DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Rejse  Resa
Cocos Island – storslåede møder
Cocos Island – storslåede møder
Cocos Island – storslåede møder
Cocos Island – storslåede møder

Cocos Island

– storslåede møder

Tekst Martin Örnroth Foto John Bantin

Pludselig bevæger en skygge sig ind over sandbunden. Det er en ørnerokke. Som et svævefly fra det ydre rum glider den frem mod dig, tager et kig og forsvinder igen, helt lydløst ud i det blå. Det er dit første dyk ved den sagnomspundne ø og du har netop fået en smagsprøve på alt det fantastiske, som står på dykkemenuen.
At møde hajer, mantaer, rokker og hvalhajer er noget, som står højt på mange dykkeres ønskeliste. At kunne se dem alle på én og samme tur er sjældent muligt, medmindre du har købt en rejse til den grønne smaragd ud for Costa Ricas kyst. Cocos Island ligger 500 km ude i Stillehavet og bådrejsen tager ca. 36 timer. Det kan føles frustrerende at have rejst hele vejen til Centralamerika bare for at vente yderligere et og et halvt døgn, inden man kan dykke. Men her har man chancen for at indhente sit søvnunderskud og synke hen i den tilbagelænede atmosfære, som præger en liveaboard-båd. På flere af bådene kan du desuden tage et nitrox-certifikat. Det er en perfekt måde at slå tiden ihjel på, og når du er nået frem, har du et ekstra es i ærmet. I de følgende dage vil du foretage regelmæssige dyk til 25-30 meter og med nitrox i tanken får du ekstra tid og marginaler. Desuden oplever mange, at den træthed som let sniger sig ind på en efter flere dages intensiv dykning udebliver eller i det mindste reduceres.

Dramatik
Med europæisk tid i kroppen vågner man ofte tidligt den anden dag og kan være med, når øen vokser frem i horisonten. Foran dig har du verdens største ubeboede ø. Den måler 22 kvadratkilometer og eneste menneskelige tilstedeværelse er en håndfuld parkvagter, som forsøger at holde tyvefiskere borte fra de attråværdige indbyggere i dybet. Den isolerede beliggenhed har desuden gjort, at øen kan byde på et dusintal endemiske dyre- og plantearter. Topografien er dramatisk. De stejle klipper er dækket af tæt regnskov og øen har mere end 200 vandfald. Her findes alle de ingredienser, som behøves for at skabe en skatteø, og pirater herskede her for et par hundrede år siden. Beliggenheden gjorde det til et perfekt sted at hente proviant, hvile sig og gemme de skatte, man havde erobret. Øen har gennem årene lokket over 500 skatteekspeditioner til sig, som har gravet og søgt over alt. Det man leder efter er den såkaldte Lima-skat, som bl.a. indeholder en guldstatue af Jomfru Maria – i naturlig størrelse.
Den mest ihærdige skattejæger af dem alle var August Gissler, som søgte i 20 år og omkring ti minutter fra parkvagternes huse findes tre menneskeskabte huler, som man kan gå ind i. Gissler fandt dog kun nogle mønter på øen og vendte senere tilbage til Tyskland, nedbrudt og ludfattig. Skattene, hvis de findes, er der altså endnu. Men for os dykkere findes den virkelige skat under overfladen.

Labyrinter
Det er kun et begrænset antal dykkere, som kommer til Cocos Island, så man kan godt føle sig lidt speciel, når man hopper i vandet for første gang....

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også