Ørkenskibet

Beduinen gransker mig oppefra og ned. Så præsenterer han mig for en stor kamelhan med et muggent udtryk. Han hedder Swalem. Kamelen altså, ikke beduinen. På trods af, at Swalem godt kunne lyde som et traditionelt beduinnavn.
Ivrig efter at demonstrere mit gode tag på kameler hiver jeg i tøjlerne, hvilket frembringer en utilfreds grynten. Swalem nedlader sig til at gå ned på knæ så jeg kan stige om bord. Hele tiden beholder han det der udtryk af overlegen foragt som kameler plejer at møde mennesker med. Jeg er ret imponeret over min succes. Hverken Swalem eller beduinen synes dog at være synderligt imponerede over min præstation.
Jeg lægger mit ene ben rundt om sadlens forkant. Nogle ryk og en overhaling senere står Swalem på sine ben. Jeg befinder mig svimlende højt over jorden. På en kamelryg sidder man en del højere end på en hesteryg – specielt når man regner puklen med.
Jeg har altid troet, at dykkesafari på kamel ville være lidt af en joke, og at kamelen ville blive ført ved grimen på en cirka 10 minutters spadseretur hen til dykkestedet. Det her ser dog tværtimod ud til at skulle blive et rigtigt eventyr. Vi er først kørt i bil fra Dahab til The Blue Hole, hvor vejen slutter. Vi ser på, mens beduinerne pakker vores dykkeudstyr på kamelerne. Derefter vugger vi af sted over bakkerne.
Dykkegrejerne skramler bag mig i de improviserede saddeltasker – to nylonsække bundet sammen med et noget slidt reb. Bly, flasker og alt det andet grej gynger op og ned med min ikke ligefrem fjerlette kamerataske allerøverst. Og så er der lille mig. Jeg er forundret over, at Swalem i det hele taget kan gå oprejst. Men han ser ud til at være vant til tung last. Han vandrer fremad i et tempo som svarer til rask trav for et menneske til fods. Vi trasker af sted nordpå langs kysten og jeg får selv lov til at styre kamelen. Eller det er nok nærmere kamelen, der styrer mig. Swalem ved præcis hvem der bestemmer på disse kanter.
Tre kvarter senere giver beduinen på lederkamelen tegn til, at det er for farligt at ride ad sporet for os gæster. Jeg strammer tøjlerne og gør mit bedste for at fremtvinge den der grynten igen. Swalem mener åbenbart, at det vil være meget lettere, hvis han bliver stående oprejst. Han er nok lidt doven. Efter at have funderet et stykke tid, går han modvilligt ned på knæ og lader mig stige af. Årsagen til forholdsreglerne åbenbares, da vi runder det næste hjørne. Sporet bliver smallere og snor sig rundt omkring stejle klipper. Det skråner betænkeligt meget til den ene side.
At bære mig opad bakke er ikke spor besværligt for Swalem. Derimod bliver han utryg, når det går nedad. Jeg må trække i grimen. Han glider og snubler. Vi kommer rundt om endnu et hjørne. Der må vi lige al grynteriet igennem igen, så jeg atter kan klatre om bord.
Snart er vi kommet til næste stop, hvor et par stykker vil af. To af dykkerne har fået siddesår og foretrækker at gå videre til fods. Jeg bliver siddende og kommer...