Arne Zetterström

Allerede i slutningen af attenhundredtallet var man klar over nitrogenets rolle som skurken i åndingsluften under dybe og lange dyk. Man havde ingen dykketabeller, så mange dykkere satte deres liv og helbred på spil under påvirkning af nitrogennarkose og ophobning af gas i vævene. De første pålidelige dykketabeller, der hjalp med at undgå trykfaldsyge, kom i 1907. Med dem blev også bundtidene reduceret, og man begyndte af lede efter noget at erstatte nitrogenet med for at undgå dybderus.

Hydrogen og helium
Det var to muligheder: hydrogen eller helium. Hydrogen er lettilgængeligt og billig, og også den letteste gas, vi kender, og derfor let at indånde på dybe dyk. Hydrogen er heller ikke så slem til at afkøle dykkeren via åndedrættet som helium. Men hydrogen har én stor ulempe: den bliver eksplosiv, når den kommer i kontakt med mere end 4 % oxygen. Helium derimod er sikker at anvende, men var dengang svært at få fat i. Og tilsvarende dyr. En kubikfod helium kostede 2500 dollars!
I 1919 fandt amerikanerne store naturlige forekomster af gassen i Texas, og prisen faldt til nogle få cent per kubikfod, men USA befandt sig i en monopolsituation og ville beholde heliummet for sig selv. Rusland havde også fundet små mængder af helium, men de var heller ikke så lette at få i tale.

Opfinderen
Sådan var altså markedssituationen for alternative gasser, da den unge Zetterström begyndte at interessere sig for dybere dykning. Det var ikke let, men det stoppede ikke Zetterström. Han var allerede godt kendt i dykkermiljøet. Han havde konstrueret et mundstykke til undervandsspuling, som stadig den dag i dag bruges over hele verden. Det geniale er, at det sender en del af vandstrålen bagud, dels for at modvirke rekylen, og dels for at lede det bortspulede slam væk. Udstyret blev brugt, da man gravede tunneler til løftkablerne under Vasa, dengang fartøjet blev hævet fra 32 meters dybde i 1961. I dag står et af disse Zetterström-mundstykker som springvand uden for Vasamuseet i Stockholm.

Heliox
I 1937 satte amerikaneren Max Gene Nohl ny verdensrekord i dybdedyk med 128 meter i Lake Michigan. Han dykkede på heliox (helium og oxygen, red.) og i 1939 befæstede helium sin position som det bedste alternativ til nitrogen, da US Navy bjærgede den sunkne ubåd USS Squalus fra 74 meters dybde. Marinedykkerne havde over 100 dyk på denne dybde uden et eneste tilfælde af trykfaldsyge eller andre uheld.

Knaldgas
Zetterström så ingen grund til, at verdensrekorden ikke skulle kunne flyttes betragteligt. Men da anden verdenskrig begyndte, gik tilgængeligheden af helium fra at være vanskelig til at være umulig. Hydrogen var derimod stadig tilgængelig og billig, så Zetterström startede sine eksperimenter med hydrogen. Udfordringen var, at hydrox (hydrogen og oxygen, red.) let kunne blive til knaldgas. Det naturlige ville være at indånde...