El Hierro
– ved verdens ende
Der er normalt ikke den store udfordring i at bringe sig til De Kanariske Øer. Der går fly til Tenerife, Gran Canaria og Fuerteventura stort set dagligt. Men det er ikke helt så let at komme til øen El Hierro – og når først magien har sat kløerne i besøgeren, er det lige så svært at forlade den igen. Her er nogle af De Kanariske Øers allerbedste dykkesteder, og på land ser landskabet visse steder ud som Mordor i Ringens Herre.
En, to, tre… fireogtyve og der, sidste passager! Kun 25 personer er med på flyet fra Gran Canaria til El Hierro. Det faktum, at man kun kan komme hertil ved at flyve fra Tenerife eller Gran Canaria, forklarer, at det kun er relativt få turister, som faktisk forsøger sig med at besøge den ”glemte” Kanariske Ø.
På flyvepladsen bliver jeg mødt af Christine, som er repræsentant fra El Hierros turistbureau, og hun bekræfter, at der ikke kommer helt så mange turister hertil sammenlignet med de andre Kanariske Øer. Det er især de spanske turister, som kommer, hvilket jeg opdager ved, at der tales overraskende lidt engelsk blandt lokalbefolkningen. At der ikke findes nogen sandstrand på øen, er nok en af årsagerne. Den almindelige sol- og badeturist glimrer ved sit fravær og erstattes i stedet af turister, som sætter pris på natur og på at vandre i den. En anden årsag kan være, at det kræver lidt mere anstrengelse at komme hertil sammenlignet med de andre øer. Ud over vandrere og andre naturinteresserede så besøger mange dykkere El Hierro. Faktisk er dykningen her af mange klassificeret som noget af det mest interessante i hele Europa!
Dykningen i centrum
Turen i udlejningsbilen tager mig tværs over den meget kuperede ø. Jeg kører igennem små byer og fyrreskove. Jeg ser fantastiske udsigter og vulkankratere flere steder. Det er ganske tydeligt, at øen har vulkansk oprindelse. Da den blev dannet for omkring 100 millioner år siden, var det netop på grund af et vulkanudbrud på havbunden. På vejen ser jeg flere af de ca. 500 vulkaner, som er på øen. Faktisk har El Hierro det højeste antal synlige vulkaner af alle Kanarieøerne. Vejene er gode, men eftersom øen er så kuperet – det højeste punkt ligger på godt 1500 meter – tager det omkring 45 minutter, fra jeg forlader lufthavnen, til jeg kommer frem til det lille samfund La Restinga på øens sydside. Og det er på trods af, at øen er ganske lille, kun 278 km². La Restinga er en lille by, som oprindelig ernærede sig ved fiskeri. Den er nu blevet lidt af et dykkermekka, og der findes mindst ni dykkercentre her. Fordi der kun findes ca. 300 indbyggere i La Restinga, så kan du sikkert forstå, at dykningen er en stor del af byens identitet. Her findes også alle bekvemmeligheder, som dykketuristen kan tænkes at ville have: en kontantautomat, restauranter og naturligvis havet som nabo.
Uden for La Restinga ligger det marine reservat Mar de Las Calmas, hvilket kan oversættes med noget i retning af Det rolige hav. Årsagen til navnet er, at sydsiden af El Hierro ofte ligger i læ for de nordlige vinde, som ofte blæser her. Selve reservatet er inddelt i forskellige zoner, som giver forskellige typer af beskyttelse fra blandt andet fiskeri, og reservatet blev oprettet i 1996.
Jeg finder snart min lejlighed, hvor jeg skal bo i de næste dage, og jeg ser frem til at undersøge, hvad øen har at tilbyde os dykkere. Det hører til normen at bo i lejlighed, og det...
