Antarktis
– den yderste grænse
Vi er rejst til verdens ende til et sted, der er kendt for sine ekstremer og for sit rige dyre- og planteliv. Hvalerne springer i det fjerne og en søleopard jager en pingvin. Under mig er vandet mørkt og iskoldt. Fuldt af det ukendte. Dette er dykning i sin mest rå form!
Solen står op og oplyser den hvide verden, der breder sig ud foran os. En gletsjer strækker sine arme ud mod horisonten. Bjergene rejser sig og bryder den bløde himmel. Vores position er 64º41’S, 62º38’V, når vi ser kontinentet for første gang. Mens vi sejler væk fra vores ekspeditionsfartøj, skærer vores gummibåd sig dybere ind mellem et virvar af isbjerge. Pludselig, med gletsjeren som baggrund, løfter en hale sig ud af vandet. Det er en pukkelhval. De er kendte for deres optræden i overfladen, hvor de breach’er (springer) og klasker med halerne og får skyer af vanddråber til at rejse sig. De er lette at kende på deres lange brystfinner og knubbede hoveder.
Jeg skynder mig at tage finner, maske og snorkel på. Vores guide Peter Szyszka, styrer båden tættere på. Nu venter vi bare på hans ok-tegn. Der! Ikke mere end et par meter væk står et springvand op i luften. Snart vil hun være under is. Jeg ligger allerede i vandet og stirrer ud i det endeløse mørke. Pludselig kommer en hvid hvalside til syne, der reflekterer de lyse stråler. Jeg snorkler med en pukkelhval! Hendes knubbede krop glider langsomt forbi mig og forsvinder snart i det fjerne.
Ekspedition
Det har taget os næsten tre dage at nå frem til Den Antarktiske Halvø fra Ushuaia, Argentinas sydligste by. Vores rejse er i alt 11 dage. Vi sejler med et forstærket ekspeditionsfartøj, der kan modstå isen og som kan rumme 45 passagerer. Skibet er fuldt udstyret til polardykning. En Waterproof Expedition container er placeret på fordækket, hvor vi kan holde vores tørdragter varme. Længere foran hviler fire gummibåde, som vi bruger, både når vi skal dykke, og når vi skal i land. Broen rejser sig højt og herfra har kaptajnen sat vores kurs mod verdens ende.
Dagen før passerede vi South Shetland Islands, omkring 120 kilometer nord for halvøen. På grund af det milde klima er disse øer hjemsted for mange fugle som fx albatrosser, storkjover og pingviner. En hurtig udstyrstest på Halfmoon Island gav os mulighed for at se en koloni med mere end fire tusind hageremspingviner. Men vores første rigtige polardyk finder sted på Deception Island. Inde i midten af øen er der et krater, der er oversvømmet af havet. En strand med sort sand langs krateret afslører øens vulkanske oprindelse. En forladt hvalstation forlener stedet med en lidt dyster atmosfære og ved siden af hvalfabrikken, ligger resterne efter en forskningsstation, der blev ødelagt af vulkanudbrud i slutningen af 60’erne.
Mens vores kaptajn manøvrerer skibet ind i den naturlige havn, tager vi udstyret på. En kran hejser gummibådene i vandet, og vi hopper om bord via en mobil trappe. En kraftig larm bryder stilheden, når gummibådenes motorer starter og vi sejler tværs over krateret, indtil vi stopper ved en af væggene. – Klar?, spørger Peter. – Ja! Vi ruller baglæns. Iskoldt vand rammer mit ansigt. I et øjeblik føles det som om hundrede knive stikkes ind i mit kranium. Bølgerne...
