Den rigtige dykker
– på opvisning med dykkehistorisk selskab
– Se mor, der er en dykker! Den lille dreng stod i mængden, der havde samlet sig omkring os. – Ja, sagde hans mor, og se hvor fine gule svømmefødder og flasker han har på. – Nej mor, sagde knægten, ikke ham. Den rigtige dykker! Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Tilskuerne var bestemt ikke samlet i dag for at se på en moderne dykker som mig. Den lille knægt havde ret. Der er dykkere og der er rigtige dykkere.
I forbindelse med det årlige Baltic Sail-arrangement i Helsingør var Dykkehistorisk Selskab mødt op for at lave en demonstration af godt gammeldags tungdykkerudstyr.
At se på deres demonstration af udstyret var som at kigge i et gammel Tintin-album. Det hele var der. Den hånddrevne luftpumpe. Dykkeren iført lærredsdragt, kobberhjelm og blysko. Selv omgivelserne var helt rigtige. Dykkehistorisk Selskab havde valgt det gamle Helsingør Skibsværfts havneanlæg som kulisse for deres demonstration.
Jeg var mødt op for at lytte til de spændende beretninger om dykkehistorien og for at få nogle usædvanlige undervandsbilleder i kassen. Derfor stod jeg nu ved havnekanten, iført mit moderne, farverige og relativt lette udstyr, storsvedende og gispende i sommervarmen.
Fortiden
Dykningens historie går mange år tilbage til dengang det første menneske tabte de første ting i vandet. Siden da har mennesket haft behov for at kunne opholde sig på havets bund i kortere eller længere tid. Det startede med fantasifulde dykkerklokker med større eller mindre succes. Men man var klar over, at hvis der skulle udføres effektivt arbejde, så måtte man være i stand til at bevæge sig relativt frit omkring under vandet. Der var to primære faktorer, der skulle tages hensyn til: kulde og luftforsyning.
Med opfindelsen af gummi/lærreds-dragten blev det pludseligt muligt at lade en dykker opholde sig i vandet i længere tid uden at fryse. Da datidens kompressorkapacitet ikke var så stor, valgte man at satse på en overfladeforsynet dykker. Det betød, at dykkerens bevægelsesfrihed blev hæmmet lidt, men på den positive side havde han ubegrænset luftforsyning – så længe han var på god fod med pumpemandskabet.
I tungdykningens historie kom de danske dykkere også til at sætte deres præg på udviklingen. De hjelme, man brugte, var i starten ret besværlige at anvende og montere på dragten. Nogle af dem var åbne for neden, hvilket betød, at der ville stå vand i bunden af dem og derfor kunne de kun anvendes i opretstående arbejdsstilling, ellers ville vandet rende op og genere dykkerens åndedræt. Andre lukkede hjelmtyper havde op til 12 bolte. Det tog lang tid at montere, og de var også upraktiske, hvis der skulle arbejdes på et sted med meget tovværk, der kunne hænge fast i boltene.
Tobolts-hjelmen
Derfor var der en opfindsom dykker, Peter Hansen Hessing, som arbejdede for bjærgningsselskabet Svitzer, der fandt på en løsning. Han konstruerede en hjelm, der kunne monteres og gøres tæt med kun to bolte. Hans opfindelse var så god, at den blev patenteret og kom til at dominere den danske erhvervsdykning. Hjelmtypen blev kendt som dansk tobolts-hjelm eller Hansens patent. Senere blev det vandtætte elektriske stik opfundet og der var dermed basis for at udstyre hjelmene med kommunikation til overfladen. Det var noget. der forbedrede både dykkerens sikkerhed og...
