Costa Concordia

Det er vel ikke mange, der ikke har fulgt med i dramaet om forliset af krydstogtskibet Costa Concordia ved øen Giglio ud for den italienske vestkyst. Ulykken indtraf lige før klokken ti om aftnen fredag den 13. januar. Det gigantiske luksusfartøj er 290 meter langt, 35,5 meter bredt og 52 meter højt med hele 17 dæk. Skibet havde mere end 4.200 personer om bord, da det gik på grund. Blot et par timer senere hvilede Concordias nederste dele på en klippehylde på havets bund i nærheden af øens havneindløb. Store dele af det enorme krydstogtskib, som har en stærk slagside, er stadig over vandet. Dagen efter ulykken var de første dykkere i vandet og startede deres arbejde.

Da jeg selv er dykker, blev jeg nysgerrig og ville vide mere, så jeg prøvede at finde ud af, hvordan de greb redningsarbejdet an, hvilken udrustning de anvendte og hvad de oplevede, mens de arbejdede i og uden for kæmpeskibet Costa Concordia. Derfor tog jeg kontakt til løjtnant Piero Privitera, der er leder af den italienske marines 13 dykkere og til kaptajn Luca Falcone, som leder militærpolitiets (Carabinieris) seks dykkere. Det var to dykketeams, som begge arbejdede på det halvsunkne fartøj, men med helt forskellige arbejdsopgaver.

Løjtnant Privitera, der er chef for Marinens hjelmdykkere, fortalte at han og hans gruppe var et af flere teams, som udførte eftersøgnings- og redningsopgaver på Costa Concordia. De andre teams kom fra brandvæsenet, kystbevogtningen, politiet samt fra Guarida di Finanze (militærpoliti, som beskæftiger sig med økonomisk kriminalitet). I løbet af de første dage deltog også et civilt redningsteam, som var specialiseret i hule- og vragdykning.

Åbner med sprængladninger

Hver dag blev der holdt flere møder for at koordinere arbejdet mellem de forskellige grupper. Marinedykkernes vigtigste ansvar var at sørge for, at de dykkere, som arbejdede med search and rescue, fik lettere adgang til at komme ind i og ud af de dele af fartøjet, der ellers ville have været utilgængelige. De skulle finde de korteste og sikreste ruter gennem vraget og skabe alternative udgange, som kunne anvendes i nødsituationer. Det gjorde de oftest ved at anbringe små sprængladninger, som kunne skære åbninger, hvor det skønnedes nødvendigt.

Kaptajn Falcones gruppe havde derimod intet at gøre med det egentlige redningsarbejde. Deres opgave var at undersøge og finde beviser for, hvad der egentligt var sket. Han forklarede mig, at hans gruppe udfører samme type job, som når politiet gennemfører kriminalteknisk arbejde på gerningssteder. Den eneste forskel er, at de anvender andre metoder, og at de arbejder under vandet. Hans gruppe er specialuddannet og kan eksempelvis tage fingeraftryk under vandet. Han forklarede, at et gerningssted under vandet også skal holdes intakt og beskyttes mod udefrakommende påvirkning, så beviser og indicier kan indsamles på en...