet i Hurghada. Intet andet blev bjærget fra vraget.
– Jeg skaffede i alt hast en anden liveaboard til italienerne, som sad og ventede i Hurghada. Jeg betalte båden kontant for en uge. Det viste sig, at fartøjet var elendigt, så italienerne krævede pengene tilbage, hvilket de fik. Men der ikke var noget at hente på båden, som jeg havde chartret, beretter Freddy Storheil
– Da jeg kom tilbage til Eilat, var min Jeep blevet stjålet. Politiet fandt den igen nogle uger senere – totalskadet. Der var ingen forsikring, så der var ikke andet at gøre end at grine, slutter Freddy.

Sha’ab Ruhr
Jeg har faktisk været om bord på Colona IV. I 1993 freelancede jeg en sæson i Sharm el Sheikh. Helt tilfældigt kom jeg til at arbejde for Colona-centeret, der dengang lå på Kanabesh i Naarma Bay, et hotel, som overvejende blev frekventeret af italienere. Jeg vidste intet om, at Colona havde skandinaviske rødder.
Jeg guidede som nyduddannet divemaster på Colonas dagbåd Colibri, som stadig opererer i Sharm el Sheikh-området. Colona IV havde kompressorproblemer på en tur i Tiran-strædet, så vi måtte fragte fyldte flasker ud til gæsterne om morgenen og tage tomme med hjem om eftermiddagen. Ved den lejlighed var jeg flere gange om bord på Colona IV sammen med Freddy Storheil, der var skipper på båden. Selv om han på dette tidspunkt drev et større foretagende med adskillige ansatte, foretrak han det enkle liv på havet.
Dengang faldt det mig naturligvis ikke ind, at jeg skulle gense skibet på 70 meters dybde ved Sha’ab Ruhr 17 år senere …
Da jeg under et GUE Tech2-kursus får mulighed for at lave det sidste dybe kursusdyk på Colona IV, er jeg fyr og flamme. Hvor ofte får man mulighed for at dykke på et skibsvrag, som man også har sejlet med?

Gensyn med Colona IV
Det blæser en del, og der er store dønninger i overfladen. Vi er tæt på at afblæse dykket, men beslutter os alligevel for at gennemføre. Men inden vi kommer i vandet med alle vores stageflasker og mit kamera, når båden at drive lidt væk fra den ideelle position, så vi stiger ikke ned på det helt rigtige sted. Dorota Czerny har dog været på vraget før, og hun kender skråningen på Sha’ab Ruhr, hvor Colona IV ligger, så hun fører an. For ikke at spilde for meget gas svømmer vi på kanten på omkring 40 meters dybde og venter med at stige ned det sidste stykke, til vi får øje på vraget.
Efter at have svømmet i fem-seks minutter, kan vi endelig ane konturerne af det lille vrag. Vi svømmer ned ad skråningen og nærmer os fartøjet, som hviler på styrbordsside. Overbygningen er faldet af og ligger på siden, hvor den danner en smal sprække mellem skroget og gulvet i overbygningen. Det er et helt rent snit og ser ud, som om skibet bare er bygget i LEGO og mangler at blive samlet. Et virvar af kabler og tovværk holder tilsyneladende de to dele sammen, så man skal passe på, når man svømmer ind i passagen. Dæksplankerne på fordækket er i fortrinlig stand – skandinavisk tømmer efter alt at dømme. 15 år på Rødehavets bund har ikke sat nævneværdige spor på dækket. Så vidt jeg husker, var skibet hvidt, men malingen er væk, og stålskroget er dækket af rust og sparsom koralbevoksning. Jeg prøver forgæves at genkalde mig skibet fra dengang, jeg så det sidst, men kan ikke rigtig finde nogen fikspunkter i min erindring.
Det er fristende at penetrere vraget, men det er for risikabelt. Dels har vi begrænset bundtid, dels svømmer vi alle rundt med dobbeltsæt og tre dekoflasker. Desuden er dykket faktisk et kursusdyk i forbindelse med GUE Tech2, der vist ikke tillader penetration.
Da jeg ser en maskefanefisk, der nærmest er grå i stedet for den sædvanlige klare gule farve, bliver jeg mindet om, hvor dybt jeg er. Dybden er ellers let at glemme, når man tek-dykker i Rødehavet. Vandet på denne dybde er lige så varmt som i overfladen, og lyset fornemmes også som det samme. Men farverne fra sollyset filtreres uundgåeligt af vandsøjlen, så fisk, der normalt er prangende kulørte, bliver grå og kedelige hernede.
Vores planlagte bundtid på 18 minutter svinder hurtigt ind, men vi når at et obligatorisk klassebillede foran vraget. Nu venter kun opstigningen med 60 minutters dekompression og tre gasskift undervejs.

Efterskrift
Freddy Storheil solgte Colona-centrene i slutningen af 90’erne og flyttede til Thailand med Colona II. Han er i dag i slutningen af tresserne og sejler stadig med gæster på Colona II, som opererer omkring Similan Islands og Myanmar.
Læs portrættet af Freddy i DYK3/2008 eller på www.dyk.dk.

Layout & fotos
Colona IV – en personlig beretning om en uheldig båd
Colona IV – en personlig beretning om en uheldig båd
Colona IV – en personlig beretning om en uheldig båd
Colona IV – en personlig beretning om en uheldig båd
Colona IV – en personlig beretning om en uheldig båd
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Rødehavet
  • Vrag
  • Rejser
  • Historie
  • Rødehavet
  • Vrag

Dykning i flødeskum - luksus på Maldiverne

Dykning i flødeskum
- luksus på Maldiverne
Bladnr: 
09/2010
Maldiverne prøver at gøre landets herlige dykning tilgængelig med logi i budgetklasse. Men i den anden ende af skalaen bygges der stadig et antal turistanlæg i topklasse. Vi prøvede, hvordan det er at vælte sig i luksus.

Strandvejen nord for København er proppet med tyskproducerede firhjulstrækkere, men hvorhenne har de behov for at kunne køre i uvejsomt terræn? De sidste par års økonomiske krise synes ikke at have begrænset antallet af Hellerup-traktorer i Nordsjælland. I hvert fald har den ikke ramt på samme måde som for os andre dødelige. De rigtigt rige skærer ned ved at ansætte gartneren et par timer mindre om ugen – men ferien bliver der ikke sparet på. Vi ser dem ikke på vores hjemlige dykkesteder heller. For dette demografiske segment er dykning uløseligt forbundet med tropiske rejsemål og yderste luksus. De har jo råd til at betale.
Første gang jeg mødte Alexis Vincent var, da han stod for dykkercenteret på Rangali Conrad på Maldiverne. Han havde et pakketilbud med ti dyk for 500 dollars, men gæsterne valgte i stedet altid privat båd med egen besætning og personlig dykkeguide for 3.000 dollars pr. dag. Måske føler du dig ikke beslægtet med disse mennesker, men det kan alligevel være interessant at få et indblik i, hvordan det er at dykke i flødeskum.
En ting slår mig ofte, når jeg er ude og dykke. Dykning vil nok aldrig blive betragtet som noget glamourøst i stil med fx skiløb. Man kæmper sig i våddragten, spænder vægtbælte og en klodset scuba-enhed på og vader ud, indtil man dratter omkuld i vandet. Og man vender tilbage med lange snotguirlander hængende fra masken. Det er ikke ligefrem designet til at tiltrække sig opmærksomhed for smukke mennesker.
Nu har Alexis startet sin egen dykkevirksomhed på Maldiverne, og han håber at blive del af en kæde, som tilfredsstiller behovene hos netop de rige og smukke. Han har satset alt på at eliminere dykningens mere trivielle aspekter gennem Dive Butler International (DBI).
Vi i de dykkende masser skrumler omkring på ladet af en Nissan-pickup, mens Alexis er i fuld gang med at tilføje lædersæder, montere bløde tæpper og aircondition – han er i gang med at skabe dykningens svar på en Porsche Cayenne.
De grotesk rige kan hyre deres egen dykkeguide eller instruktør fra DBI, der kommer om bord på deres luksusyachter for at supervisere hver detalje af dykningen. Det er da lige til at holde ud! Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at varetage sådant et job. For at ikke tale om at være kunden …
Nå, lad os skrue forventningerne et hak ned og tjekke ind på det nybyggede Constance Resort & Spa på Halaveli i Maldiverne. Stedet byder på ro og afsondring. Gæsternes vandvillaer er bygget på pæle i den lave turkisfarvede lagune, og hele anlægget er omgivet af hav.
Om natten støver pilrokkerne rundt mellem pælene, og om dagen jager hele flotiller af unge sorttippede samme sted. Hundredvis af sølvglinsende barracudaer danner tætte ringformede stimer på lavt vand. Alt dette kan du se, uden at du overhovedet behøver at putte hovedet ned under vandet.
Man bevæger sig rundt mellem de private vandvillaer og en af anlæggets førsteklasses restauranter på brede broer af teaktræ, hvor en villig skare multinationalt personale med golfvogne er parat til at give et lift til alle dem, der ikke er villige til at nedlade sig til at gå ved egen kraft. De hopper ud ad kareten, når man kommer frem til sin villa, hvor de står ”giv agt”, og generelt efteraber en limousinechauffør inde i byen.
Det siges, at broerne udgør den længste promenade i hele Maldiverne. Jeg er parat til at tro, at det er sandt efter at have prøvet den i middagsheden.

Privatpool
Jeg har vist ikke nævnt spa-anlægget endnu? Jeg faldt ikke for fristelserne. Chefpersonalet på Constance Halaveli Spa går klædt som sygeplejersker på en schweizisk klinik. Det bidrager til atmosfæren og får en til at føle sig, som om man befandt sig i en tropisk version af et nonnekloster. Men bare rolig – man må drikke lige så meget, som man vil.
Villaerne er selvforsynede og bygget til at være afsondrede på alle tænkbare måder. Baderummene er suiter i sig selv.
Soveværelset et rummeligt med et tag, der minder om skroget på en dhoni – den traditionelle fiskebåd i Maldiverne, men altså vendt om. Den private solaltan har en infinity pool at dyppe sig i. Før eller senere overvældes man af heden, når man solbader – eller hvad man nu kan gøre med sin elskede. Så er det bare at krybe nøgen i bassinet i vished om, at ingen kan se én – eller i hvert fald ingen, som man ikke vil have skal se én.
Under mit besøg (hvor jeg desværre var alene) var hotellets belægning 85 pct. Alligevel så jeg knapt skyggen af nogen gæster, selv ikke i restauranterne. Hovedparten af gæsterne indtog deres måltider på værelset.
En aften fik jeg selskab af to andre besøgende journalister. Vi nød et romantisk aftensmåltid ved stranden. Belysningen bestod af flammende fakler og en blodrød maldivisk fuldmåne var på vej op over horisonten. Vi var alene ud over opmærksomheden fra vores belevne tjenere, der kun dukkede op en gang imellem, men altid præcis på det rigtige tidspunkt. De åbenbarede sig fra den tropiske bevoksning med næste ret i vores epikuræiske eventyr. Ikke engang myggene var til besvær.
Måltidet kunne have været meget intimt, men den ene journalist var skribent på et sladdermagasin af den slags, som min præpubertære datter ynder at læse. Hun var udelukkende interesseret i kendisser, nærmere bestemt i hvad Simon Cowel havde gang i. Desværre var han ikke på øen, så hun måtte nøjes med at overveje, hvad hendes næste behandling i spa-anlægget skulle bestå i eller kigge på film på den enorme Mini Mac-baserede underholdningsskærm i hendes vandvilla.
Den anden i selskabet var redaktør for en kæde af publikationer for det øvre markedssegment af folk i slots- og herregårdsmiljøet. Hun var faktisk medlem af en dykkerklub og hoppede lige som jeg i vandet hver dag. Jeg prøvede at overbevise hende om, at forholdene ikke var typisk for PADI-dykning, og at tingene kunne være lidt mindre serviceorienterede andre steder. Ikke desto mindre – på Halaveli er der noget for enhver smag, hvis man har råd til det.
Når du betaler omkring 1.000 dollars pr. nat, gætter jeg på, at du ikke har lyst til at blande dig med pøblen og den slags ordinære mennesker, der befolker de fleste dykkerklubber. Med den skare hører jeg jo selv til, så jeg tog normalt den lange gåtur til restauranten, hvor jeg nød et overdådigt måltid til morgenmad og frokost, hvorefter jeg luntede over til dykkercenteret, hvor mit udstyr allerede var samlet og ventede på mig. Det havde TGI Diving taget sig af.
Det overraskede mig ikke meget, at Alexis er medejer af dykkercenteret sammen med Giuseppe D’Amato, der har arbejdet længe på Maldiverne. De driver centeret sammen med det multisprogede personale og ikke mindst den lokale manager Santana. Alle er de vant til kunder, som forventer at blive serviceret. De vil sågar afdugge din maske for dig, hvis du bare giver dem lov.

Hektiskt
Et PADI Open Water-kursus på Constance Halaveli koster $ 825 og et Discover Scuba ubetydeligt mindre – $ 550. Et enkelt dyk koster omkring $100. Naturligvis bliver man udstyret med alt, hvad man behøver, men man kan faktisk spare $ 30 ved at have sin egen udrustning med hjemmefra. Priserne er altså ikke for folk med tynde tegnedrenge.
Halaveli ligger i den nordlige Ari Atol, så dermed er stedet ideelt i forhold til mange berømte dykkesteder som fx Mushimasmagili, Maya Tila, Eillaidoo og Bathala Maga Kan Thila. Lagunen er dyb og byder på et bredt sortiment af dykkesteder, der passer til alle erfaringsniveauer, i modsætning til atoller med lavere laguner, hvor dykningen ofte bliver mere avanceret, fordi man kun dykker i tidevandskanaler med heftig strøm.
Under dykkene så vi masser af karetteskildpadder i færd med at æde. De havde tilsyneladende ikke noget imod mit store kamera med blitz, så jeg kunne frit vælge min vinkel og komme rigtig tæt på. Adskillige karetteskildpadder søgte ly for natten ved Maya Tila, deriblandt en ordentlig bamse under et overhæng.
Første gang jeg dykkede dér, var for 20 år siden. Jeg kan huske, at jeg skrev om stedet, at det måtte være verdens mest hektiske sted at natdykke. Dusinvis af hvidtippede revhajer jagede glubskt side om side med enorme marmorerede rokker og endeløse rækker af slangeagtige muræner.
I dag er her mest hektisk på grund af det store antal dykkere på stedet, når mørket falder på. Efter dykket morede jeg mine dykkekammerater med at fortælle om dengang, der var flere hajer end dykkere på stedet.
Skildpadderne forsøgte desperat at få nattero, men blev forstyrret af utallige lygter, der lyste dem ind i øjnene. Hvis du vil natdykke på Maya Tila, så prøv at organisere det efter, at alle de andre dykkere er gået til ro – det vil du ikke fortryde!
Giuseppes dykkercenter havde for mange år siden udgangspunkt på det tidligere trestjernede resort på Halaveli Island. Han sænkede et vrag og fodrede de gigantiske marmorrokker i nærheden. Ret snart kom hundredvis af dykkere fra dykkercentre på andre øer for at besøge vraget, og efterhånden blev det for meget af et cirkus, så Giuseppe ophørte med fodringen. Nu ser man sjældent noget glimt af rokkerne, selv om de regelmæssigt ses på andre dykkesteder. Vraget ligger der endnu.
Man tager udstyret på og står klar til at hoppe i vandet fra TGI’s dykke-dhoni. Derefter venter man sig, at dykket skal ende med at blive helt på samme måde som på et hvilket som helst andet dykkercenter. Der er jo trods alt visse ting, man selv må stå for.
Alligevel har jeg en nagende mistanke om, at nogle af de andre dykkere på båden ikke ville vide, hvilken ende de skulle starte i, hvis de var tvunget til selv at samle deres udstyr. De havde i hvert fald ikke meget forståelse for, hvad deres manometer eller computer forsøgte at fortælle dem.
Vi lavede et rigtigt avanceret dyk til et overhæng på 28 meters dybde, hvor vi stirrede vi ud i en rasende strøm, hvor vi kunne se et sortiment af hajer, en hel armada af ørnerokker og nogle enorme tunfisk, der boltrede sig i vandmasserne. Vi forlod først stedet, efter at min computer var gået et stykke ind i deko. Alligevel var der ingen, der havde travlt med at komme op. Jeg bemærkede, at en af gæsterne havde viseren på sit manometer et godt stykke nede i det røde felt, og han gennemførte sikkerhedsstoppet på seks meter med et manometer, der viste nul. Jeg forberedte diskret min octopus, jeg ville jo helst være forberedt på det øjeblik, hvor han flåede regulatoren ud af min mund, men det skete aldrig. Han lavede præcis samme dyk tre dage i træk på præcis samme måde.

Sløseri
Jeg påpegede over for en anden gæst, at hun måtte have været tæt på at skulle udføre obligatorisk dekompression hver gang. Hun spurgte mig, hvad det betød, når hendes computer viste, at hun havde overskrevet sin ikke-dekompressionstid.
Har man penge nok, behøver man åbenbart ikke bekymre sig om så triviale emner som dykkerteori. Dykkeguiden var en diminutiv japansk pige, der formodentlig havde tilstrækkelig med luft tilbage i sin flaske til, at hun kunne løse alle problemer med luftmangel blandt gæsterne hen imod slutningen af dykket.
Jeg har svært ved at forestille mig en typisk gruppe inkarnerede klubdykkere på Constance Halaveli. De ville næppe være parat til at betale de beløb, der kræves for et ophold, og det er vel sagen i en nøddeskal. Der er visse mennesker, der værdsætter at blive opvartede, og de omgiver sig helst med andre med lige så mange nuller på bankkontoen. De vil ikke mænge sig med pøblen, og de stiller sig tilfreds med at lave et dyk nu og da frem for at dykke tre eller fire gange om dagen.
På den anden side: Hvis du gerne vil dykke, og din ægtefælle ikke har lyst, så er den ekstra luksus måske pengene værd. En skilsmisse vil formodentlig blive endnu dyrere.
Et vigtigt aspekt af min rejse til Maldiverne og tilbage var, at jeg havde mulighed for at flyve ti timer nonstop med SriLankan Airlines fra London. Jeg slap for den kedelige ventetid i Dubai med at skifte fly. Maldiverne er pludselig kommet noget tættere på end tidligere.
Den luksus, der venter på Constance Resort er måske overflod i overmål, men det var alligevel forbløffende, så hurtigt jeg vænnede mig til det og tog det for givet. Den overdådige indretning og alle de luksuriøse finesser i min vandvilla og alt det andet, der indgik i besøget. Der er nogle, der er vant til den slags luksus derhjemme, og de vil naturligvis ikke leve et primitivt vildmarksliv på deres ferie.

Layout & fotos
Dykning i flødeskum - luksus på maldiverne
Dykning i flødeskum - luksus på maldiverne
Dykning i flødeskum - luksus på maldiverne
Dykning i flødeskum - luksus på maldiverne
Dykning i flødeskum - luksus på maldiverne
Geo-position: 
Dykning i flødeskum - luksus på maldiverne
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Indiske ocean
  • Rejser
  • Rejser

Svømme med kæmper – hvem pukler hvalerne for?

Svømme med kæmper
– hvem pukler hvalerne for?
Bladnr: 
09/2010
Af Darryl Leniuk
Hvis nærkontakt med en pukkelhval står højt på din ønskeliste, så er der ikke så mange steder at tage hen. Men hvis du lægger vejen forbi Tonga i det sydlige Stillehav, kan din drøm blive virkelighed.

Jeg svæver i overfladen et sted i Ha’apai-øgruppen blandt Tonga-øerne. Under mig opvarter et par pukkelhvaler hinanden. Et par meter væk glider en mastodont på størrelse med en HT-bus forbi med en elegant finnebevægelse, og den anden hval følger efter. Parret svæver under mig som undervandsbåde og forsvinder ned i dybet.
Jeg stirrer nedad. Solstrålerne spiller som søjler af lys ned i det blå. Jeg spejder hen over overfladen efter tegn på andre hvaler, men det eneste jeg ser, er de andre snorklere i min gruppe. De vugger som korkpropper på havoverfladen.
To tordnende udblæsninger detonerer bag mig. Hvalerne er tilbage ved overfladen. Denne gang vil jeg forsøge at hænge på, når de dykker igen, så jeg tager et dybt åndedrag gennem snorkelen og smyger mig stille ned fra overfladen. Snart er jeg nede på 10 meter, hvor den ene hval ruller om på ryggen og viser sin glinsende hvide bug og de bastante brystfinner, der er udstrakte som vinger.
Jeg går til overfladen efter en tiltrængt mundfuld luft, mens jeg stadig iagttager opvisningen under mig. Hvalerne kredser i snævre cirkler rundt om hinanden. De svømmer bug mod bug og omfavner hinanden som i en pardans. De hvirvler rundt i opret position med halerne mod overfladen.
Jeg dykker ned igen. Den større hval i parret nærmer sig – den er blot en armslængde væk. Hvalen ruller rundt, indtil dens ene mørke øje møder mit stirrende blik. Vi svæver midt i vandet og får øjenkontakt. I et kort øjeblik føler jeg mig beslægtet med et urgammelt dyr med stor visdom. Jeg føler, at jeg er velkommen i hvalens verden.
Kongedømmet Tonga ligger i det sydlige Stillehav. Det er et af de få steder på vores planet, hvor turister kan komme til at svømme pukkelhvaler. Det er nemlig forbudt i de fleste andre lande, som pukkelhvalerne besøger.
Fra juli til september vandrer pukkelhvalerne til Tonga, hvor hunnerne føder deres kalve i ørigets varme og beskyttede vand. Siden starten af 1990’erne har landet udviklet en lille, men kontroversiel turisme, der er baseret på hvalsnorkling. Aktiviteten har sit udgangspunkt på øgruppen Vava’u, hvor syv operatører udbyder snorkeludflugter med hvalerne. I de fleste tilfælde besøges hunner med kalve.

Klagesang
Jeg ville helst undgå trængslen i Vava’u, så jeg bookede en ni dages bådtur til den lidt mindre besøgte øgruppe Ha’apai på dykkesafaribåden Nai’a. Hun er en 36 meter lang motorsejler med stålskrog. Hun kan tage 18 gæster om bord og har base på Fiji. Siden 1996 har Nai’a organiseret rejser med ekspeditionspræg til Ha’apai i den periode, hvor pukkelhvalerne er flest.
I de seneste tre dage har mine møder med hvalerne været i bedste fald sporadiske. Vores daglige rutine begyndte at blive lidt trættende: Spejde i horisonten efter udblæsninger, sætte fuld fart mod hvalen, håbe, at hvalen er nysgerrig og nærmer sig båden, på med snorkeludstyret og glide i vandet – kun for at se hvalen svømme væk.
Med stor modvillighed krænger jeg min kolde og klamme våddragt af. Jeg fridykker ned til ti meter, hvor jeg kan høre pukkelhvalernes sang – grove gutturale støn, langtrukne klagende hyl og melodiøse sørgmodige hvin. Disse serenader kan man kun høre nede på dybden. Jeg husker, at jeg lyttede til pukkelhvalernes sang som barn i 1970’erne. Det var på en vinylplade, som min far havde fået som abonnent på National Geographic. Allerede dengang blev jeg fascineret af hvalernes klagesang.
Pukkelhvalernes sang udføres kun af hannerne og kun under parringssæsonen. Sangene er de længste og mest komplekst sammensatte i hele dyreriget. En sang kan vare i 20 minutter og kan høres på 20 sømils afstand. – Formodentlig indeholder sangen en eller anden slags information om sangerens helbred og kondition, siger Michael Noad, som er ekspert i havpattedyrs lyde ved University of Queensland. Han fortæller, at alle hanner i samme område synger variationer over samme sang.

Velsmagende
Pukkelhvalen (Megaptera novangliae) bliver i gennemsnit 15 meter lang og vejer 40 ton som fuldvoksen. Hvert individ fortærer op til to ton krill pr. dag i sommermånederne på den sydlige halvklode rundt om Antarktis. Dér æder  hvalerne sig fede og får godt med sul på kroppen, inden de vandrer til de tropiske øer i Stillehavet for at parre sig i vintermånederne. Det bliver en svømmetur på ni måneder, 10.000 kilometer og retur igen, uden at spise.
Hvalfangststationerne i Australien og New Zealand jagede de vandrende pukkelhvaler, og de reducerede bestanden til grænsen for udryddelse i midten af 1900-tallet. Den kommercielle hvalfangst blev endelig stoppet i 1966, og dengang var der færre end 250 hvaler tilbage af Tonga-bestandens oprindelige omtrent 10.000 individer.
Den lokale jagt på Tonga fortsatte med at true hvalerne frem til 1978, hvor hvalslagtning blev forbudt ved kongeligt dekret. I dag menes Tongas bestand af pukkelhval at være omtrent 700 individer. Selv om hvalerne nyder beskyttelse, er det måske en stakket frist. Som Paul Likiliki siger: – For os på Tonga er hvaler mad. Han er planlægningschef i Tongas fiskeriministerium.
Paul Likiliki har sit skrivebord i hjørnet af et trangt fælleskontor i hovedstaden Nuku’alofa. Han forklarer, at hvalkød pr. tradition regnes som vigtig menneskeføde i Tonga. Hvaler er blevet jaget i tusinde år. – De ældre beretter om, hvor godt hvalkød smager. Jeg tror, at der er mange, som gerne vil have hvaljagten genoptaget.

Velsmagende hvaler
Kort tid efter, at Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) besøgte Tonga i 1999, blev en pukkelhval påsejlet og dræbt i en ulykke. Den døde hval blev bugseret til stranden, hvor den blev slagtet og udstykket, hvorefter kødet blev distribueret til tusindvis af mennesker. En højtstående myndighedsperson skulle have udtalt: – Det smagte udsøgt.
Japan kan udgøre en af de største trusler mod Tongas hvaler. Landet har stædigt udnyttet smuthuller IWC’s forbud mod kommerciel hvalfangst. Japanerne har offentligt indrømmet, at de anvender deres bistand til udviklingslandene som pression for at få støtte til deres hvaljagt inden for IWC.
Ved at købe stemmer i flere lande i Caribien har Japan gentagne gange haft held til at få nedstemt et forslag om totalfredning for hvaler i det sydlige Stillehav. Forslaget kom fra Australien og New Zealand. I 2001 besøgte japanske repræsentanter Tonga for på samme måde at diskutere udviklingsbistand og hvaljagt. Tonga afslog tilbuddet.

Lønsomt
– Det er vigtigt, at der findes lønsomme alternativer til hvaljagt, siger 46-årige Rob Barrel. Han driver Nai’e Cruises, og ifølge ham er hvalsnorklingen afgørende for beskyttelsen af Tongas pukkelhvaler. – For Tonga ville det ikke være nok med hvalkiggeri fra overfladen. Han siger, at der er andre mere tilgængelige lande med veludviklet hvalturisme – deriblandt Australien og Hawaii. Han er også bange for, at der skal ske noget med kong Taufa’ahau Tupou IV. Regenten er 85 år gammel, og hans efterkommer vil måske omstøde det kongelige dekret.
I 1999 viste en undersøgelse udført af South Pacific Regional Environmental Program (SPREP), at hvalturismen indbringer 600.000 USD pr. år til Tongas økonomi. – Indtægterne fra hvaljagt ender næsten aldrig i de lande, hvor hvalerne fanges, siger Sue Miller. Hun har ansvaret for biodiversitet hos SPREP.
Stillehavet– Hvalkiggeri er i stigende grad en vigtig indkomstkilde for Tonga.
Visse forskere er bekymrede for, at hvalerne må betale en alt for høj pris. – Vi stiller os tvivlende over for hvalsnorkling, da vi ved yderst lidt om, hvordan denne virksomhed påvirker hvalerne, siger Lesley Gidding, der arbejder med havkampagner hos International Fund for Animal Welfare (IFAW) for Asien og Stillehavet. – Måske bliver hvalerne stressede eller føler sig forfulgte. Måske ændrer deres adfærd sig. Hunner kan blive adskilt fra deres kalve, eller mennesker eller hvaler kan komme til skade. Der har ikke rigtig været nogen undersøgelser af dette.

Kontroversielt
Miljøgrupperne i Tonga har indtaget et neutralt standpunkt, når det gælder hvalsnorkling. I stedet har de opstillet regler for at minimere forstyrrelserne af hvalerne. Retningslinjerne forbyder scuba og begrænser antallet af snorklere  i vandet samtidig. Desuden er der en minimumsafstand, som bådene skal overholde, når de nærmer sig hvalerne. Men retningslinjerne er ikke love, og der er ingen kontrol med dem.
Snorklingen med nyfødte kalve er det mest kontroversielle. Rob Barrel er klar over, at det kan medføre stress, så han foretrækker snorkling med fuldvoksne hvaler. Men på Vava’u, hvor hvalsnorklingen startede, går de fleste operatører efter par med en hun og en kalv.
Mine oplevelser fra Vava’u kan godt give grund til lidt bekymring. Om bord på båden Whalesong, der drives af Sailing Safaris, forklarede guiden de strenge regler for snorkling. Han sagde, at hvalerne føler sig meget trygge sammen med snorklende mennesker. Men da vi gik ned i vandet, hvor hunnen lå og sov, vågnede hun og prøvede at flygte fra os sammen med sin kalv.
 
Mindre skygge
Efter flere snorkelture over en 45 minutters periode flytter vi endelig båden, så en anden båd kan komme til. Vores båd er den tredje, som snorkler med denne hun og hendes kalv denne formiddag. På en anden bådtur i Vava’u stødte vi på en kalv, som var blevet væk fra sin mor. Den ville snart dø, hvis den ikke blev genforenet med sin mor.
– Der findes ingen publicerede undersøgelser, der viser at snorklingen påvirker hvalernes adfærd, siger Filipe Tonga. Den alvorlige 33-årige mand er født på Tonga, og angiveligt er det ham, der grundlagde hvalturismen i Vava’u. Han er en af de varmeste fortalere for den. – Vi ved, når en hval ikke er glad. Så holder vi os væk fra den.
Vi sidder og drikker Ikale-øl i Mermaid Bar på en populær yachtklub ved stranden på Vava’u. Han fortæller om en begivenhed i 1992, hvor han arbejdede som guide og fik idéen til at prøve at snorkle med pukkelhvalerne. – Først skræmte det mig, husker han, men snart begyndte han at føle sig velkommen i hvalernes verden, og han begyndte at lokke andre med sig. Nu er han repræsentant for IFAW og Whales Alive i Tonga. – For hvert år, der går, bliver hvalerne mindre og mindre sky, tilføjer han.
Ved Ha’apai fortsætter de to kærlighedsramte pukkelhvaler deres opvartning. Efter en halv time i vandet er selv de mest veltrænede af snorklerne blandt os nødt til at give op. Jeg vender tilbage til vores RIB sammen med de andre. Kolde, våde og udmattede, men med brede smil, sejler vi tilbage til Nai’a. Undervejs hopper en af pukkelhvalerne lige op mod himlen og lander i horisonten med et enormt, hvidskummende plask.

Layout & fotos
Svømme med kæmper – hvem pukler hvalerne for?
Svømme med kæmper – hvem pukler hvalerne for?
Svømme med kæmper – hvem pukler hvalerne for?
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Biologi
  • Oceanien
  • Natur
  • Rejser
  • Fridykning
  • Natur

Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten

Seks dage i ørknen
– dyk i det sydlige Ægypten
Bladnr: 
09/2010
For vidvinkelfotografer tilbyder Marsa Alam strålende muligheder. Kom med, og få en smagsprøve på den undervandsverden, man møder ud for det sydlige Ægypten.

I Marsa Alam ligger Oasis-resortet på kanten af ørknen. Stedet lå badet i et glødende rødt aftenlys, da jeg ankom. Det var lige til et postkort. Resortet er solidt bygget med moderne småhuse af sten i traditionel stil. Overalt på området stod knæhøje havelamper. Det hele så minimalistisk og modent ud i skumringslyset. Det er tilsyneladende et sted, der er beregnet for voksne mennesker, da gæsterne frarådes at medbringe børn under 14 år.
Oasis så også fint ud i morgenlyset. Efter morgenmaden lå dykkercentret blot en etage nede, og det var bemandet af dejligt effektive tyskere, der i detaljer forklarede hvordan min kommende uge ville forme sig. Både Oasis og dykkercentret er skabt af Werner Lau og Rolf Schmidt fra Sinai Divers, der begge har stor erfaring med at drive dykketurisme i Ægypten.
Havet ligger bare et stenkast fra infinity poolen ved centret. Hele anlægget er udformet for at modstå ørkenheden. Bygningerne ligger i lige linjer med en serie sammenhængende bygninger. Gangen fra dykkercentret fører til udstyrsrummet og videre til holdepladsen for dykkebusserne. Derfra kan man gå direkte videre til restaurant og bar.
Som fotograf har jeg altid kunnet finde masser af motiver i Rødehavet, og det er det tætteste på Europa, hvis man vil have dykning i topklasse med mulighed for at tage gode billeder. Men denne rejse kom alligevel til at overgå mine forventninger.
Sharm Shuni består af to rev – et indre og et ydre. De forenes af et hul imellem dem. Sharm er en bugt med V-form som kløften i kamelens læbe. Shuni er en fortidig læge fra faraonernes æra, der blev drevet ud i ørknen på grund af sin religiøse tro.
Det var lidt besværligt at komme ned til dykkestedet, og det krævede en vadetur på 10 minutter i hoftedybt vand. På revkanten satte vi os ned og tog finner på i den tiltagende søgang, mens vi holdt krampagtigt fast i vores dyre kameraer. Men da vi endelig var nede i vandet, fik vi en forsmag på den kommende uges herligheder.
Det er vigtigt at have perfekt kontrol på afbalanceringen, når man bevæger sig over de mellemliggende rev, men så skråner det ydre rev ned til 30 meter og en koloni med garden eels. Efter et par minutters finnesvømning mod syd finder man to koralsøjler med plateauer på 18 og 25 meter. Papegøjefisk, læbefisk og dragefisk lurer her og dér. Jeg fandt en særlig flot blåplettet stingrokke, der vidste præcis, hvad jeg havde i sinde og blev liggende og poserede.
Marsa Gabel Rosas var tidligere en distributionscentral for ferskvand, og man kan stadig se vandtønderne på bunden. I dag er de overbegroede med koraller. Dykket var meget afslappet, men der var ikke så meget at se på større dybde. På omkring seks meter var stenkorallerne meget imponerende, og sommerfuglefisk og barracudaer patruljerede blandt dem. For en specialist i vidvinkelbilleder var stedet det rene slaraffenland.
Busturen til Marsa Assalai tog 15 minutter gennem den glødende ørkenhede. Vores udstyr var blevet transporteret i forvejen og lå nu nydeligt placeret i kasser på tæpper, der var spredt ud på stranden. Proceduren gav anledning til lidt besvær. Små andele af ørkensandet havde fundet frem til mine O-ringe, men heldigvis ikke forbi dem.

Huler
Vi gik i vandet fra stranden, og først var sigten ganske dårlig, men da vi var kommet et stykke ud og ned på større dybde, blev sceneriet storslået. Endnu en blåplettet pilrokke lod mig tage ekstreme nærbilleder. Bordkorallerne var mageløst statelige, og en af dem var særlig smukt placeret. Den voksede op fra revet, så jeg kunne kigge under og over ”bordpladen” samtidig.
En velvillig karetteskildpadde holdt mig med selskab i de næste ti minutter, og da vi gik op til overfladen, kredsede en enorm stime yellowfin goatfish rundt om os på vejen op.
Derefter var vi på vej til et af dykkestederne på min personlige toptiliste. Sha’ab Marsa Alam er et af de der sjældne steder, hvor der er fuld fart på hele dagen – nede i vandet, på dykkebåden og på hjemturen. En halvtimes busrejse tog os til en af havnene i området, hvor vi gik om bord på dagtursbåden Only You. Den sejlede os ud til dykkestedet, hvor vi tilbagelagde det sidste stykke i gummibåd.
På 25 meters dybde fandt jeg umiddelbart intet bemærkelsesværdigt, men på vej op og tættere på revvæggen så jeg horder af gule snappere, sommerfuglefisk og en ørnerokke. Selv om koralknolden ikke var særlig omfangsrig, var den smuk. Tilbage på Only You skal man passe på ikke at spise for meget fra den udsøgte frokostbuffet, for man skal snart i vandet igen. Og gudskelov for det, da andet dyk viste sig at være sensationelt godt.
Min trofaste makker Roland og jeg kom ind i et herligt grottesystem, hvor lysstrålerne dansede ned gennem åbninger i taget. Man kan stoppe op ved indgangen og beundre grottens skønhed og forundres over stilheden og freden, men svøm endelig ind i grotten, hvor der er masser at opdage, og hvor du kan finde lidt skygge fra den brændende middagssol – præcis som fiskene i grotten.
Uden for grotten guidede Roland mig til et langt, navnløst vrag. Der er ingen grund til at spørge mig, jeg har allerede forhørt alle for at få navnet. Bordlægningen er stille og rolig ved at blive spist af tidens tand, men skroget gav mindelser om en galeon.
Snart var vi tilbage i et andet grottesystem med endnu flere flotte scenerier. Til sidst var vi fremme ved det øjeblik, jeg håbede ikke ville komme. Det var tid til at stige op.
Marsa Abu Dabbab er faldet for sin egen succes. Det er et lavt område med søgræs på omtrent 10 meters dybde, hvor to dugonger (Dennis og Dougal), guitarrokker og suppeskildpadder holder til, når de vil spise. Vi stod ud af sengen på et rent ukristeligt tidspunkt for at kunne være i vandet ved halvottetiden i håb om at få øje på en dugong. Senere på dagen var mange snorklere og badende ude i samme ærinde i et antal, der illustrerede, at det var en god idé at stå tidligt op. Sigten var ikke noget at råbe hurra for, så det krævede altså lidt held at få øje på søkøerne. Efter 10 minutter havde vi to eller tre suppeskildpadder foran os. De guffede søgræs i sig. Den ene havde en sugefisk på rygskjoldet. De smukke kæmpedyr var meget mere interesserede i at spise end at tage sig af mig, så jeg tilbragte lang tid med dem.
Det andet dyk en time senere på samme sted viste sig også at blive dugong-frit, som trøst havde vi dog endnu flere havskildpadder, men nu var snorklerne ankommet og de skræmte alt væk, så hvis du har planer om at dykke, så medbring et vækkeur.

Husrevet
Omtrent halvvejs inde i mit besøg prøvede jeg husrevet. Det ligger en brændende varm gåtur fra dykkercentret, ned til stranden og ud på broen til et giant stride. Det er bestemt besværet værd, for inden for ganske kort svømmeafstand kommer man til at se et imponerende sortiment af levende væsener. Jeg iagttog og fotograferede sommerfuglefisk, blåplettede pilrokker og andre fascinerende arter som fx aftrækkerfisk og den ubeskriveligt farvestrålende kostehalede gylte (Cheilinus lunulatus). Der er også anemonefisk.
Dykkene på husrevet bliver i princippet vægdyk, så man kan selv vælge sin dybde, men jeg fandt det mest interessante over 15 meter. Stedet er fortræffeligt som dagens andet eller sidste dyk, og bagefter er der ikke langt til baren og en kold øl.
Elphinstone har to hovedrev – det nordlige og det sydlige. Min makker Malte har flere års erfaring med området, og han mente, at det nordlige rev var det bedste sted, hvis vi ville se storvildt – meget fristende. Vi gik langsomt og havde første og fremmest håb om at se hajer, så vi kiggede hele tiden ud i det blå, men vi havde ikke heldet med os. I stedet fik jeg øje på de største viftekoraller, jeg nogensinde har rettet blikket imod.
Jeg vurderede, at chancen for at se hajer ville være større længere nede, og så kunne vi også komme tættere på den store gorgonie. Jeg signalerede mine hensigter til Malte. Vi fortsatte ned til omtrent 48 meter. Det var rigtig dybt, men det var det værd. Vi vendte snart næsen opad igen, og på vejen op nød vi synet af de pragtfulde blødkoraller på lidt mere beskedne 15 meters dybde.
Så vidt jeg fik at vide, var der ingen andre, der så haj den dag. Elphinstone er et imponerende dykkested, og det var kun et spørgsmål om uheld. Vi havde stadig det bedste til gode.
Dolphin House eller Sha’ab Samadi blev ophøjet til nationalpark i 2003 for at give den bofaste flok af langnæbet delfin fred og ro til at forøge sig. Dykkeområdet er formet som en stor hestesko. Området er opdelt i fire zoner, og dykningen er kun tilladt i zone D og C. I zone C må man kun dykke fra gummibåd, og i zone B er det kun tilladt at snorkle. Zone E er helt reserveret for delfinerne.
Jeg var ret tændt og spændt over muligheden for at fotografere delfiner, og vi nåede to dyk plus en snorkeltur i løbet af nogle hektiske timer. Only You skulle afgå ved halvfiretiden om eftermiddagen, og det hele blev nøje overvåget af parkvagter i både.
Vi kom ned til endnu et bedøvende smukt grottesystem, men det var trangere og mere kompakt end det i Marsa Alam. Det lignede noget, man kunne forvente at finde på Mars. Man skal have god kontrol med sin afbalancering for at undgå at hvirvle bunden op, men så bliver man også belønnet med sjældne koralarter som fx mørk bægerkoral og forskellige slags svampe. På vej ud ad grotterne (det anbefales at have en guide!) mødte vi koralknolde, der var beboet af flere fisk, end jeg kan tælle til.

Delfindans
Forestillingens højdepunkt havde en pris. Man er tvunget til at iføre sig en tåbeligt udseende flydevest og udelukkende bære maske, snorkel og finner, inden man bliver sluppet løs fra gummibåden i zone B. Der lå jeg nu og stirrede med hovedet over overfladens lette krusninger. Alle de 50 andre snorklere gjorde det samme. Men fra min position så det ud, som om alle de andre så vilde delfiner. Jeg blev ekstremt misundelig og rasede over mit konstante uheld.
Men så udklækkede jeg en plan om at holde mig lidt væk fra de andre snorklere i håbet om, at delfinerne ville komme og hilse på mig. Den strategi viste sig at være forfejlet, og snart slog jeg mig til de andre, der frustrerede lå og håbede på at få et glimt af delfinerne.
Endelig blev det min tur til sidst. Mit klodsede kamera havde åbenbart vakt delfinernes interesse. De dansede foran mig i, hvad der fornemmedes som flere timer – i virkeligheden var det sikkert ikke mere end fem minutter. Men hvilke fantastiske fem minutter!
Oasis i Marsa Alam har glimrende dykning til alle erfaringsniveauer, og oplevelserne er rigt varierede. Jeg kom til at se en hel masse forskellige typer af dykkesteder på mine tolv dyk. Mange flere typer end man kan forvente sig på endnu mere fjernt beliggende rejsemål. Marsa Alam har rimelige priser, ligger kun fem timers flyvning hjemmefra og kræver kun 30 minutters transfer fra lufthavnen. Det er svært at hamle op med, når man kommer fra Europa.

Layout & fotos
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
Seks dage i ørknen – dyk i det sydlige Ægypten
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Rødehavet
  • Rejser
  • Rødehavet

Liveaboard – vi kigger på anatomien

Liveaboard
– vi kigger på anatomien
Bladnr: 
09/2010
Af John Bantin
Der er ikke mange oplevelser inden for dykning, der kan måle sig med en god liveaboard-tur. Fornemmelsen af at være på ekspedition og langt fra den slagne vej er svær at overgå. Men hvordan er en liveaboard opbygget, og hvilke faktorer er vigtige, for at turen skal være en succes? Vi har kigget ind bag skroget på en typisk safaribåd.

MOTOR
Måske den vigtigste del af skibet, der skal bringe dig sikkert til din destination og tilbage igen. De fleste fartøjer har i dag to motorer, hvilket giver en ekstra sikkerhed og gør det muligt for skipperen at manøvrere med større præcision, hvilket ikke mindst er vigtigt, når der skal samles dykkere op. Motorer, der er monteret på støddæmpere, giver mindre vibration og støj og gør det lettere at sove, mens båden sejler.

SIKKERHED
Navigationsudstyr er vigtigt for din sikkerhed, selv om du næppe nogensinde ser det. En GPS holder båden på rette kurs og på afstand af farlige rev. Radar gør det muligt for kaptajnen at se andre både, selv om natten.
En marin VHF-radio er kraftig nok til at holde fartøjet i kontakt med land, selv om man er så langt væk, at mobilsignalet ikke kan nå frem.
Blandt det andet sikkerhedsudstyr finder man redningsveste, redningsfartøjer, radiofyr m.m. Passagererne bør få en sikkerhedsbriefing inden afgang. Det er kun få liveaboards, der medbringer et nødtrykkammer.

I OG OP AD VANDET
Når man dykker fra en båd, er det vigtigt, at det er nogenlunde komfortabelt at komme i vandet og om bord igen efter dykket. Måske sejler du det sidste stykke til og fra dykkestedet med en gummibåd, men det er de samme regler, der gælder.
Båden skal helst have en dykkeplatform, der er tæt på vandoverfladen, så hverken du eller gummibåden kan komme i klemme under den, hvis der er store bølger. Jo længere fartøjet er, jo vigtigere er det, fordi bådens stævn vipper op, når den rammes af en sø forfra. Det kan blive lidt af en opgave at komme af og på båden, da havet sjældent er fladt som en mølledam.
Området omkring platformen er ofte forsynet med ferskvandsbrusere, så man kan skylle sig selv og sit udstyr efter dykket. Der bør også være et eller flere toiletter i nærheden, så man ikke skal gå dryppende våd gennem salonen til sin kahyt .

DYKKEDÆK
Flere og flere fartøjer er specialbygget som liveaboards, men der er alligevel ikke mange, der har tilstrækkelig store dykkedæk i forhold til antallet af dykkere. Der er naturligvis undtagelser, men der er stadig en tendens til, at salonen er for stor, og dykkedækket er for lille.
Du har brug for plads til at opbevare dit udstyr klar til brug, med masker og finner sikkert gemt af vejen. Din tank bliver fyldt der, hvor den er anbragt, og den skal sidde godt fast, så et rullende fartøj ikke får noget til at vælte.

KABYS
En veludrustet kabys med en fantasifuld og hårdtarbejdende kok er livsvigtig, hvis du er om bord på båden i mere end én dag. Maden skal både være velsmagende, nærende og varieret.

SKROG
Et langt smalt skrog giver god fart, mens et bredt skrog giver en mere stabil platform. Et træskrog ligger højt i vandet og bliver mere påvirket af forholdene, hvor et stålskrog ligger lavere og er mere komfortabelt. Men et stålskib er tungere og vil bevæge sig meget langsommere med den samme motor. Skrogets design er afgørende for, om båden er tør under hård sejlads, eller om dækket bliver fyldt med skumsprøjt.
Uanset størrelsen er alle fartøjer i elementernes vold. Du har måske set et foto af bådens kahyt i et katalog eller på en website, men billedet blev med garanti taget, mens båden var i havn. Ude på havet kan tingene være noget mere kaotiske.
Hvis du lider af søsyge, så tag medicin mod det i forvejen. Der er ingen grund til at tage chancer. Du må heller ikke forvente en fast plan for turen – det hele kan let ændre sig alt efter vind, strøm og bølger.

KOMPRESSOR

Det normale er, at to højtrykskompressorer føder en luftbank, og en lavtrykskompressor arbejder sammen med et membransystem for at forsyne dykkerne med nitrox. Der skal være tilstrækkelig forsyning af oxygen i tilfælde af ulykker eller for at forsyne rebreather-dykkere og fylde dekoflasker med 100 og 50 pct. oxygen.
En booster-pumpe er god at have, hvis man gerne vil klemme de sidste dråber ud af opbevaringsflaskerne. Hvis du vil dykke med trimix, må du hellere tjekke, om fartøjet medbringer tilstrækkelige mængder helium, og tjek også prisen!

GENERATOR
Båden skal levere strøm, og der bør mindst være to generatorer om bord. De kan skiftevis arbejde og holde pause. Tjek, hvilken spænding båden leverer (220/110 volt), og hvilke stik, der anvendes, så du har de rigtige adaptere og stikdåser med.
Kaptajnen har brug for, at hans navigationsinstrumenter fungerer permanent. En stor batteribank er derfor nødvendig, så der er backup på elektricitetsforsyningen.

KAHYTTER
Størrelsen på kahytterne, salonen og soldækket kommer et stykke nede på listen over, hvad der er vigtigt, men det er naturligvis rart at have en rummelig kahyt med tilhørende toilet og bad med gavmilde mængder af ferskvand i bruseren.
Desuden er en komfortabel salon med en stor videoskærm altid velkommen, så man kan slappe af i overfladeintervallerne. Disse faciliteter er egentlig ikke strengt nødvendige, men det er som regel dem, der nævnes først, når båden skal markedsføres.

FOTOGRAFI
Når hver dykker først har fået tilstrækkelig plads, kan man begynde at overveje særlige behov hos undervandsfotografer, der er en stadig mere udbredt art af dykkere.Der bør være en separat ferskvandstank til at skylle kameraer. Og et tørt bord, der udelukkende er dedikeret til kameraudstyr, er en stor hjælp i det møjsommelige arbejde med at forberede udstyret, sætte batterier og hukommelseskort i og genplacere kameraet i undervandshuset uden fremmedlegemer, der kan medføre katastrofale oversvømmelser af huset. Arbejdsbordet bør være velbelyst.
GUMMIBÅDE
Gummibådene skal have tilstrækkelig kapacitet, størrelse og pålidelighed til at kunne betjene alle gæster. Mindst en af bådene bør i øvrigt blive over dykkestedet for at yde overfladesupport.

JACUZZI
Mange fartøjer har fået en jacuzzi om bord, men det bliver sjældent anvendt. Et halvt ton vand, der skvulper omkring på øverste dæk udretter heller ikke mirakler for fartøjets stabilitet under sejlads. Jacuzzis er mere velegnet til marketing end til brug. Der er sågar liveaboards, der har en sauna om bord! Måske rart efter et natdyk i vinterhalvåret?

X-FACTOR
Endelig er det værd at nævne det vigtigste element på en liveaboard. Der er mange både, der ikke kan leve op til alle ovennævnte specifikationer, men som alligevel er kolossalt populære. Hvad er årsagen til deres succes? Besætningen … En god besætning og en kompetent guide kan ofte være hele forskellen på en tur, der bare er okay, og på et tur, der er fremragende.

Layout & fotos
Beskæring top: 
20%
Beskæring bund: 
20%
Liveaboard – vi kigger på anatomien
Liveaboard – vi kigger på anatomien 1
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Tips og tricks
  • Uddannelse
  • Liveaboard

Tredageskrydstogt – Taba

Tredageskrydstogt
– Taba
Bladnr: 
09/2010
Af: John Bantin
Landbaseret dykning kan være den ideelle familieferie, men hvad med at kombinere den med at smutte af sted på en tredages dykkesafari? Så bliver den endnu bedre. Vi prøvede, hvordan det er at tage på en ferie, mens man allerede er på ferie.

At det kan være svært at kombinere familieferien med dykning, det ved jeg bedre end de fleste. Det gælder især, hvis man har småbørn eller en ikke-dykkende bedre halvdel. Måske tager man til et sted, der umiddelbart synes at tilfredsstille alle behov, men når det kommer til stykket, er der ikke noget, der hedder lige at smutte en time for at tage ud og dykke. Det tager mindst tre timer med forberedelser, transport, en time i vandet og skylning af udstyr.
Desuden bliver man begrænset til udelukkende at dykke i nærheden af, hvor man bor. Uundgåeligt bliver du nødt til at tage til steder med stranddykning i nærheden. Selv korte bådture sluger let en halv dag, som familien hellere så, at du tilbragte sammen med den. Man skal altså vælge destinationen med omhu.
Hotellerne Hilton og Mövenpick ved Taba i den ægyptiske del af Aqababugten tilbyder pakkeferier med masser af aktivitet for både voksne og børn, og der ligger et par udmærkede rev et stykke fra stranden.
Taba ligger i nærheden af Eilat i Israel, og i 1980’erne blev begge steder synonyme med ”dykning i Rødehavet”. I virkeligheden er Aqababugten egentlig blot en lille, men unik aflægger af det ”rigtige” Rødehav. Dykningen er så lettilgængelig, at den dengang gav varmtvandsdykning et dårligt ry blandt alle hardcore dykkere, der var vant til kolde, strømfyldte og grumsede farvande.

Glemt kyst
Aqababugten er en del af African Rift Valley, hvor vandet opvarmes af vulkanske kilder på store dybder. Derfor er bugten hjemsted for mange tropiske arter på trods af sin nordlige beliggenhed.
På begge sider omgives bugten af Ægypten og Saudi-Arabiens klipperige ørkner, så der er ingen grumsede floder, der munder ud i bugten. Derfor er vandet enestående klart. Tidevandet er minimalt, så der er stort set ingen strøm, og de omkringliggende bjerge beskytter havoverfladen fra den fremherskende vind. Ikke så underligt, at nordeuropæiske dykkere fik det indtryk, at al tropedykning var som at besøge en swimmingpool.
For mange år siden fløj turisterne til Eilat og rejste ned langs kysten med jeeps og dykkede fra stranden undervejs. I dag flyver ferierejsende direkte til Taba eller de sprudlende turistcentre rundt omkring Sharm el Sheikh. Alternativt kan man rejse til nogle af de mere ensomt beliggende dykkeresorts.
Dykkeentusiasterne sigter efterhånden direkte mod Sharm el Sheikh. Men bortset fra enkelte tekniske dykkere, der har indrettet deres hovedkvarter omtrent halvvejs op langs kysten ved Dahab, er resten af Sinaikysten blevet overset. Alligevel er der stadig glimrende dykning der. Den er så god som nogensinde.
For ferierende ligger Taba godt placeret for kulturelle udflugter til steder som klippebyen Petra i Jordan, Dødehavet, Sinaibjerget og Sankt Katarina-klostret. Man kan også lave ekskursioner til Jerusalem, hvilket kan være givende for såvel kristne og jøder som for muslimer. Min hustru var ivrig efter at udnytte mulighederne for at tage disse afstikkere, mens vi var i Taba, og hun fik også tid til et par dyk.
Nede i vandet er området berømt for sine enorme tudsefisk. Men hvis du er af sted på en klassisk to-ugers ferie, så når selv den mest hengivne makrofotograf nok at blive lidt træt af dem. AquaSport driver et par dagbåde, som tager dykkere til andre steder, men turene betyder, at man er væk fra sin familie en hel dag.
Hvis man alligevel skal være upopulær, så kan man lige så godt go all in! Så hvorfor ikke udskifte opgaven som far og babysitter med en tredages sejlads om bord på AquaSports safaribåd Coral Dreams? Som sagt, så gjort. Jeg begav mig af sted for at besøge dykkesteder, jeg ikke havde set i et årti.
Coral Dreams er ikke et stort fartøj efter ægyptisk målestok, men hun tager kun 14 passager om bord, så man har lige så meget plads som normalt – inklusive kahytter med bad og toilet. Rejsen bliver betydelig mere komfortabel end den gamle metode med at køre i bil på land, dykke fra stranden og overnatte i sovepose på en stenet kyst på det hotel, der har en million stjerner – i loftet …
På sådan en kort tur er det muligt at have rigeligt med friske forsyninger om bord, så kokken kunne tilbyde en stor variation af mad. Bådens kompressor leverer kun almindelig komprimeret luft. Nitrox er ikke rigtig slået igennem i Israel, hvorfra de fleste af mine medpassagerer kom. Men båden har en RIB til at samle dykkere op, præcis som de større både. Ferskvandsanlægget om bord forsynede os med ubegrænsede mængder af vand i bruserne efter hvert dyk.

God stand
Hvad så med dykkestederne? Størstedelen af Ægyptens kyst mod det egentlige Rødehav er blevet udviklet til ”Rødehavets Riviera”. Ironisk nok findes der få strækninger af kysten mod Aqababugten, hvor bjergene ikke falder brat ned i havet. Vi var ikke langt væk fra turistmetropolerne, regnet i kilometer, men alligevel så vi stort set ikke en eneste anden dykkebåd under hele rejsen. Vi følte, at vi var langt væk, så snart vi var kommet syd for Nuweiba.
Først satte vi kurs sydpå til Ras Mamlak, hvor vi morede os med den suppeskildpadde, der bor dér, og vi beundrede talrige skorpionfisk i forskellige kulører. Pynten omgives af milde havstrømme, der får blødkorallerne til at trives i farver, som nærmest er smagløst prangende.
Jeg glædede mig især over at se, at revene befandt sig i god stand, bortset fra et af stederne ved Dahab, der udsættes for en tung trafik af dykkere. På tre dage når man typisk at lave elleve dyk, hvoraf to er natdyk. Vi dykkede på steder som Abu Galum, Gabr el Bint og Shugairat. Det sidstnævnte havde masser af gigantiske viftekoraller i perfekt stand, hvilket bringer stedet i verdensklasse i den henseende.
Vi så store ottearmede blæksprutter parre sig, tudsefisk, tiarmede blæksprutter og et komplet sortiment af alle Rødehavets dyr. Rejsens sydligste punkt blev Bell’s Blue Hole ved Dahab, hvor vi sank ned i en skorsten og kom ud gennem revet på 30 meter. Derefter svømmede vi langs væggen med hundrede meter vand under finnerne. Det var næsten som at flyve som en fugl langs en klippevæg. Naturligvis skal man have styr på sin afbalancering for at nyde det i fulde drag. Opholdet om bord på en safaribåd tillod os at komme i vandet klokken seks om morgenen – langt tidligere ned dagdykkerne i Dahab havde stillet vækkeuret til.

Fortøjningsbøje
Som sidste dyk på vejen tilbage nordpå fik jeg mulighed for at dykke på Sinker ved Nuweiba. For mange år siden plejede vi at udføre vores dybe regulatortests dér, og vi anvendte ankerkæden på Sinker som holdepunkt i det blå hav under vores langvarige opstigninger.
Sinker er en fortøjningsbøje til større fartøjer, der blev installeret af israelerne, dengang de havde kontrollen over Sinai. En enorm flydende metalkugle er forankret med kæde til en stor betonblok. Blokken ligger på havbunden på ca. 44 meter. Uheldigvis havde mandskabet, som installerede bøjen fået fejlagtige oplysninger om dybden. De troede, at der kun var 38 meter, hvilket anbragte toppen af metalkuglen på omtrent seks meters dybde. Det var ideelt for os, når vi lå på deko-stop efter lange dybdedyk.
Nostalgi var ikke eneste anledning til at dykke på Sinker. Efter at have ligget 40 år i havet, placeret foran en lille pynt, hvor den er omsvøbt af strømme, er den blevet et isoleret livsmiljø midt ude i vandet. Kæden er i dag helt overbevokset af blødkoraller i røde og purpur nuancer. Horder af anthias står i tætte skyer rundt om korallerne hele vejen op fra dybet, og selve bøjen er dækket af stenkoraller, hornkoraller og svampe. Ofte står glasfiskene i tætte skyer rundt om kuglen. De tiltrækker sig alle de rovdyr, det lever af småfisk.
Når dykkere samles rundt om bøjen, stimler musketerfiskene sammen, tiltrukket af synet af udåndingsbobler. Det er et forbløffende syn at se tusindvis af fisk, der svømmer lodret op langs den koralbevoksede kæde. Sinker er et habitat midt ude i blåt vand. Efter en halv time bliver stedet måske lidt ensformigt for en almindelig feriedykker, men for undervandsfotografer er det det rene paradis. I blitzenes eller videolygtens skær afsløres alle herligheder i et fyrværkeri af farver. Hukommelseskortet bliver hurtigt fyldt op med eventyrligt smukke billeder.

Layout & fotos
Beskæring top: 
25%
Beskæring bund: 
10%
Tredageskrydstogt – Taba
Tredageskrydstogt – Taba
Tredageskrydstogt – Taba
Tredageskrydstogt – Taba
Tredageskrydstogt – Taba
Tredageskrydstogt – Taba
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Rødehavet
  • Rejser
  • Liveaboard
  • Rejser
  • Rødehavet

Lystsejlads – i piraternes fodspor

Lystsejlads
– i piraternes fodspor
Bladnr: 
09/2010
Af Stuart Philpott
Var det noget med en anderledes dykkeferie? Hvad med en uge om bord på en lystyacht, mens du udforsker piraternes gamle tilholdssteder rundt om St. Vincent og Grenadinerne? Vi var med om bord og var hele tiden klar til at hoppe i vandet.

Mit eventyr ude på oceanet havde al den dramatik og spænding, man kan forvente af en skattejagt. Her var jeg nu i kølvandet på selveste kaptajn Jack Sparrow. Jeg søgte dog ikke efter gulddubler og rom, i stedet var jeg på udkig efter karetteskildpadder.
Vi havde sat sejl i St. Vincent med kurs mod Tobago Cays. Kay Wilson er ejer af Indigo Dive Centre, og hun havde slået sig sammen med John West på TMM Yacht Charters for at organisere den første kombinerede dykke- og sejlferie ved St. Vincent og Grenadinerne. Vores skude var meget mere luksuriøs og mere indbydende end piratsskuden Black Pearl. John havde nemlig chartret Allicat, en 14 meter lang franskbygget Privilege 465-katamaran med dobbelte Volvo Penta-motorer.
Under rejsen skulle vi lægge til ved øerne Bequia, Mustique og Union. – Vi har ca. 35 sømil til Tobago Cays, oplyste skipperen Seymour. Ruteplanen er meget fleksibel, og der er masser af alternativer. John fortalte, at den største af katamaranerne uden videre kan rumme op til 12 dykkere. Og det er ikke skrabede yachter, men ekstremt rummelige og bekvemme med både luftkonditionering og kahytter med eget badeværelse.
– I’ve got sunshine on a cloudy day, sang Temptations engang, og det blev min kendingsmelodi under hele ugen. Kay forklarede, at de lokale øboere kalder regnen for flydende solskin. Hun sagde: – Jeg har ført regnskab med det i de seneste fem år, og juli er den bedste måned til et besøg – både, når det gælder vejr og sigten i vandet. Måske jeg skulle skyde skylden for miseren på den gode, gamle globale opvarmning? I stedet for klart blåt, syntes havet grumset.
– Det grønne vand kommer fra Orinocoflodens udmunding, oplyste Kay.
Kay havde organiseret et ”velkomstdyk” på hver eneste ø. Det betød, at øens lokale dykkercenter hentede os fra katamaranen, tog os med ud på et dyk og bragte os tilbage til moderfartøjet igen. Det kunne ikke være meget bedre. Ingen bekymringer med at arrangere ekstra transport og ingen risiko for at fare vild undervejs.
Bequia var den første havn, vi anløb. Den viste sig at ligge ca. en times sejlads fra St. Vincent. Strandpromenaden var propfuld af overhængende palmer med hyggelige barer og restauranter imellem. John havde fortalt, at den lokale købmandsforretning var et besøg værd. Om ikke andet for at få et glimt af ejeren Doris og hendes behårede armhuler!
Vi havde tilstrækkelig tid mellem dykkene til at besøge Orton Kings beskyttelsesområde for havskildpadder. Han har mere end 50 skildpadder i pleje – mest suppe- og karetteskildpadder. – I løbet af de seneste fem år har jeg udsat mere end 860 unger i havet, fortalte han. Orton venter til skildpadderne lægger æg. Derefter skjuler han alle spor oven på boet, så ingen kommer og stjæler æggene.
Når de er klar til at blive klækket, lægger han et bildæk over reden. Ungerne bliver fanget inden i, og han håndfodrer dem i det lille habitat og slipper dem fri efter tre år. Seymour havde lovet mig, at jeg kom til at se skildpadder, men det var ikke lige sådan, jeg havde tænkt mig det.

Pinligt
Øens to største dykkercentre ligger ca. 30 meter fra hinanden, og de har mellem 25 og 30 forskellige dykkesteder at byde på inden for 15 minutters bådtur. Bequia Island Adventures ejes af det herlige par Laury og Ron. Vi afgik præcis klokken ni, hvilket overraskede mig, da jeg havde regnet med lidt ECT (Ekstra Caribisk Tid). Men kun et øjeblik efter vi var kommet ud på dybere vand, døde den ene af vores to Yamaha 85 hk-motorer.
Laury tømte batteriet i forsøget på at starte motoren. Derefter sad han bare og stirrede på den i fem minutter. Måske prøvede han at få den til at starte igen ved at sende positive tanker til den?
– Skidtet vil bare ikke, udbrød han til sidst. Nå, vi kunne humpe ud til Boulders på den ene fungerende motor. Der lavede vi alle tiders lave revdyk. Laury var en glimrende dykkeguide, og han havde held til at finde en søhest til os. Der var frodige blødkoraller, men ikke så meget at se i form af dyreliv.
Dive Bequia ejes af Bob og Cathy, der grundlagde deres center i 1984. Bobs åbningsreplik var: – Vi tager ikke imod grupper. Størstedelen af kundekredsen er tilbagevendende øboere og enkelte forbipasserende gæster udefra. Jeg lavede et par dyk med Bob ved Moon Hole og Cathedral Rock. Moon Hole bød på heftige strømme, grønt vand og ussel sigt. Cathedral Rock var meget bedre. Her var betydeligt flere fisk, flotte koraller og sjældne viftekoraller.
Seymour lettede anker og satte ny kurs mod Mustique. Med ti knobs fart kom vi dertil på mindre end to timer. Øen måler omtrent halvanden kilometer på langs og er femhundrede meter bred. Den bedste sandstrand hedder Macaroni Beach.
– Du skal holde godt øje med bølgerne, ellers skyller de ind over dig, fortalte John og huskede en pinlig episode. Han havde badet i brændingerne, da Pierce Brosnans kone kom spadserede forbi, mens hun fremviste sine seneste silikoneimplantater. Mens John stirrede som forhekset, væltede en bølge ind over ham og skyllede ham op ved hendes fødder. Jeg er sikker på, at der er en morale i den historie.
Mustique Watersports bliver midlertidigt styret af en engelsk pige, Jan Smith, hvis seneste kendis-kunde havde været prins William. – Han er en fin fyr, han har oven i købet sit eget udstyr, sagde hun. Det hører til hverdagskosten på Mustique at gnubbe albuer med de rige og berømte. – Jeg lavede et prøvedyk med Shania Twain for et par uger siden, og Mick Jagger kommer altid her for at låne kanoer, fortalte Jan.

We’re jammin’!
Vi forsøgte stadig at dukke os for regnskyerne på vej ud til Dry Rock. – Forholdene er ikke ideelle, men det er et forsøg værd, sagde Jan. Vi fandt nogle fine overhæng og grotter og så en stor pilrokke, der lå halvvejs begravet i sandet. I det store og hele var dyrelivet mere rigt her. På det andet dyk ved Pillories, lavede vi et hurtigt strømdyk, igen i begrænset sigt, men stedet havde masser af fisk. Blandt andet grøn muræne, havskildpadder og store pilrokker.
Vejret havde stabiliseret sig, da vi genoptog sejladsen til Tobago Cays, der er Grenadinernes eneste officielle marinereservat. Området patruljeres regelmæssigt for at sikre, at fiskerne ikke samler snegle, fanger skildpadder eller hvad som helst andet, der bevæger sig. Cays er en øgruppe med fem palmeomkransede øer. En af dem er Petit Tabac, hvor Jack Sparrow led skibbrud i Pirates of the Caribbean. Midt i øgruppen findes et lavt område med sand og søgræs, og her er der monteret permanente fortøjningsbøjer. Skildpaddernes område var afspærret med reb for at hindre både i at passere alt for tæt.
Jeg talte kun 12 andre både inde mellem øerne. – Om vinteren kan der ligge mere end 100 yachter her, fortalte Seymour. De hvide badestrande lå øde, så jeg fik virkelig indtryk af et uspoleret Caribien.
Seymour havde lovet mig skildpadder. Efter to frugtesløse morgendyk, steg presset på ham mærkbart. Snorkling blev den sidste udvej, og til min overraskelse fungerede knebet. De her skildpadder kunne åbenbart ikke lide udåndingsbobler. Nu havde jeg mere end et dusin af dem på mindre end en armlængdes afstand. Seymour råbte entusiastisk: We’re jammin’!
Grenadine Dive Centre samlede os op fra katamaranen og tog os til ydersiden af Horseshoe Reef. Her var masser af fisk, blandt andet barracuda, pilrokker og diverse revfisk. På det andet dyk så vi aftrækkerfisk og en enorm stime kreolsk læbefisk.
Jeg spurgte, om det var muligt at besøge den nærliggende Sail Rock, men vinden var taget til, og det ville blive svært at komme frem til et så eksponeret sted. Det var lidt ad Pommern til, da både Kay og Seymour havde fortalt, at Sail Rock var det bedste sted at møde store fisk, deriblandt hajer.

Fuldemandssnak?
Næste ophold blev på Happy Island, der ejes af rastafarien Janty Ramage. Janty har bygget hele øen selv med sine bare næver. I starten var det bare en lille sandbanke, men efter at have dumpet tonsvis af muslingeskaller er øen blevet et populært sted at drikke, ryge og feste døgnet rundt. I højsæsonen opholder der sig mere end 60 personer.
– Besværet med at bygge øen kan nærmest sammenlignes med pyramiderne!” kommenterede en af gæsterne, engelske Frank. Grenadinernes premiereminister har oven i købet besøgt Jantys imponerende ø. Jeg er ikke sikker på, om hele historien bare er bygget på rom og fuldemandssnak. – Jeg vil bare gerne have, at gæsterne har det sjovt, mens de er her, forsikrede Janty.
For at fuldende ugen havde Kay planlagt en dag med dykning rundt om St. Vincent. Lige ved kajen til krydstogtsskibene ligger tre vrag, og hun viste mig rundt på stedet. Blødkorallerne var i fortrinlig stand, og deres farver flammede i orange, gult og lilla. Jeg håbede at få billeder af to bofaste englefisk, men de stak af, da de så mig.
Selve kajen var et storartet sted til vidvinkelbilleder. De lange støttepiller var helt dækkede med gigantiske viftekoraller. Når solstrålerne kommer i den rette vinkel, skaber de silhuetter og skygger, som gør sig fortræffeligt på billeder. Grenadinerne må være blødkorallernes hovedstad. Alle de rev, jeg så, sprudlede og havde velvoksne koraller i alle farver og former. Fiskelivet var derimod mere sparsomt, især blandt de større arter. – Grenadinerne er mest kendt for småkryb, sagde Kay. Hun havde ret.
Tobago Cays er især et eksempel på det uspolerede Caribien fra sin bedste side. For mig indebærer sejlturen et ekstra krydderi – en ny og herlig indramning af dykningen. Jeg fik også et par sømandstricks fra Seymour, og jeg opdagede, at skipperens mest stressede opgave er at ankre op eller lægge til med båden – især om natten.

Layout & fotos
Lystsejlads – i piraternes fodspor
Lystsejlads – i piraternes fodspor
Lystsejlads – i piraternes fodspor
Lystsejlads – i piraternes fodspor
Lystsejlads – i piraternes fodspor
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Amerika
  • Rejser
  • Caribien
  • Liveaboard

Fund på Fundu – dykning på Pemba

Fund på Fundu
- dykning på Pemba
Bladnr: 
09/2010
Af Tim Ecott
Vi rejste til den tanzaniske ø Pemba for at tjekke dykningen på nogle af Østafrikas bedst bevarede koralrev – og på et interessant vrag.

Man bliver doven på Fundu. Bådbesætningerne samler dit udstyr. Og de insisterer på at bære udrustningen tilbage til dykkercenteret, at skylle dragten og at hænge den til tørre. Alt ligger klar om bord på båden næste morgen. Flettede kurve med frokost og flasker med koldt vand står klar, når man kommer til sit overfladeinterval.
Overfladeintervallet tilbringer vi forresten på en lille ørkenagtig ø ved et skyggefyldt bord med bestik og nystrøgne stofservietter. Dykkeguider påpeger:
– Det er masser af tid til en middagslur i en af solsengene før eftermiddagsdykket.
Til gengæld er det lidt mere anstrengende at komme frem til Fundu. Fundu Lagoon ligger på vestsiden af øen Pemba, omtrent 40 sømil ud for Tanzanias kyst. Først flyver man til Dar es Salaam, og derefter tager man et fly til Zanzibar, hvorfra man flyver videre til Pembas største by Chake Chake. Derefter er der en biltur på 40 minutter til havnen i Mkoani og endelig en halv times rejse med speedbåd til Fundu.
Resortet ligger delvist gemt bag ved en række træer og er praktisk taget usynlig fra havet. De 18 hytter kan bedst beskrives som stoftelte forvandlet til luksushotelværelser med elektrisk lys, ordentlige brusekabiner og liggestole på en adskilt altan med udsigt over havet. Fundu er ikke beregnet for prisbevidste rejsende, men når man først er nået frem, er det hele inkluderet, også drikkevarer.
Men det er efterhånden gået op for mig, at hvis man vil have dykkesteder, der ikke er overfyldte af dykkere, koraller, der trives og personale, der holder af deres arbejde, så må man rejse et stykke længere og betale lidt mere. På Fundu stiller dykkercenteret komplet dykkerudrustning til rådighed uden ekstra udgifter. Normalt starter dykkedagen afslappet ved halvti-tiden.
De fleste af dykkestederne ligger omtrent 20 minutters bådtur væk på vestsiden af den lille koralø Misali, der er omkranset af rev, som indgår i et naturbeskyttelsesområde. På øen er der park rangers, der skal hindre områdets fiskere i at forvilde sig ind i det forbudte område.
Misalis dykkesteder ligger mest på ydersiden af et kystrev med stejle skråninger ned i det blå. Kålhovedkoraller er den dominerende koraltype dybere end 15 meter. De danner en enorm labyrint af overlappende ”blade”, hvor kardinalfisk, soldaterfisk og grisefisk søger ly bag deres egne små forter.

Fuldmåne
Guiden Filbert opfordrede mig til at holde øje med, hvad der skete ude i det blå. Allerede på første dyk ved Misali blev jeg belønnet med synet af to plettede ørnerokker. De gled majestætisk forbi som rumskibe i tusmørket. Senere så vi blåfinnede trevalller og en karetteskildpadde på vej over et koralplateau.
Mit besøg på Fundu faldt sammen med fuldmånen, og sigten rundt om kanalerne ved Fundu og Njao var dårlig. I disse trange passager ind til de lavvandede områder i den vestlige lagune, skulle der være gode chancer for at møde manta og store havaborrer, der jager i strømhvirvlerne. Dykkene blev interessante, men faktisk noget resultatløse, fordi vandet var så grumset, at vi ikke kunne afgøre, om der var nogen store dyr, der passerede forbi. Men strømmene ved sydenden af Pemba førte klart vand med sig – og det lovede godt for et vragdyk.
I det klare formiddagslys stævner vi ud mod øens sydvestlige spids. Vi passerer et forladt fyrtårn og truende barrierer af stejle rustrøde skranter. Havet ligger spejlblankt. Jeg ved, at det afrikanske fastland ligger langt borte mod vest, men der er intet, der bryder den blå horisont ud over nogle trekantede sejl. De sidder på mashuas – små åbne både, som Pembas fiskere anvender. De benytter ligesom os det rolige vejr til at sejle rundt om øens sydspids. Unguja er hovedøen i Zanzibar-øgruppen. Den ligger yderligere 40 sømil mod syd, og en del fiskere drister sig til at rejse mellem de to øer.
Vi er på vej til et sted, der sjældent besøges af dykkere, da det eksponerede rev næsten altid er omsvøbt af stærke strømme. Under monsunperioden er det helt umuligt at komme dertil. I dag er det meningen, at vores gruppe skal dykke på vraget efter handelsfartøjet Paraportiani, der forliste på revet i 1967. Skuden blev nægtet den sikre rute gennem Suezkanalen på grund af krigen mellem Israel og Ægypten. Det 90 meter lange skrog ligger på mindre end 18 meter, og bagenden er stort set intakt, men overbygningen er smadret og delvis begravet i sandet.

Angrebshelikopter
Vi ruller baglæns ned i vandet, og jeg opdager, at den rolige overflade skjuler en stærk nordgående strøm. Jeg stikker hænderne i sandet og trækker mig frem over bunden, indtil jeg endelig kommer i strømlæ bag skroget. Strømmen giver klart vand, og jeg kan se hele vraget i dets fuld længde, som om hele sceneriet befandt sig i luft og ikke vand.
Stenkorallerne beklæder alle metaloverflader, og inde mellem de knubrede grene på en fingerkoral får jeg øje på en lillebitte gulprikket skorpionfisk. Denne skyggeart kan nærmest vride kroppen rundt om koralgrenen og gemme sig dybt inde i sprækkerne. Om dagen sidder de helt stille, men de angriber lynhurtigt, hvis en lille fisk kommer for tæt på.
På dækket foran styrhytten ligger en tigerkauri med et sneglehus så blankt som et poleret marmorgulv. I de mørke lastrum under dæk deler en tæt væg af kobberfarvede fejere pladsen med en elegant dragefisk. Dens spidse og giftige pigge stikker ud i alle retninger, og den minder om en angrebshelikopter. Den er lige så dødbringende og mobil og bedst at holde sig fra, hvis man har byttestørrelse.
På trods af strømmen lykkes det os at dykke en hel time på det lavtliggende vrag. Vi arbejder os langsomt skridt for skridt langs de sønderslåede skrogsider, mens vi kigger ind under den faldne mast og iagttager de talrige skabninger, der har gjort vraget til deres hjem.
Stenkoraller i rødt, grønt, gult og rosa, en pragtfuld lilla søanemone og en brandgul søstjerne med knaldrøde knopper står frem i det solglitrende lave vand. Det hele skinner, som om det var malet med blank emaljefarve.

Forhekset
Næsten alle der besøger Fundu kommer hovedsageligt til at dykke ved Misali, der er hjemsted for eksotiske fugle og flyvende hunde. Der går rygter om, at grotterne på øens indre anvendes til voodoo-ritualer. Der ligger syv-otte forskellige dykkesteder fordelt rundt om øen. De fleste er strømdyk langs sprudlende koralvægge fuldproppede med en variation af arter fra hele det vestlige Indiske Ocean.
Filbert Ngelege var en af de første fra Tanzania, som blev dykkerinstruktør, og han kender revene rundt om Fundu ud og ind. Filbert er især meget begejstret for nøgensnegle, og de fleste dykkere holder jo af de farvestrålende kryb, men de kan være svære at spotte. På et af dykkene bliver han helt forhekset af en spansk danser, der er i færd med at lægge en spiral af lyserøde æg. Filbert ved også, hvor man kan finde bladdragehovedfisk. De plejer at sidde helt urørlige, og med deres fladtrykte krop ligner de på en prik et blad, der vajer i strømmen.
På hvert dyk konkurrerer vi med hinanden om at opdage noget småt og hemmelighedsfuldt blandt ”bladene” på en af kålhovedkorallerne eller gemt af vejen inde i en svamp. Han finder en minimal gennemsigtig reje, der er udsmykket med hvide prikker. Med hjælp fra et billigt forstørrelsesglas i lommen på vesten finder jeg en hvid nøgensnegl, der er dekoreret med sorte pletter. Begge dyr er mindre end min lillefingernegl.
Jeg ser også store fisk. Enorme sølvglinsende kongemakreller, nogle barracudaer, anselige trevaller og en gigantisk napoleonsfisk. Med sin karakteristiske bule er den halvanden meter lang. Den grønne kæmpe med sine overdrevet store læber glider ud i mørket.
Hajer er en sjældenhed, hvilket Filbert medgiver. De er måske noget mere almindelige på østsiden af Pemba i nærheden af lagunernes lave områder. Men revene myldrer alligevel af liv overalt, og der er stenkoraller og blødkoraller, tøndeformede svampe og søanemoner, hvor klovnfiskene vogter deres æg, beskyttede bag søanemonens skov af giftige og klæbrige fangarme.

Kajak
Charmen ved dykningen på Fundu er delvis, at området ikke frekventeres ad horder af dykkere. Fundu Lagoon har bare 18 værelser, en lille spa, en pool og en strimmel fantastisk hvid sandstrand. Stedet føles som en egen ø på Pemba. Ud over dykningen er der kajakker at låne, så man kan udforske mangroveskovene, og hvis man har lyst, kan hotellets personale organisere udflugter til fods i landsbyerne på egnen.
Dykningen mindede mig en hel del om Seychellerne, inden korallerne dér blev alvorligt skadede af El Niño i 1998 og den efterfølgende koralblegning. På Fundu så jeg ingen tegn på, at korallerne havde lidt skade, selvom man visse steder så spor efter fiskenet – især uden for det beskyttede område ved Misali. Alle de arter, der er typiske for det Indiske Ocean, er på stedet, og professionalismen blandt personalet på dykkercenteret gør opholdet til en fornøjelse.
Forresten, har jeg husket at nævne delfinerne? Der lever en flok på ca. 200 dyr i nærheden af Misali. En spejlblank klar formiddag fulgte de dykkebåden, snurrede og hoppede op ad vandet som opstemte skolebørn på udflugt. Det blev et af mange lykkelige minder fra dette rolige hjørne af Afrika. 

Layout & fotos
Fund på Fundu – dykning på Pemba
Fund på Fundu – dykning på Pemba
Fund på Fundu – dykning på Pemba
Fund på Fundu – dykning på Pemba
Fund på Fundu – dykning på Pemba
Fund på Fundu – dykning på Pemba
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
  • Share this
Tags:
  • Indiske ocean
  • Rejser
  • Rejser
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • …
  • næste »
  • sidste »
Udgiv indhold Udgiv indhold

Annoncer: