Afrika

Et møde med hvidhajen er mange gange den primære grund til, at dykkere vælger Sydafrika som deres næste rejsemål. Og vist kan dette land med rette betgnes som Shark country, men der findes altså mange andre gode grunde til at rejse til den sydlige ende af Afrika. Her er der nemlig dykkeområder, som både kan tilbyde nærkontakt med imponerende pelagiske arter og fascinerende makrodykning. 

Jeg kunne umuligt se, hvad det var dykkeguiden pegede på og jeg trak på skuldrene. Han pegede igen. Jeg stirrede mod bunden. Den så stadigvæk kun ud som et virvar af sten og søgræs uden noget nævneværdigr eller spændende liv. Han begyndte at vise lidt irritation over min manglende evne til at få øje på hans fund. Han flyttede fingeren endnu nærmere. Til sidst placerede han den simpelthen lige oven i sit fund. Hånden nærmest dirrede i raseri over min blindhed. Jeg gloede tilbage på ham med et tomt blik. 

Pludselig bevægede en af stenene sig. Mystisk! Det plejer sten ikke at gøre. Jeg så stadigvæk en sten, men stenen var i virkeligheden en fornærmet tudsefisk. Sådan en havde jeg set før. Men dengang var den bitte lille – omtrent på størrelse med en tekop. Den her var stor som en hel tekande. Jeg havde ledt med mit blik efter en fisk omtrent på størrelse med en fingerspids. Nu blev jeg præsenteret for en, som jeg end ikke ville turde tage op. Fyren kunne måske finde på at sluge hele hånden! 

Durban Tudsefiskene tilhører en fiskefamilie med repræsentanter overalt i tropiske vande. Der er en del arter. Dette eksemplar tilhørte en af de største arter – kæmpetudsefisken Antennarius commersoni, der er vidt udbredt i Stillehavet. Som de fleste tudsefisk er den mindre køn og har et imponerende gab. 

Og på samme måde som mange af dens artsfæller forekommer kæmpetudsefisken i mange forskellige farver – fra gul til mørkt orange. Denne her var dybt orange. Her på 20 meters dybde, så farven nærmest mørkebrun ud. Fisken lignede i forbavsende grad de sten, den sad blandt. Tudsefisk bevæger sig helst ikke. De holder gerne til inden for et lille område. Det er derfor, at dykkeguiderne næsten altid kan finde dem. En gang opdaget – næsten altid opdaget! 

Kæmpetudsefisken blev beskrevet af den franske forsker P. A. Latreille i 1804. Jeg kan kun gætte på, hvad den stakkels franskmand tænkte, da han så uhyret for første gang. Det ser ud som resultatet af et ondskabsfuldt eksperiment, der skulle føre til en overlegen race af stridslystne fisk. 

Kæmpetudsefisken jager fra baghold. Den ligger gemt og suger bogstavelig talt byttet i sig, når det kommer for tæt på. Min tudsefisk så ud til at være særligt velnæret. Ret underligt egentlig. Småfisk er nok det sidste, en dykker forbinder med Aliwal Shoal. Sandhaj, tigerhaj og andre store arter, er det vi som regel forventer der. Stedet ligger nogle sømil fra kysten ud for den uanselige by Umkomaas lige syd for Durban i Sydafrika. 

Sandhajer...