Den svenske vestkyst

Jeg husker, da jeg i tidernes morgen begyndte at dykke. Efter at være avanceret fra svømmepølen lavede jeg mine første dyk i åbent vand i søen Vättern. Det hele var nyt og spændende. Jeg syntes, det var helt fantastisk bare at trække vejret under overfladen. Når jeg så desuden fik øje på skaller, gedder eller aborrer, så indfandt der sig en følelse af at svæve rundt på en lyserød sky. Efter Vättern fulgte yderligere en del dyk i søer, men lidt senere gik turen til Vestkysten. Her åbnede en helt anden verden sig for mig: hummere og krabber, koraller og gopler, søstjerner og søpindsvin, farvestrålende fisk og en masse mærkelige skabninger, som jeg overhovedet ikke kunne kende igen. Det her var bare for godt til at være sandt! Hvordan kunne jeg have misset det? Denne fantastiske verden måtte jo have været der hele tiden. Så tæt på, men alligevel så fremmed og totalt anderledes. Jeg husker det som om, det var i går, på trods af det snart er 30 år siden. Den dag, jeg lavede mine første vestkystdyk, ændredes mit liv. Jeg kunne bare ikke få nok af at være dernede blandt alle de fascinerende livsformer. Siden da har jeg ofte set tilværelsen mellem dykkene som et nødvendigt overfladeinterval. Mit liv har jeg levet under overfladen, ikke på land. Fra at have været et indlandsmenneske flyttede jeg ud til Vestkysten, hvor havet snart optog mit liv fuldstændigt. Jeg blev dykkerinstruktør, marinbiolog, undervandsfotograf og lærer i marinbiologi. Det er en karriere, jeg ikke har fortrudt et eneste minut af mit liv.

Derfor er Vestkysten unik
Vestkystdykningen forandrede mit liv, men hvad er det så, som gør Vestkysten så speciel? Det er det eneste sted langs hele Sveriges lange kyst, hvor man kan opleve kontakt med det øvrige verdenshav. Det er her, saltvandet kommer op på fuld marin saltholdighed på 3,5 %. Overalt langs den svenske kyst er overfladevandet ferskere, men når vi kommer et lille stykke under overfladen i Bohuslän, når vi den højeste saltholdighed, som findes langs kysten. I denne høje oceaniske saltprocent trives så godt som alle marine plante- og dyrearter. De marine organismer har nemlig gennem tiden tilpasset sig til netop denne saltkoncentration. I en lavere saltholdighed er det betydeligt færre livsformer, som kan trives. Langs Sveriges kyst findes derfor en meget tydelig gradient over antallet af marine plante- og dyrearter. Længst oppe i Østersøen er der kun meget få havlevende organismer, men derfra øges antallet af arter gradvist, jo længere mod syd vi kommer. Ved Øresund stiger såvel saltholdigheden som antallet af dyrearter dramatisk, og derefter bliver der bare flere og flere marine dyr, jo længere op i Kattegat, vi kommer. Det er altså ikke uden grund, at Sveriges første marine nationalpark, Kosterhavet, ligger i nærheden af den norske grænse.
På den svenske vestkyst møder man klippevægge, der er dækkede af koraller, anemoner og søstjerner. Og det er også her, man finder fisk som...