Dybt nede i Østersøen

Østersøen har nogle af verdens mest bedste forhold for bevarelse af skibsvrag. Træværk får lov at stå uspist hen i århundreder. Det er bevaret på grund af fraværet af pæleorm. Jern ruster kun langsomt og mange vrag ligger i fred på dybt vand, men alligevel ikke dybere end 60-80 meter. Det åbner muligheder for gode, lange bundtider på vragene for den moderne tekniske dykker. 

Man kan her også have fordelen af det store arbejde, der i tidligere tider er blevet lagt i at finde og identificere mange gammelkendte vrag i 50-80 meters-området. Disse vrag, der tidligere har været utilgængelige for dykkere, kan i dag dykkes med lange bundtider og minimal narkose, takket være, at trimix er blevet så tilgængeligt i det tekniske dykkemiljø. 

Uheldigt fragtskib

MS Saivo var med sin totale tonnage på 8.960 og en længde på 132 meter stadig et ordentligt fartøj, selv om hun ”kun” tilhørte mellemklassen.

Hun blev bestilt og bygget, mens konflikterne rasede i resten af verden. Den 27. september 1943 blev hun søsat som nybygning nr. 589. Saivos første fragtopgaver blev dikteret af krigen. Hun blev indsat som en del af Røde Kors-trafikken og fragtede mange hundredetusinde nødhjælpspakker frem til krigsfanger. Trafikken kom mange til gode, men særligt i Grækenland var der et behov, som Saivo var med til at dække.

Da anden verdenskrig var overstået, blev Saivo indsat i ordinær tjeneste. Behovet for fragt af kul og jernmalm var ikke blevet mindre af krigen, snarere tværtimod. Nationer skulle genopbygges, industrier manglede forsyninger og datidens mest effektive transportform var ad vandvejen. 

Saivo hastede fra havneby til havneby på begge sider af Atlanten. Som alle andre skibe, var der gode år og dårlige år. Saivo nåede i sin tjenestetid at miste sin kaptajn til et hjerteanfald og en bådsmand i en ulykke, hvor lastebommene skulle surres i hårdt vejr.

Efter at have taget en last på 8.751 tons jernmalm om bord i Luleå, afgik Saivo d. 4. juni 1955 med kursen sat mod Kielerkanalen for at aflevere lasten i Holland. Den. 7. juni om morgenen, nåede fartøjet Hanöbugten og fortsatte ud i Bornholmsgattet. På kommandobroen havde man sporadiske radarkontakter med andre sejlende. Men da farvandet var 35 kilometer bredt, åndende alting fred og ingen fare. 

Efter vagtskifte, sejlede Saivo kl. 5:15 ind i en tyk tågebanke. Som en forholdsregel blev der straks flyttet en udkigsmand fra broen op til stævnen. Den ansvarshavende styrmand beordrede farten reduceret en smule og begyndte tågesignalering.

Efter ti minutter fik man på radaren kontakt med to andre skibe på styrbords side, ét medgående og ét modgående. Klokken 5:35 var man så tæt på det modgående skib, at man kunne høre skibsklokken ringe et sted i tågen. 

Overstyrmanden på Saivo satsede på, at han kunne styre skibet klar af det modgående skib med minimal afstand. Farten var nu sænket til 5-6 knob og alle spejdede koncentreret fremad....